Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set lidt nærmere på nogle af teksterne i Jesper Wung-Sungs I am here og andre essays, som består af 14 udvalgte essays, artikler, klummer og kronikker om vidt forskellige emner skrevet i perioden 1993-2017 og udgivet i vidt forskellige sammenhænge.
En regulært eksistentialistisk bog er denne essaysamling, bare titlen, ikke sandt: I am here & andre essays - og så er den også lidt mere end det. Når man læser den fra ende til anden, bliver det tydeligt, at Jesper Wung-Sungs ærinde gennem alle årene har været en beskrivelse af, hvad livet er for en størrelse.
Og hvad et jeg er, og hvorledes identitet og læsning for Jesper Wung-Sung hænger uløseligt sammen. Jesper Wung-Sung hverken læser eller skriver for underholdningens skyld. Men for livets. For at kvalificere sig som menneske. Læsningen tydeliggør, hvad der er Jesper Wung-Sungs gave - og opgave her i tilværelsen.
Det sidste essay i samlingen er en båltale betitlet Midt i livet. Det er der en pointe med. Den vender vi tilbage til.
Det første essay hedder Fængslende kroppe og tager udgangspunkt i filosoffen Rene Descartes’ berømte og rationalistiske udsagn: Jeg tænker, altså er jeg - og med en lille morsomhed fra den tjekkisk/franske forfatter Milan Kundera, tilføjer Jesper Wung-Sung, at udsagnet er fremkommet af en intellektuel, der undervurderer tandpine.
Det morsomme skal naturligvis dække over, at det cartesianske synspunkt viser, at fornuften er mere afgørende for, hvad der konstituerer et menneske end så meget andet.
Bevidstheden har højere rang end kroppen. Kundera hælder nu mere til, at det er noget andet, der kan gøre rationaliteten rangen stridig, nemlig lidelsen, og dermed skatter heller ikke han kroppen højest, men følelserne.
Men hvordan ser det så ud i dag? Ja, nu fylder kroppen så meget desto mere. Vi dyrker den som aldrig før. Nærmest som en helligdom. Wung-Sung har skrevet bøger om dette, ikke mindst novellesamlingen Tretten tynde teenagere, hvor begrebet perfektion tages under kærlig behandling til novellekarakterernes store ulykke.
Vi lever i tingsliggørelsens tid, hævder Wung-Sung. Og som et eksempel på en, der (til overmål) lever af sin krop, nævnes fotomodellen Cindy Crawford, som imidlertid bravt forsøger at komme om ved alene at dyrke kroppen, nemlig gennem at læse bøger i sin frie tid.
Hun mener endog, at hun ved mere om bøger end om sit eget job. Og med henvisning til modellens eksorbitant høje dagsløn og hendes lyst til hellere at ville tale om finkultur frem for kropskultur, så mener Wung-Sung, at det siger nok så meget om, hvilke prioriteringer kapitalen har, idet hun jo ikke repræsenterer kapitalen, men er dens redskab.
Wung-Sung skriver: Vi har anbragt alle vores aktiver i kroppens tempel, og derfor ender vi alle som Cindy Crawford. Hun bruger sit liv på at dyrke sin krop, samtidig ved hun, at hendes krop aldrig kan gøre hende til en individualitet, at hun på ingen måde er uefterlignelig. Individualismen må altså komme til udtryk på anden vis. Derfor giver hun sig til at tænke og tale i kroppens få pauser.
Med et tvist af Descartes' udsagn kunne man med Jesper Wung-Sung sige: Jeg ses, altså er jeg.
Jesper Wung-Sung ender i øvrigt med både at kassere Kundera og Descartes. I stedet vælger han sig den amerikanske billedkunstner Andy Warhol, idet han både var en personlighed og en ualmindelighed. Uanset hvordan man så opfattede ham som kunstner.
