Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har i stakken af anmelderbøger fundet frem til en vigtig og nødvendig YA-roman, som han her anmelder:
Når man går til valgurnerne, hvad enten til Folketings-, Kommunal- eller Regionsvalg, så siger man, at man går ned i valglokalet og stemmer. Man afgiver sin stemme.
Jo ikke på den måde, at man afleverer sit fornemste instrument, stemmen, men at man på en seddel og med et kryds tilkendegiver, hvilken person eller hvilket parti man foretrækker skal sidde med ved magten for en kommende periode.
Og det samlede afstemningsbillede er så forskellen mellem magt og afmagt. I et demokrati kalder man det imidlertid ikke afmagt, men derimod et mindretal.
Det gør man ikke mindst, fordi det hedder sig i et demokrati, at nok er det flertallet, der har magten, men man tager behørigt hensyn til mindretallet - i hvert fald i den bedste af alle verdener - til en vis grad gør man i hvert fald.
Det, man foretrækker, er med andre ord det, man bidrager til med sin stemme. Et valg har nemlig altid to implikationer: Et tilvalg (det man foretrækker) og et fravalg (det man ikke ønsker), i en valgsituation kan man ikke få begge dele.
Man kan f.eks. ikke stemme på Enhedslisten og foretrække en Venstremand ved roret. Ja, det vil sige: Det kan man godt, men så er valget pjat, som filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) kaldte det. Så er ens handling betydningsløs og ligegyldig, altså pjat. Vi bruger således begrebet valg i forbindelse med demokratiske afstemninger.
Men endnu mere bruger man det eksistentielt om mennesker, som i forskellige livssituationer skal træffe et valg. Det vil sige, at man personligt må tage stilling til, hvad man foretrækker i forhold til noget andet.
Det betyder, at man er i en situation, hvor man må tage stilling til, hvad man foretrækker af to forhold. At noget er bedre end noget andet. Og hvis man vil det bedre, så må man vælge det dårligere fra.
Det kan både være et principielt valg eller i en livssituation, hvor man må vælge. Man må respektere det vilkår, at der er forskel på ting/forhold, hvis valget skal have gyldighed og dermed få vital betydning for én.
Xenia Bang er et lysende politisk talent. Da Sarah Engells roman Valget åbner, har hun som 17-årig netop vundet en afstemning om at blive Etisk partis ungdomsafdelings nye formand - og dermed har hun åbnet en dør til at kunne blive partiets spidskandidat i Hovedstaden ved det kommende folketingsvalg og måske bidrage til noget, der kunne ligne en jordskredssejr for partiet.
Nu skal hun holde sin første rigtige politiske tale ved et symposion i Zoologisk have. Det er hendes mentor, Alexander, som har skrevet hendes tale, men Xenia lader det løbe af med sig og får sagt noget ganske andet, end Alexander har bedt hende om. Modvilligt må han dog indrømme, at hun, Xenia er god, rigtig god endda.
Ud over at skulle stille op til valget kommer Xenia også i et Røde Kors-center, der ligger ved Hovebanen, og som kaldes Tryghedszonen. Her møder hun en aften den lille 6-årige Lilas, der uledsaget er kommet til Danmark.
Hvad stiller man så op med hende? Hun skal i grunden til Sverige for der at genforenes med sin søster, som man blot lige skal have fundet. Men næppe er hun inden for døren, før en fremmed dukker op og hævder, at han er hendes onkel.
Xenia stoler ikke på ”onklen”, der insisterer på at tage Lilas med sig. Hun frygter ilde hensigter, og at det vil ende i trafficking eller andet for pigen forfærdeligt.
Man kan imidlertid ikke aflevere hende til et center i Sverige, før man har fået godtgjort, hvem hendes søster er, og hvor hun opholder sig - og hvad gør man så i mellemtiden, hvis man ikke vil overlade hende til et tilfældigt forgodtbefindende som en lusket udseende ”onkel”?
Xenia beslutter sig for det ulovlige: At tage Lilas med hjem. Xenias forældre er begge læger, knyttet til Læger Uden Grænser, og netop nu er de udstationeret i Syrien, hvor faderen imidlertid er blevet syg, og der arbejdes på at få ham og moderen hjem til landet igen.
