Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har i reolen fundet og anmelder nogle fornøjelige bøger til den søde juletid. Han starter med Bjarne Reuters
Jeg vil fortælle dig om en nat, der begyndte som alle andre nætter, men som endte som ingen anden nat…
Vi hører om en dreng fra Betlehem, Davids by. Boaz hedder han, og han kender en fortælling, selvfølgelig gør han det, for den fortælling kender alle. Siden har vi vænnet os til at kalde den for Messias bebudelsen.
Nemlig fortællingen om den nat, tømreren Josef kom til Betlehem med sin højgravide hustru Maria. Om den søn, som hun skulle føde, hed det sig, at han ville blive en kongesøn. Man havde kendt historien i årevis, Boaz også.
Han vidste også, at det var en fortælling om Guds søn, hvis fødsel ville tænde et lys i mørket. Og give håb for fremtiden.
Boaz’ forældre har et lille gæstgiveri, som er ved at være fyldt, for folk stimler til de byer, hvor de oprindeligt kom fra, fordi de skal skrives i mandtal, som det hedder i Lukasevangeliet. Derfor er hele byen ved at være (over)fyldt af fremmede mennesker, og hvad der måtte være af værelser i gæstgiverier og herberger er for længst udlejet.
Boaz har en temmelig fed kat, Jetro, som er stukket af fra ham. Boaz finder det fede og dovne dyr under en bærestol, som tilhører ingen ringere end kong Herodes, som også er på besøg i byen, og Boaz’ far ved godt, hvorfor han er der, han siger i hvert fald således:
Det er en underlig nat. Alt for mange gæster, og en himmel med et mærkeligt lys. Selv Herodes er kommet, og folk siger, det er på grund af lyset.
Og der er noget med det der lys, selv Boaz’ bedstefar, som har været blind i årevis, kan se det.
Nu er der så ankommet et par, som hedder Josef og Maria, der er højgravid. De er kommet oppe fra Nazareth til det herberg, som Boaz’ far ejer, og de må henvises til stalden, som det eneste sted, de kan være.
Boaz på sin side sendes ud i marken for at finde noget blødt, de kan bruge som leje for natten. Ikke mindst hvis Maria skulle gå hen at føde.
Ude på marken træffer Boaz ingen ringere end Caspar, Melchior og Balthasar, dem vi siden lærer at kende som de tre vise mænd, der hver medbringer en ting, som kan gives som gave: Guld, røgelse og myrra.
De er kommet til stedet på grund af lyset og stjernen. De drager med Boaz til byen og til stalden, og det sker så i samme nat, at Maria føder sit barn, hvorefter hun og Josef drager afsted.
Selve dette gør Reuter ikke så meget ud af, for vi kender historien i forvejen, så i stedet flytter han fokus til Herodes’ soldater, som kommer for at finde den nyfødte og hans forældre, men de finder kun en tom krybbe og (typisk for Reuter) en sovende kat.
Fortællingen sluttes på denne måde: Boaz så dem forsvinde i den tætte regntåge: En ung mand og et lille æsel med en ung kvinde, som i favnen holdt et helt nyt liv.
Det er en meget smuk og stærkt personlig gendigtning af Lukasevangeliets kapitel 2, vers 1-12, som Bjarne Reuter præsenterer os for, og som det er en stor fornøjelse at læse - for slet ikke at tale om at kunne læse op for sine elever - eller sit barn.
Og så vil det være noget nær en forbrydelse at udelade omtale af Kamilla Wichmanns illustrationer, som de smukke og meddigtende akvareller, de er.
Her er både humor, grumhed. varme, dejlige kulører, en stærkt lysende stjerne med kongekrone og en grumt udseende Herodes med tynde ankler og små englebørn spigret op på væggen bag ham. Og ja, man får virkelig fornemmelsen af, hvor fed en kat Jetro er!
Bjarne Reuter: En nat i Betlehem. Illustreret af Kamilla Wichmann. Bibelselskabet, 56 sider, 249,95 kr.
Måske kender man allerede Lasse-Leif fra Mette Finderups efterhånden lange serie om denne friske fyr og hans dukke, Luske-Lise?
I denne december-bog er vi på vej mod jul. Vi er inde i julemåneden med alt, hvad dertil hører. Først og fremmest er der jo julekalenderen - eller julekalenderne, for der er både chokoladekalenderen, U-landskalenderen og den, som hans bedstemor har fået i et ugeblad.
