Clio Online giver nedenstående nogle gode råd til lærerene, når de skal planlægge næste skoleår:
Der er mange ender, der skal nå sammen i en god årsplan. Heldigvis er der kvalificeret hjælp at hente, når det inden længe går løs med planlægningen af næste skoleår.
Hos Clio Online har fagredaktørerne netop sat det sidste punktum i forlagets årsplaner til skoleåret 2016/2017. Forlaget udgiver komplette årsplaner, som lærerne enten kan bruge fuldt ud eller plukke i efter behov.
Ifølge pædagogisk redaktionschef Marie Danø gør de sig mange overvejelser, før en årsplan bliver udgivet. Her giver hun syv tips til en lærerig og varieret årsplan, der overholder alle krav.
Det er vigtigt, at årsplanerne dækker Fælles Mål for det enkelte klassetrin. Derfor er det en god idé at tage afsæt i Fælles Mål, når man udvælger forløb. Det vil sige, at man laver forløb, der passer til Fælles Mål. Man finder ikke et eller andet sjovt forløb og prøver at få det til at passe til Fælles Mål.
Elevernes progression skal tænkes ind i udvælgelsen af forløb. Eleverne skal gerne opleve læringsmæssig progression i løbet af året, så derfor skal man sørge for, at et givent forløb bygger nye læringsmæssige aspekter på i forhold til det forrige. Samtidig skal det passe til progressionen i det efterfølgende forløb.
Det er også vigtigt at se på de andre årsplaner på det trin, man underviser på. Skal man fx lave en årsplan til en 5.-klasse, skal man sørge for, at der er læringsmæssig progression i forhold til årsplanen fra 4. klasse. Husk at overveje, at der igen skal være plads til progression i 6. klasse.
Eleverne skal opleve, at skolens fag ikke blot er selvstændige discipliner, men at fagene spiller sammen både tværfagligt og fællesfagligt. Derfor er det en god idé at få indarbejdet fælles- og tværfaglige forløb med beslægtede fag i sin årsplan.
Det skal være lærerigt, sjovt og motiverende at gå i skole. Derfor skal forløbene i årsplanen være så varierede som muligt i forhold til arbejdsform og metode. På den måde bliver eleverne ikke trætte af at skulle gøre de samme ting igen og igen.
Alle forløbene i en årsplan skal tage afsæt i Fælles Mål for faget. Man skal dog også huske de tværgående temaer som innovation og entreprenørskab, sproglig udvikling og it og medier.
Hvis man er udskolingslærer i et af prøvefagene, er der lidt ekstra at se til. Her er det vigtigt, at man sætter sig godt ind i prøveformerne. Årsplanerne skal overholde alle prøvevejledninger og bekendtgørelser. Derudover skal forløbene i udskolingen klæde eleverne så godt på som muligt til folkeskolens prøver.
Ifølge Marie Danø er alle Clio Onlines årsplaner bygget op efter disse tanker. Hun opfordrer alle lærere til at tage et kig på årsplanerne og komme med feedback og forslag til nyt indhold.
Vi bruger aktivt brugernes ønsker og feedback, når vi udvikler materialer. Derfor hører vi meget gerne feedback fra lærere, der har brugt vores årsplaner, så vi kan lave dem endnu bedre fremover, siger hun.
Man kan finde alle årsplanerne på clioonline.dk/aarsplaner.
Clio Online er Danmarks største digitale undervisningsforlag. Clio Online udvikler digitale læringsportaler og undervisningsmidler til grundskolen. 90 % af alle Danmarks grundskoler har i dag et årligt abonnement på en eller flere af Clio Onlines læringsportaler.