Xenias handling sætter en lavine i skred for hende. Ikke mindst i forhold til ordensmagten. Hvad hun gør, er ganske enkelt forbudt. Dels får det afgørende konsekvenser for hendes forhold til veninderne, og dels får det store konsekvenser for Tryghedszonen – og endelig får det afgørende konsekvenser for hendes placering og muligheder i Etisk parti.
Hele tiden stilles Xenia over for dette: Lilas er i din selvvalgte og ulovlige varetægt. Du må tage stilling?
Veninderne synes, Xenia er blevet for meget homo politikon - medens partiet synes, hun er det for lidt. Hvis man er et politisk ”dyr”, så må man vælge det personligt følelsesmæssige fra og flytte fokus væk fra enkeltsager og over til det principielle.
For Tryghedszonen bliver konsekvensen, at centrets overlevelse er i fare, konkret derved, at leverancer af f.eks. brød udebliver fra den ene dag til den anden, ligesom myndighederne vil gå ind at se centrets bevilling efter i sømmene.
Medens Lasse fra Tryghedszonen forsøger at finde frem til familiemedlemmer til den lille Lilas, gør Xenia, hvad hun kan for at gemme pigen hos sig, og for hver dag, der går, rykker hendes folketingskandidatur nærmere farezone og kuldsejling.
Til slut indvilger Xenia, i at Lilas flyttes til Center Sandholm, hvor det så også viser sig, at hendes søster bliver anbragt. Men hermed er det endnu ikke slut. For der er en krølle - det viser sig nemlig, at Lilas og søsterens far og mor og bedstemor er i live, hvorfor de må hentes op til Danmark.
Men herfra røbes stort set intet mere.
Kun dette, at de ledende folk i Etisk parti efterhånden mister tilliden til, at Xenia har, hvad der skal til for at blive den gode folketingskandidat, som de ellers stolede på, og da offentligheden - den fjerde statsmagt - begynder at skrive om sagen i alle dens forskellige facetter, så rasler partiets stemmeandel ned i meningsmålinger.
Kan man så beholde Xenia Bang i forreste linje? En sidste duel mellem Xenia og hendes modkandidat afholdes og falder ud til Xenias fordel, og i partiet siger Alexander til hende: Du må vælge mellem samvittighed og succes.
Det kan Xenia godt se - og hun ender med at træffe sit valg. Samtidig med at Etisk parti får et forrygende valg, men næppe på den måde, det var designet på tegnebrættet.
Romanen er i øvrigt komponeret på den måde, at der i hvert andet kapitel er fortællingen om Xenia, som udfolder sig kronologisk, medens hvert andet kapitel med afsæt i 1001 nats eventyr og figuren Sindbad Søfareren efterhånden konkretiserer sig, således at den fra et historisk/eventyrligt afsæt langsomt nærmer sig et nutidsperspektiv, således at de to fortællinger mod slutningen fletter sig sammen.
Det er godt nok noget af en politisk YA-roman, Sarah Engell har skrevet. Undertegnede var begejstret både for 21 måder at dø og Hjertet er 1 organ, men denne gang har Sarah Engel løftet sig endnu et niveau.
Hun har et fantastisk greb om selve fortællingen. Hun har sat sig imponerende godt ind i principielle forhold vedrørende politik generelt og i forhold til politisk argumentation specielt.
Tilmed er det således, at de forskellige figurer i romanen virkelig har fået deres personlige stemme og således fremtræder autentiske og troværdige. Det er vanvittigt flot gjort.
Og så skriver Sarah Engel stadig bedre. Her er nerve og intensitet, og man læser bogen alt for hurtigt, fordi fremdriften er uimodståelig. Og man ærgrer sig bare, da man vender det sidste blad. Det hele går lidt hurtigt til slut, men man tilgiver gerne for det, for man fik så meget godt undervejs.
En vigtig bog, en nødvendig bog - mesterligt arbejde!
Sarah Engell: Valget. Carlsenpuls. 349 sider, 199,95 kr.
