Foreningens årsmøde 2019 blev afholdt fredag den 10. maj centralt i Danmark på det smukke Holckenhavn Slot lige uden for Nyborg.
Foreningens årsmøde 2019 blev afholdt fredag den 10. maj centralt i Danmark på det smukke Holckenhavn Slot lige uden for Nyborg.
Selve årsmødet foregik i slottets riddersal, hvis udsmykning daterer sig helt tilbage til 1500-tallet.
Foreningens formand, Michael Nøhr, bød de mange fremmødte deltagere velkommen.
Første indlæg på årsmødet var ved postdoc. ph.d.-stipendiat, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, Sarah Mygind, der fortalte om sin forskning i, hvad det betyder for litteraturen og vores læsning af den, når det ikke længere kun er bogen og skriften, der overbringer den. Sarah Myginds slides kan ses her.
Dagens andet indlæg var ved PLC-koordinator Ida Kongsø og PLC-vejleder Grete Weitze, Fredensborg Kommune, der fra den praktiske vinkel gav eksempler på læsefællesskaber, både kommunalt og på skolen med f.eks. Whisper Phones, der tiltrækker, og de gav eksempler på digitale spadestik i forbindelse med litteraturen.
I forbindelse med årsmødet var der også udstillinger fra de tre forlag, der stod bag præmierne i forbindelse med kåringen af Årets Pædagogiske Læringscenter 2019; forlaget Vild Maskine, forlaget Straarup & Co og forlaget Alvilda - i pauserne var der stor interesse for at bese udstillingernes bøger.
I pauserne var der også rig lejlighed for deltagerne til at tale med hinanden om indlæggene og løst og fast.
Dagen igennem var der opstillet en buffet i salen med kaffe, te og andre lækre forfriskninger.
Der var en lækker forplejning på slottet. Da deltagerne ankom, var der dækket op med en let morgenmad i riddersalen.
Til frokost var der dækket op i Dansesalen, hvor deltagerne på guldstole kunne nyde en udsøgt platte med specialiteter.
Efter frokost samledes deltagerne i slotsgården for at få en guidet, historisk rundvisning på slottet.
Det var en meget kompetent rundeviser, der i blandt andet slotskirken fortalte om slottets stolte fortid.
Inden det var tid for sidste punkt på programmet, som var kåring af Årets Pædagogiske Læringscenter, overrakte foreningens formand blomster til afgående medlem af det faglige udvalg, Anette Grønholt Andersen, og takkede hende for en stor mangeårig indsats både i udvalget, men også tidligere som både bestyrelsesmedlem og konsulent.
Det var Vice President Martin Brøchner-Mortensen fra prisens hovedsponsor Systematic, der stod for overrækkelsen af prisen Årets Pædagogiske Læringscenter og guidede deltagerne igennem en præsentation af først de fem skoler, der var i semifinalen, så de tre, der gik videre til finalen, og endelig kåringen af vinderen. Årets tema var PLC og læsefremmende aktiviteter.
Vinderen af titlen Årets Pædagogiske Læringscenter 2019 blev Fredensborg Skole, der blandt andet modtog tre klassesæt af bøger sponsoreret af Forlaget Vild Maskine. Se også Årets Pædagogiske Læringscenter 2019.
Som fysisk symbol på prisen modtog Fredensborg Skole også et kunstværk skabt over årets tema af elever på sidste års vinderskole. Værket blev overrakt og motiveret af PLC-vejleder Tina Hammershøj, Billundskolen.
Videre til finalen gik også Egebjergskolen i Horsens, der dermed blev den ene af andenpræmievinderne og sikrede sig et klassesæt af bøger samt forfatterbesøg sponsoreret af forlaget Alvilda.
Vigerslev Allés Skole i København blev den anden andenpræmievinder, og repræsentanter derfra kunne drage hjem med tre blandede bogkasser med i alt 90 bøger sponsoreret af forlaget Straarup & Co.
Årsmødet blev afviklet i særdeles smukke rammer med mange fine deltaljer, som deltagerne kunne gå på opdagelse og fordybe sig i. Nedenstående et lille udpluk.