Bedst af alt er dog nu Julesokken - forudsat at der også bliver fyldt noget i den af nissen i nattens løb. For ellers kan den sandelig være martrende. Det er da også den følelse, Lasse-Leif vågner med, da det viser sig, at sokken er tom.
Men når mor siger, at det skyldes, at han roder på sit værelse - for rodede værelser gider nissen ikke komme i - så begriber knægten da ikke, at selvsamme nisse gider bo hos dem, når der er så rodet på det loft, hvor far og mor siger, han bor. Det taler han lige med far og mor om, og vupti er der pludselig fem kravlenisser i sokken.
Ellers følger vi Lasse-Leif og hans charmerende Luske-Lise igennem hele december. Først laver han en juledepression, som skal med til Banko - sammen med farmor. Prisen er sat til 1.000,- kr., vel høj vil mange nok mene, og den bliver da heller ikke solgt. Til gengæld vinder Lasse-Leif den i bankospillet og kan prale med, at han da nok har vundet den dyreste præmie!
Lucia-festen i Børnehaven er et meget morsomt kapitel, som ender med, at det bliver Luske-Lise, der går Luciabrud. Mødet med julemanden i Stormagasinet bliver til stor moro for alle - undtagen julemanden - og den morgen, hvor julesokken rummer en rulle toiletpapir, som er en rigtig skodgave, men viser sig nu at blive en af de bedre.
Morsomt er også kapitlet, hvor familien får besøg af Nisse-Søren, børnehavens Vandredukke. Uha, selv ikke Luske-Lise kan være med her. Sådan nærmer man sig efterhånden julen med gaveregn af de større.
Det bliver en fin jul, og Lasse-Leif får de bedste gaver, man kan forestille sig, men mor er sur, rigtig godt gammeldags sur, og hendes gaver skal byttes, skal de. Tilmed opdager Lasse-Leif så også, at den skumle bamse fra onkel Henrik ikke lige er til at styre, så den må også byttes.
Han og mor holder derfor store byttedag, hvor Lasse-Leif får en sej Diskokugle i stedet for. De tre sidste kapitler er forbeholdt dagene efter jul og nytåret.
Alt i alt er vi i monsterfint selskab med Lasse-Leif og fantastiske Luske-Lise, som er et fund af en fantasidukke, der kun er virksom for alvor, når hun er alene med Lasse-Leif. Kostelig er den Superman-kappe, hun får, og som sættes fast med klemmer, men som kun virker inde i Lasse-Leifs værelse.
Og så er der jo de der æbleskiver. Kan du spise fire? Fem? 10 måske? Lasse- Leif kan - men han øver sig også flittigt. Man er i dejligt selskab, og den dreng eller pige, der får læst den op af sin lærer eller sine forældre, bør blive et glad barn.
Mette Finderup: Lasse-Leif - DM i æbleskiver (og andre historier fra jul og omegn). Illustreret af Annette Carlsen. I serien Lasse-Leif. Alvilda, 146 sider, 169,95 kr.
Der bor en dansk familie i Grønland. Far og mor, Andreas og lillesøster Sofie. Mor er lærer og far sygeplejerske.
Det er i den mørke tid, og julen kommer nærmere. Det har sin vanskelighed med at få et juletræ til at blive stående i bygden. Stormen fjerner det ene efter det andet. Den store fordel ved det arrangement er, at man ikke behøver bekymre sig om at få fjernet juletræet efter jul, for det har stormen allerede gjort.
I familien er der et problem, for far tror ikke på julemanden. I det hele taget bryder han sig ikke om julen, for han har aldrig holdt jul, fra han var barn.
Andreas på sin side tror klippefast på ham, og han beder faderen om at tage med sig op nordpå for at finde julemanden. Efter nogen vægring, indvilger faderen, og de tager op i deres hytte, der er begravet i sne.
Mens de ligger i den opvarmede hytte en nat, larmer det med ét frygteligt uden for, hundene er urolige, og på husets tag lyder voldsomme bump. Med ét er julemanden der. Og ham troede far ikke på?
Julemanden beder endda Andreas sørge for, at far får sig en god julegave - og med ét er han borte, som havde han aldrig været der. Dagen derpå finder de fodspor rundt om huset og på taget. Det er på tide at tage hjem.
Det bliver en hyggelig jul, og julemanden kommer på besøg - og i modsætning til julemanden i hytten, så ligner ham her skolelederen Bjarne. Alle får gode gaver. Den sidste gave er til far. Den er fra os alle sammen, siger Andreas, og fortæller faderen, da han ser, at det er hjemmesko syet af isbjørneskind fra en (død!) bjørn, der er blevet skudt oppe nordpå.
