Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen anmelder Odinsbarn, som er første del af den norske debutant Siri Pettersens fantasy-trilogi Ravneringene, der netop nu hitter i hele Norden, og første del udkommer i dag i Danmark.
Du var ikke mange dage gammel. Nogen havde viklet dig ind i et tæppe, der gik i et med sneen. Du var næsten umulig at se. Et blegt ansigt på størrelse med min næve i et hav af frost (side 326).
Hvordan kan det være, at du, netop du, kan gå, leve, spise, ånde og te dig - stort set - som du har lyst til, blot i behørig respekt for andre?
Du holder sikkert af at tro, at det kan du, fordi du er et menneske. Et menneske blandt mennesker. At det er dette, at du er et menneske, som kvalificerer dig til at kunne gøre, hvad du gør?
Men måske skal du ikke tænke dig om ret mange gange, før du udmærket godt ved, at der blandt dig og dine medmennesker færdes andre, som lige så gerne vil hævde retten til betegnelsen menneske, men som bare ikke har den samme ligefremme adkomst til betegnelsen.
Og hvorfor ikke?
Hvad gør, at disse andre skiller sig ud? Oftest er det, fordi vi ynder at kalde disse mennesker fremmede, flygtninge, migranter eller andet. Men det kan da ikke være det hele? Næh, de har jo, fordi de kommer andre steder fra, tillige en anden kultur med alt, hvad det indebærer, og en anden religion.
Diskvalificerer det dem som mennesker? Det burde det ikke, men fordi de skaber frygt og en trussel ved deres anderledeshed, gør det det alligevel.
Hvis de ikke er som os, er det vanskeligt at have med dem at gøre på en - både for dem og os selv - ligeværdig måde. Allerbedst var det, hvis de forføjede sig bort, rejste hjem igen og lod os være i fred.
Hold nu op, sådan ser verden da ikke ud… Gør den ikke? Er det ikke sådan, at folk ynder at udfolde en deprimerende evne til at forenkle under pressede omstændigheder?
Den norske forfatter Siri Pettersens først bind af trilogien Ravneringene, Odinsbarn, er netop udkommet. Og hvilken roman det er!
Hirka er et hittebarn. Som angivet i citatet i indledningen er hun blevet fundet som en bylt i sneen af Thorrald, som dermed ikke er hendes biologiske far, men hendes plejefar. Og det skal siden vise sig, at det lille menneskebarn kommer til at sætte skub og frygt i det samfund, hun så uskyldigt bliver en del af.
Sagen er nemlig, at landet Ym, som er det land, Hirka kommer til at vokse op og bo i, er et land, der er beboet af menneskelignende væsener. Men mennesker er de ikke.
Hvad er da forskellen? For ymslændingenes træk er da næsten så menneskelig(nend)e, som de kan blive. De er opretgående, de har umiskendelige ligheder med mennesker, de føder børn som mennesker, de skaber relationer som mennesker, har følelser, fornuft, tanker, sprog som mennesker, og de kan ubesværet tale med - nå ja mennesker.
Først og fremmest er der en synlig forskel, idet folk fra Ym, landet med de 11 riger, har hale. Dernæst er der nogle karaktertræk, som mennesker ikke har, idet de kan favne og besidder Evnen. Disse ting besidder Hirka derfor ikke.
At hun er haleløs skjules på den måde, at Hirkas plejefar fortæller til andre, at hendes hale er taget af en ulv. Han skærer i hende ved halebenet og laver et ar, der angiveligt skal forestille at være arret efter overfaldet.
På den måde kan man i første omgang, nemlig i barndommens tidlige år se bort fra det ydre kendetegn. Men hemmeligheden kan ikke bevares. Og som romanen skrider frem, går det op for læseren, at truslen mod Hirkas liv ikke er, at hun kan noget særligt, har særlige evner, men alene dette enkle, at hun er et menneske, slet og ret.
Hirka har imidlertid ingen harmonisk barndom, for hele tiden frygter Thorrald, at det skal blive opdaget, at historien om halen er opfundet og usand. Derfor må han ustandseligt flytte rundt. Men til sidst bliver han så handicappet, at han må sidde i en art kørestol, hvorefter de ikke mere kan løbe fra noget, men må håbe på det bedste.
Thorrald slår sig igennem på bedste beskub og lever af at sælge opiater til folk. Og da han dør, er Hirka overladt til sig selv…
I landsbyen lever hun blandt andet sammen med veninden Sylja og den retarderede Vetle - men en tredje person spiller en langt større rolle i hendes liv end de to, nemlig Rime.
Rime An-Elderin er barnebarn af Yms store leder, Ilume-madre, Ravnebæreren. Rimes forældre er begge omkommet, og Rime er udset til, når han bliver voksen, at overtage sædet i Rådet, som består af 12, en fra hvert af de 11 riger i Ym og Ravnebæreren, som er den øverste leder, og som altså er Ilume, Rimes mormor. Rådet holder til i Mannfalla.
Problemet med Rime er, at han har andre tanker for, hvad han skal bruge sit liv til end at være åndelig leder og Seerens ydmyge tjener. Seeren er den guddom, som man i Ym tilbeder, og som er den, der angiveligt udstikker leveforholdene for Yms indbyggere.
Rime har besluttet sig for, at han vil være Kolkagga, kriger. En der i Seerens navn dræber, men som selv er at anse for en død. Han siger fx: Jeg vil hellere være død end en An-Elderin (side 348).
