Anmeldelse af et par af årets julehistorier

Anmeldelse af et par af årets julehistorier

Sofie Maria Brand: Jul i andre lande

Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen har været en tur omkring boghylden og anmelder nogle nye udgivelser til at hygge sig med op til jul.

Hvis man gik rundt og troede at julemiddagen enten er andesteg eller flæskesteg eller måske begge dele som i Danmark, så er denne herlige fagbog fra Gyldendal et godt sted at starte og få rettet den fejl og se den mangfoldighed og diversitet, der udspiller sig jorden rundt ved denne højtid.

Bogen beskæftiger sig med i alt 24 - sic! - lande og kapitler, plus til slut en kort gennemgang af de fem store verdensreligioners andre højtider.

Det her er en herlig illustreret og tænkt bog, næsten lidt gammeldags grafisk i sit udtryk og form, men hvor det klæder den. Mange børn og voksne vil nyde at gå på opdagelse i denne højtid - julen - som ubetinget er den største på vore og andre breddegrader.

 

Forskelligartet julemad

Tilbage til julemåltidet. Det er jo imponerende, hvad der spises ved denne højtid, i store linjer ser det sådan ud: I Australien spiser man kalkun, i Italien fiskeretter, blandt andet lasagne med ansjoser, i Etiopien kylling og kogte æg i stærk sovs, i Argentina kalkun, gris eller påfugl, i Holland kanin.

I Frankrig er det ikke én ret, men mange egnsbestemte som østers, kalkun, kastanjer, gåseleverpaté, i Norge dominerer birkedampet lammekød eller lutfisk, lufttørret fisk, i Spanien tapas, skaldyr og andre retter, i Finland buffet af kolde og varme retter, USA står den på gås, skinke eller kalkun, Polen spiser karpefiskIsland, Island lam eller fjeldrype.

I Sverige står den på buffet med blandt andet skinkesuppe, i Rusland på gris eller gås, i Mexico er det kalkun og kødfyldte majskolbeblade, i Indien kylling, karry og kokosmælk og på Filippinerne traditionelle filippinske retter som mælkefisk, kokosnøddesalat og rispandekager.

Grønland byder på blandt andet moskusokse, sæl, rensdyr og søkonger, Tyskland en let ret, Rumænien gris, England kalkun eller gås og xmas pudding og endelig Grækenland lam, gris eller kalkun. Plus alt det ”løse”.

 

En fin bog for alle

Således blev samtlige 24 lande nævnt i julemåltidets navn, men det skal kraftigt understreges, at hvert land beskrives på opslag med et hav af spændende informationer om hele højtiden - religiøse som alt muligt andet.

Man bliver rigtig godt informeret, og man imponeres; her er meget at komme efter for den, som søger eller bare ”lige kom forbi”. Den er faktisk svær at slippe, bogen, når man først har fået Jul i andre lande i hånden!

Gode informative juletraditioner, som man bliver klog af. Herlig illustreret af Rasmus Juul. En fin bog for alle!

Sofie Maria Brand: Jul i andre lande. Illustreret af Rasmus Juul. Gyldendal, 62 sider, 199,95 kr.

 

Astrid Lindgren: Ræven og Nissen

Bogen blev første gang udgivet i Sverige i 1965, og nu er der her en genudgivelse i 2017. Det er på mange måder en lille, klassisk perle, vi her får serveret fra Astrid Lindgrens hånd.

Med en helt særlig fortællestil, en slags alvidende fortæller, føres vi med den sultne ræv Mikkel på den forestående jagt ved menneskenes gård - tror Mikkel. Men en nisse kommer imellem, gårdens nisse, og han forstyrrer forehavendet, og hønsene er fredet.

Det forklarer nissen til ræven, han vender derfor den anden kind til - og sammen spiser og deler de den grød, som menneskene hver aften sætter ud til nissen. Det lover nissen, de kan gøre hver aften - og det gør de.

Nissen formaner derfor til slut sådan: Du rører ikke ved vores høns! Hvortil Ræven svarer: Nu får vi se, tak for mad!

Således uvist, hvad der måtte komme, strejfer ræven videre. Men solidariteten og fællesskabet har vist sin udstrakte hånd. Ikke det værste i en lidt hård tid og juletid.

Illustrationerne er ganske enkelt skønne, klassiske og underbygger og beriger teksten på smukkeste vis - studér de billeder en ekstra gang. En dejlig billedbog, og forsiden glimter og stråler. En lille klassiker er genfødt.

Astrid Lindgren: Ræven og Nissen. Illustreret af Eva Eriksson. Gyldendal, 28 sider, 149,95 kr.


Læs også anmeldelsen af en julebog i Børn & Bøger nr. 7.