Hvem der egentlig var på besøg hos Andreas og far i hytten den nat, kan man måske få en idé om ved at se på Peter Bay Alexandersens blændende illustration på opslag 40-41.
Andreas udbryder, at han elsker julen, og far svinger sig op til, at den ikke er helt ringe. Og det er denne historie heller ikke, for nu at sige det på jysk!
Kim Leine: Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Gyldendal, 52 sider, 199,95 kr.
En anden Kim Leine-fortælling foregår et par ugers tid efter jul. Her er det lillesøster Sofie, der er i centrum. Om Sofie siger far: Du er en underlig og helt særlig pige.
Og det er Sofie virkelig. Hun har desuden en ganske sjælden evne, hævder hun. Hun kan tale med hunde. Da de skal til fødselsdag hos Nuka, går det imidlertid galt, og alt, hvad Sofie mener, tror og tænker om sine evner som ”hundehvisker”, som far kalder hende, kommer på alvorlig prøve.
Når Sofie leger alene, leger hun, at faderens slædehunde er drager, og når hun henholdsvis tryller dem om fra hunde til drager og tilbage igen, bruger hun en bestemt trylleformular: egard-dnuh, som er drage og hund bagfra.
Hos Nuka vil hun lige kæle med fire nyfødte hundehvalpe, som Nuka skal have den ene af, mens faderen skal bruge resten som slædehunde. Hundemor finder sig imidlertid ikke i, at Sofie vil kæle med dyrene, og før Sofie ved af det, er hun skambidt og må på hospitalet og sys med 52 sting i ansigtet (et ar, hun er meget stolt af!)
Skammer hun sig over det, og har hun indset, at hun er galt på den? Ingenlunde, selvom hun godt ved, at noget er forandret, noget er anderledes. Da det er hendes fødselsdag, ønsker hun sig en dukke, siger hun.
Men inderst inde er der et ønske, der er større. Og det ønske går i opfyldelse: Nuka kommer med de fire hvalpe til hende, og de får straks fine Lindgrenske navne: Mio, Katla, Tvebak og Emil - og hvad skal de bruges til? Til slædehunde, naturligvis - og Sofie: Hun vil være hundetræner, når hun bliver stor.
Det er en pragtfuld historie. Meget intens og gribende.
Og Peter Bay Alexandersen får fortællingerne til at skinne med sine vidunderlige illustrationer.
Kim Leine: Pigen der kunne tale med hunde. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Gyldendal, 62 sider, 199,95 kr.
Siger man julemand, må man også sige Krampus. De to er antipoder. Hvor julemanden belønner de søde børn med gaver til jul, der straffer Krampus de slemme børn. Det er hovedkonflikten i bogversionen af DR Ramasjangs tv-julekalender for de yngste.
Fortællingen er i sin enkelhed, at julemandens computer er på vej hjem fra Kina, og i den findes navne og adresse og ønsker fra alverdens børn. Den skal julemanden nu have for at kunne sende de rigtige gaver ud til de rigtige børn.
Computeren skal mellemlande i Ramasjangs Lufthavn, hvor det bliver Ramajetternes opgave at passe på den, indtil den skal fragtes videre op til julemanden. Men ak, Øvst, som har vagten, falder i søvn, og da han bliver vækket af de øvrige, er computeren forsvundet, og misdæderen er en K. Rampus.
Hvis ikke pc’en bringes til veje, er julen ødelagt, og hvad er værre end det? Nu indledes så et kapløb med tiden, ramajetterne må ud at lede efter computeren, hvilket bringer dem ud til store dele af Europa, men hele tiden er de et hanefjed efter ransmanden.
Uden at røbe for meget, kan man berolige med, at alt falder på plads til glæde for alle, så Sus, Selma, Finn Falk, Flummer og Øvst redder såvel æren som julen for alverdens børn.
Desværre er det tydeligt, at fortællingen er blevet til efter det i forvejen udarbejdede manuskript til tv-kalenderen. Den får aldrig rigtigt liv og flyvehøjde, og forbliver sært uvedkommende, hvilket er rigtig ærgerligt.
Man må håbe for de yngste børn, at de kan finde større glæde i tv-versionen, DR Ramasjangs første egenproducerede julekalender.
Elisabeth Kiertzner: Ramajetternes jul. Illustreret af Martin Sælan. Gyldendal, 139 sider, 149,95 kr.