Dette forårsager, at hans mormor, den store Ravnebærer, nærer en voldsom vrede mod ham. Derfor opholder han sig meget på Blindbol, som ligger mellem nøglebyerne Ravnhov og Mannfalla, og hvor han trænes op af mesteren Svarteld.
Samtidig er Rime stærkt indtaget i Hirka, hvis oprindelse fra starten er ukendt for ham. Men alt dette vil blive åbenbaret ved Ritualet.
Ritualet gennemføres - som konfirmationen i den moderne verden - over for alle unge, som har nået skelsår og alder. Nogle sendes efter ritualets gennemførelse tilbage til deres landsbyer, medens andre kommer på skoler, hvor de uddanner sig til at blive rigets loyale tjenere.
Også Hirka skal igennem ritualet, og hun frygter det med rette, fordi hendes herkomst vil blive blotlagt. Og det bliver den med konsekvenser, ingen i samfundet kunne have drømt om.
Den viden overlader vi imidlertid trygt til læseren selv at finde ud af…
Landet Ym er i det hele taget et land, hvis indbyggere holdes i kort snor af Rådet. Det er et land, hvor intolerance og frygt er vigtige parametre. Er der ikke indre harmoni i et samfund, er det så meget desto bedre med ydre fjender.
Og hvad man især frygter og ønsker at slå hårdt ned på, er eventuelle forekomster af menskr, som mennesker hedder her, fordi disse Odinsbørn, som de kaldes, fører råddenskab med sig og - ikke mindst - lukker de de blinde ind i Ym.
Derfor må de enten lodses tilbage til den parallelverden, hvor de kommer fra, eller slås ihjel.
Odinsbarn er en fantasyfortælling. Fra det øjeblik, man ledes ind i fortællingen, mærker man straks, at man er langt fra universet i fantasyfortællinger, som man ellers kender dem.
Personligt følte denne anmelder sig hensat til den norrøne tid, altså tiden omkring Eddadigtningen og de tidlige sagaers tid, som jo også i mangt og meget i den tidligste fase er Asatroens tid. Men der er ikke meget i fortællingen, der i trosmæssig henseende peger på denne.
Ganske vist hedder et menneskebarn et Odinsbarn, og et enkelt sted nævnes Bifrost som navnet på en bro, der forbinder to verdener, og ordet Embling anvendes også (Embla var som bekendt i den nordiske mytologi sammen med Ask de første mennesker, oprindeligt træstammer, men omgjort til mennesker af Odin), men ellers er det religiøse liv funderet i troen på Seeren og kraften fra Seeren og Rådet.
I det hele taget er det således, at fantasyelementerne i fortællingen hele tiden underordner sig fortællingen, som i høj grad kommer til at handle om levende væseners gøren og laden over for hinanden.
Det betyder, at det er humane følelser, der er i spil, følelser som herkomst, tro, håb, frygt, foragt, tolerance, had, forelskelse, misundelse, grådighed, overmod, magtbrynde, undertrykkelse, hævn osv., men først og fremmest identitet.
Hvem er jeg/hvem er du er nøglespørgsmål i fortællingen, og opgaven for hver enkelt er at finde sin rette plads under de omstændigheder, som man er omgivet af, og som styrer fortællingen? Som tilpasset eller som oprører?
Men selvfølgelig er fantasyelementerne der og er også meningsbærende, for det er jo ikke ligegyldigt (i fortællingens univers), om Hirka har en hale eller er haleløs, den problematik skal naturligvis finde sin løsning. Hvad betydningen er, afsløres især i romanens slutning, men ikke et ord om dette.
Og så har Siri Pettersen noget med ravne… Både i konkret og symbolsk betydning. Vi bliver mange, tror jeg, der glæder os til at læse meget mere om den fortsatte handling og om ravnene i de kommende bind.
Man kan ikke andet end at blive vildt imponeret over denne fantastiske og fantastisk velkomponerede beretning, hvis beskrivelser og figurtegninger er i særklasse. Karakterer som Thorrald, Hirka, Ilume An-Elderin, Rime, Urd Vanfarin osv. står skarpt hos læseren.
Sproget er ualmindeligt flydende og dejligt at læse, hvilket også er en ros til oversætteren (Rolf Stavnem). Man tænker ikke et øjeblik på, at romanen oprindeligt er skrevet på norsk og dermed oversat.
Tænk, at dette er en debut. Et førsteforsøg, og så virker det så færdigt og velstruktureret, som var det en rutineret forfatter, som havde frembragt det. Tænk: At holde så mange fortællingselementer i luften og lande dem på en så dybt tilfredsstillende måde. Hold op, det er dygtigt gjort!
Bogen er allerede ude i 6-7 lande og bør blive en international klassiker. Lad den nu snart blive oversat til engelsk, så skal der nok komme skub i foretagendet. Den fortjener det i den grad.
Sikken en fornøjelse at læse den.
Siri Pettersen: Odinsbarn. Oversat fra norsk af Rolf Stavnem. I serien Ravneringene. Høst & Søn, 576 sider, 199,95 kr.
(Bind 2 og 3 af Ravneringene (Råddenskab og Evnen) udkommer henholdsvis til efteråret 2016 og foråret 2017).
Læs også et interview med romanens forfatter, Siri Pettersen, her på bloggen i uge 21.
Læs flere anmeldelser i Børn & Bøger.