Sport (især fodbold og cykelsport) vies naturligvis også en ikke ringe opmærksomhed i samlingen. Vi ved fra flere bøger, at sporten fylder i Jesper Wung-Sungs bevidsthed og følelsesregister, i hans værker.
Tænk blot på To ryk og en aflevering, hvor fodbold er på dagsordenen, og tænk på En, to, tre - nu!, hvor det er basketball, der fylder ved siden af den smukke kærlighedsfortælling.
I essayet Til afdansningsbal drejer det sig på det overfladiske niveau om bestræbelsen på at få de første etaper af Tour de France hentet til og kørt i Danmark, men snart kommer det til at handle om denne sports akilleshæl: Doping.
Kan man beundre sportsfolkene for at stå strabadserne igennem i de 21 dage, det hårde cykelløb varer? Ja, mener Jesper Wung-Sung, det kan man, hvis det hele kommer an på atleternes renhed og dermed deres indbyrdes styrkeforhold kombineret med deres talent.
Tager rytterne derimod præstationsfremmende stoffer, går al glans og ære af dem. Og der er ikke noget forsvar, der kan undskylde noget i den sammenhæng.
Denne problematik drøfter Jesper Wung-Sung med udgangspunkt i digteren og cykelsportsentusiasten Jørgen Leths lettere glorificerende synspunkter, hvor han skaber myter og nedtoner betydningen af cykelrytternes dopingindtag. Det foresvæver denne læser, at Jørgen Leth står noget forpjusket tilbage.
De interessanteste essays er imidlertid tid dem, der viser hen til forfatterskabet, læsningen, inspirationen og eksistensen. Der er blandt andet et fint essay, De levende døde, om arbejdet med romanen Zam og med klare referencer til H.C. Andersen. Essayet blev holdt som foredrag på Københavns universitet.
Det er samlingens længste og vægtigste. Her åbner forfatteren op for døren til værkstedet. Og her rettes også en taknemmelig hilsen til den forfatter over dem alle, som har haft størst betydning for Jesper Wung-Sung. Men han alene skal ikke have kreditten. Den spredes bredt ud over en stor del af de største forfattere fra Verdenslitteraturen.
Endelig er der så det afsluttende essay, som holdtes som foredrag på Spodsbjerg på Langeland ved midsommertid, mens bålet knitrede.
Her handler det om, hvorfor vi afskyr heksen (igen nævnes Andersen, og ikke mindst eventyret Fyrtøjet, hvor heksen er en væsentlig figur), nemlig fordi hun forhindrer os i at leve vores liv, til vort eget bedste og egen vækst, og han skriver således:
For der findes jo ikke hekse, der findes kun mennesker. Men hekseriet ved tilværelsen er vores manglende evne til at holde fast i livet. Hver eneste dag har sine forstenede, brændte, forvandlede og forsovede øjeblikke, minutter, timer, hvor vi ikke fik levet nok.
Begrebet midsommer kan for så vidt gælde for Jesper Wung-Sung selv. Også han er i sin midsommer, eller som de gamle grækere sagde det: I sin blomstring. Jesper Wung-Sungs forfatterskab har i de senere år peaket som bare pokker.
Efteråret 2017 bød på billedbøger, som man vil komme til at elske: Dyrene og tiden, Lillefingeren, og på voksenområdet udkom måske Jesper Wung-Sungs allerstørste bedrift, voksenromanen En anden gren, kærlighedsromanen om San Wung Sung og hans Ingeborg, Jesper Wung-Sungs oldeforældre.
Og for at det ikke skal være løgn, modtog han i denne vinter (2018) Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen, der af flere anmeldere er behæftet med prædikatet: Mesterværk!
Men nu har vi så også denne af ydre beskedne, men af indre vægtige essaysamling, som gør, at hvad enten vi læser hans voksen- eller hans børnelitterære udgivelser, så kan vi slå følge med ham på den eksistentielle front også.
Jesper Wung-Sung: Jeg er her & andre essays. Fugl, 118 sider, 169,00 kr.
Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.
