Anmeldelse af gode gys

Anmeldelse af gode gys

En af gysenes mestre, Kenneth Bøgh Andersen, har gjort det igen

Vintertid er gyse-tid. Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen har fundet en bog med god samling gys, som han anmelder her:

Det helt særlige ved denne udgivelse - på i alt 10 gyserhistorier - er, at de alle har været udgivet før, men til skolebrug! Nu relanceres de så og til en lidt ældre læsergruppe - tweens - og det er fint.

De historier skal med det samme bydes velkommen på markedet, for Kenneth Bøgh Andersen kan skrue et ganske godt gys sammen, og som altid - velskrevet. Her en let omtale af de ti gyserhistorier.

 

Ikke altid, som man tror

Smil Emil! Vi følger Emil som jagtes, bankes og plages konstant af Thor, men en dag finder Emil i sit skjul for Thor et kamera. Tilsyneladende et helt almindeligt et, men det er det ikke.

De billeder - ti i alt - der er på displayet viser personer, der efterfølgende er døde. Emil tager derfor et billede af Thor, men der bliver overraskende taget et billede mere!

Dyret må gerne fodres. Vi er i Bjarnes klasse, han er lidt kikset og har svært ved at begå sig i skolen - og er bestemt ikke lærernes favorit. Klasselæreren Bettina har med ham sit at se til, altid på tværs, og nu ønsker hun ikke mere vrøvl med Bjarne.

På en tur til Københavns Zoo gemmer han sig, da klassen skal hjem. Opgøret mellem Bettina og Bjarne er i gang. Zoo er stor, hun opgiver, han må selv finde hjem - og Bjarne kommer først frem, da der er lukket. Som en Palle alene i verden er han så alene der, men noget synes at forfølge ham, spiller fantasien ham et puds? Og så er der varulven!

Helt forkert nummer. Alex og Klaus er alene hjemme, der skal laves telefonfis. Det går godt rigtig mange gange. Men så ringes der tilbage - selvom de har ringet fra hemmeligt nummer!

Det er en vred, mystisk stemme, der truer med hævn, og at familierne nu vil blive involveret… Den slutter: Dette var Helvede!

 

Et spørgsmål om liv og død

Når jeg knipser med fingrene… Valde og Mark har en modbydelig og moppende fælles plageånd - Karl. De frygter ham altid og overalt. Nu har de en plan; han skal hypnotiseres, det øver de sig på at lære, og pludselig lykkes det for Mark.

Men det er en farlig, ukontrollabel leg. De konfronterer Karl, og får ham med på hypnoselegen, men det kikser. Valde er dog et taknemmeligt medie, og nu går der nærmest chokbølger igennem Mark, da han opdager at Valde er væk med en kniv…!

Det sultne maleri. Daniel er på marked med sin mor, hvor et gammelt indrammet maleri påkalder sig hans opmærksomhed. Han får det ikke købt, men stjæler det derimod, hvilket skal vise sig at være en tvivlsom idé. Maleriet hænges op på hans værelse, men snart sker noget.

Det ligesom levendegøres, skyggerne flytter sig, så er der en bjørn, og så er den væk igen, og hvor er virkeligheden? Det bliver en jagt på liv og død. Lillesøster Ida komme ind på værelset, billedet ligger på gulvet, Daniel er væk. Der er pletter, der ligner blod, og Ida drømmer sig i et med billedet!

 

Hævnen er ikke altid sød

Jægerhuset. Ole og Jesper er på skøjtetur med klassen i skoven ved Jægerhuset, som alle frygter på grund af dens mystiske beboer. Da de vil hjem er deres sko stjålet, og de må nødvendigvis gå til huset og bede om hjælp.

De kommer ind i huset og ser chokerende, at inde i pejsen er deres sko, jægeren spiller dem et puds!

Sort Cirkus. En bizar og sort historie om Benny, som egentlig er en lidt kedelig og sær type - hele tiden tyvagtig, stjæler, men en dag går det uventet og alvorligt galt.

Han stjæler en pung fra en mand, men det viser sig at være en udspekuleret fælde. En cirkusbillet i pungen, som han bruger, udløser en makaber straf over ham selv!

Dukkelise. De to søstre Lise og Maria lever i et sandt hadskt forhold til hinanden, en evig konflikt, hvor Lise spiller den uskyldsrene overfor forældrene, og med held.

Hævnen er dog ikke altid sød. Maria udvikler og anvender sin egen woodoo-teknik, som virker, så det hele ender godt.

Dødens sang. Klassens enegænger og introverte Otto inviterer overraskende Tim med på en tur til sin onkel Anton, der er eneboer langt væk i en skov. Der bliver en aftale.

Det er et mærkeligt sted, mærkelige samtaler - og så hører de stemmer, når mørket falder på. Dørene låses, men pigestemmen høres og drager stærkt, som en anden Lorelei, også Tim drages. Men det hele ender med en højst overraskende finale.

 

Genial sluthistorie

Slut. Samlingen slutter med denne ganske originale historie - Slut. Vi følger bogdropperen Leo, som efter lærerens påbud om at låne en bog, finder den mindste, tyndeste og mest undseelige bog på hylderne - altså Slut

Men det skulle han aldrig have gjort og i stedet have lyttet til sig selv, som når han til læreren siger, at læse en bog er som at vælge mellem pest eller kolera. Det skulle vise sig at holde stik!

Samlet set er disse herlige og gyselige fortællinger fine at boltre sig i, som også Kenneth Bøgh Andersen har gjort det - og ganske muntert, og den geniale sluthistorie er en fin lille hilsen til hele bogens verden.

Her er alt i alt mange gode gys - og så skal bogen også anbefales til højtlæsning.

Kenneth Bøgh Andersen: Når lyset slukkes - Gyserhistorier. Høst & Søn, 150 sider, 169,95 kr.


 

Læs også en anmeldelse af Kenneth Bøgh Andersens gysersamling Monster Lilit i Børn & Bøger nr. 1/2018.