Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set nærmere Bent Hallers veloplagte, velskrevne og stærkt humoristiske historie om Albino og Ooz.
Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) skrev sine Filosofiske undersøgelser (1953), hvor han opfandt begrebet sprogspil. Når sproget er et spil, antydes det også, at sproget udfoldes efter bestemte regler, uden hvilke det ville være meningsløst.
Disse regler kan imidlertid reguleres i det uendelige, alt efter hvilket felt og hvilke konventioner, man befinder sig i. Der er et regelsæt såvel inden for kunstens verden som inden for kærlighedens verden osv.
Det var Ludwig Wittgenstein, der brugte vendingen, at selv om en løve kunne tale, ville vi alligevel ikke forstå, hvad den sagde. Alene af den grund, at de spilleregler, som løven ville betjene sig af, og hvilke konventioner og sociale felter, den befandt sig i, ville være så forskellige fra vores som mennesker, at al forståelse på forhånd ville være umulig.
I Bent Hallers nye bog Hegnet - Historien om Albino og Ooz viser Bent Haller hvordan sproget tilsyneladende er en konstant størrelse, som alle - dyr af hvad art, de end måtte være - kan betjene sig af og forstå. Og så alligevel ikke…
Og Bent Haller anvender såmænd ikke bare en antropomorfisering, derved at han giver dyr menneskelige træk, dyrene kan tale, tænke, læse, brokke sig, være forfængelige osv., næh, der er noget andet og mere i spil end det. Selv om det er sproget, der binder det hele sammen. Og sprogspillene er med hele tiden…
Hans lille humoristiske roman har to hovedkarakterer, nemlig drengen Remus og Chimpansen Ooz.
Lad os begynde med den sidstnævnte. Ooz er netop ankommet til den zoologiske have i Aalborg Zoo. Han kan slet ikke finde sig til rette bag hegnet i haven og ønsker bare at returnere til de dybe skove i Afrika og til Kilimanjaro, det høje bjerg med sne på toppen.
Han taler med de øvrige dyr om sagen, men ingen af dem forstår hans ønske, jo nok ordene, men ikke meningen. Ganske enkelt fordi ingen af dem har levet det vilde dyreliv, de oprindeligt var skabt til. De er alle født i fangenskab, selv om ingen af dem føler, at det er et sådant sted, de lever.
Om løven mener Ooz, at den er en femtegenerationsindvandrerløve. Sagen er, at det ikke siger dyrene noget at være vilde dyr. Knapt nok siger det dem noget at være dyr. De er fremmedgjorte over for deres oprindelse. Det er så at sige blevet et job for dem.
Hver dag i besøgstiden har de at opføre sig dyreagtigt og i overensstemmelse med det instinkt, de ikke mere har. De skal brøle (løven), de skal vise deres hjørnetænder (tigeren), de skal vise sig som sande polardyr (isbjørnen), de burde være.
Når de så har gjort det pænt i arbejdstiden, kan de altid blive lidt forkælet i fritiden. Løven kan f.eks. læse i sine børnebøger, som den har læst over 300 af! Isbjørnene kan få sine kameluldstøfler på, så den ikke fryser om poterne osv.
Men ingen af dyrene forstår Ooz, så han beslutter at klatre over hegnet og forlade fangenskabet/haven. Blot for at opdage, at det med at finde tilbage til de grønne skove og det høje bjerg, det er ikke så ligetil. Det er langt lettere at komme til Jomfru Ane Gade end til skoven og bjerget. Derfor ender han tilbage i haven igen.
Den anden hovedkarakter, drengen Remus går hjemmefra. Han vil det modsatte af Ooz. Så da han står ved hegnet ind til Zoo, har han kun det ene ønske at komme indenfor og opføre sig som chimpanserne.
Det lykkes også efter meget bøvl og besvær, og sandelig om han ikke får lov at blive i flokken både af dyrene selv, dyrepasseren Laila og direktøren.
Remus bliver til den hvide menneskeabe, Albino, der har Karl Gråmule (førerchimpansen) til far og en menneskemor, der imidlertid har taget benene på nakken.
Albino får lov at blive, såfremt han gør sig umage for at opføre sig som en chimpanse, selv om han fysisk ikke er helt rigtigt udstyret. Der er f.eks. noget med armene.
Alt er dog, synes han, bedre end at vende tilbage til civilisationen (et ord han naturligvis ikke kender) - og han har derfor heller ingen forudsætninger for at se, at det rent faktisk bare er en anden form for civilisation, han her er havnet i.
Men livet i Zoologisk have forandrer sig stille og roligt. Langsomt sker det nemlig, at dyr uden for haven ønsker at komme ind og leve blandt de dyr, som har glemt deres oprindelse og er blevet domesticerede og nærmest tammere end tamme.
Katte flytter ind hos tigeren. Hjorte flytter ind på savannen. En gravhund flytter ind til de vilde hunde osv.
Som tiden går, og Albino (Remus) bliver mere og mere tilvænnet livet i fangenskabet, så dukker der en længsel op hos ham efter et anderledes liv - nemlig det liv han nu næsten har glemt, han har forladt.
Han får heller ikke lov at glemme det helt, for netop ved abeburet står der med meget jævne mellemrum et par, som kigger længselsfuldt ind på den hvide abe, som minder han dem om noget, de har mistet.
Da samtidig livet i haven/fangenskabet udligner sig i forhold til verden udenfor, modnes tanken i ham om at stikke af. Det gør han så. Og en aften står han uden for et hus, som på en måde virker bekendt.
Da han banker på vinduet, og der bliver lukket op, er det netop de mennesker, som han har set så mange gange i haven, der bor der.
De tager ham ind, og snart genvinder han sin menneskelighed, han mister pelsen, genopdager, hvor meget mere praktisk det er at gå på to ben. Han lærer at tale mennesketale…
Alt ser igen lovende ud, og forældrene er lettede og glade, og de giver ham navnet Remus. Men så…
En aften står også Ooz uden for vinduet og pigechimpansen Aase ligeså, på græsplænen går to zebraer og græsser, i drømmesengen på terrassen ligger en løve og læser Peter Plys - og så kan man selv fortsætte rækken. Det gør Haller ikke. Vi stopper, mens legen er god.
Bent Haller har igen skabt en fabel om relationen mellem mennesker og dyr.
Bogen er stærkt humoristisk og sprogligt meget veloplagt og fuld af vendinger, som dyr hverken ville kunne tænke eller tale, men netop det giver en ekstra humoristisk virkning når f.eks. Aase hvisker til Ooz: Som straf fik vi et kursus i, hvordan det er at være naturlige dyr. Det var ikke spor sjovt.
Eller når han lader en pingvin tale nordjysk. Eller når Ooz stiller Albino over for følgende regnestykke: Hvis man har fire rotter og trækker den ene fra, hvad har man så? Det ved Albino ikke. Svaret: To mus.
Det er ligeledes en meget interessant problemstilling, Haller ridser op med hensyn til, hvad vi gør, når vi adskiller mennesker og dyr med et hegn, sætter dyrene i fangenskab og lader tilskuere iagttage deres liv bag tremmer, samtidig med de gør sig deres forestillinger om dyrenes vilde natur, medens dyrene på deres side så langt fra er de dyr, som tilskuerne forestiller sig.
Jo, der er rigtig meget at more sig over. Bogen vil være en fin oplæsningsbog til mindre børn, der sikkert vil fryde sig, over denne gode, velskrevne og veloplagte historie.
Bent Haller: Hegnet - Historien om Albino og Ooz. Illustreret af Rasmus Meisler. Høst & Søn, 147 sider, 229,95 kr.
