Foreningens årsmøde 2022 blev afholdt den 19. maj på Severin Kursuscenter i Middelfart. Herunder nogle højdepunkter fra dagens forløb.
Foreningens årsmøde 2022 blev afholdt den 19. maj på Severin Kursuscenter i Middelfart. Herunder nogle højdepunkter fra dagens forløb.
Der var godt fyldt op på Severin Kursuscenter, hvor deltagerne var helt klar til dagens indlæg på KFPLC's årsmøde.
Dagen begyndte med en velkomst af den netop afgåede formand for Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre, Michael Nøhr.
Efter velkomsten var der startboost ved Manu Sareen. Han fortalte blandt andet om, hvad skolebiblioteket og fysiske bøger har haft af betydning for ham og hans liv.
På dagens årsmøde skulle generalforsamlingen også afvikles. Dirigent og nu afgået bestyrelsesmedlem Jeanette Handberg var dirigent og gelejdede igennem regnskab, vedtægtsændringer og det forestående og formands- og besatyrelsesvalg.
Der blev valgt i alt 8 bestyrelsesmedlemmer, 2 flere end hidtil. De 6 medlemmer var nye. Fem nye politiske medlemmer og et nyt fagligt medlem. Desuden blev der valgt en ny formand. På billedet ses den daværende formand, Michael Nøhr (th.) med den nyvalgte, Klaus Svensson (tv.).
Næste punkt på programmet var kåringen af Danmarks bedste PLC 2022. Oksevejens Skole fra Flensborg i Sydslesvig vandt titlen og 1. præmien, der er sponsoreret af forlaget Straarup og Co. og består af et klassesæt af første bind af Sandra Schwartz' serie Monstervenner samt besøg af forfatteren med skræddersyet foredrag og skrive-/tegneværksted.
Udover en smagfuld og varieret frokost, var der også et stort kagebord med mange forskellige slags kager. Severin er kendt for sit kagebord, og man forstår godt hvorfor.
Mette Steenberg, der er direktør i Læseforeningen, havde et indlæg om et pilotprojekt, hvor man brugte Guidet fælleslæsning til at skabe mere læsemotivation hos en gruppe såkaldte "gule" læsere i 6. klasse.
Forfatter Lars Daneskov var på som årsmødets sidste oplægsholder. Han gav en både morsom og alvorlig peptalk om læsekultur, børneliv og fantasi.
Den afgåede formand, Michael Nøhr, fik en buket blomster som tak for indsatsen som formand gennem fire år, hvor foreningen har haft stor udvikling.
Prisen Danmarks bedste PLC er sponsoreret i samarbejde med DBC Digital, og præmierne til Danmarks tre bedste pædagogiske læringscentre var sponsoreret af tre forskellige forlag; Straarup og Co., forlaget Turbine og forlaget Gutkind. Præmierne blev overrakt af repræsentanter fra forlagene. De flotte præmier, skal være med til at vække elevernes læseglæde både i skolen og i fritiden.
I pauserne kunne deltagerne besøge flere forskellige stande bagerst i salen. Man kunne besøge stande fra de tre sponsorerende forlag Straarup & Co, Turbine samt Gutkinds forlag. Her kunne man også få en snak med udstillerne. Man kunne også gå ud på altanen ved årsmødesalen, hvor der var en meget betagende udsigt ud over både den gamle og den nye Lillebæltsbro.