Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har set nærmere på Peter Kemps pamflet Løgnen om dannelse - opgør med halvdannelsen, der gør op med skolereformens - efter Kemps mening - forsøg på at afvikle det brede dannelsesbegreb, hvilket filosoffen giver saglig og lammende kritik. Som ikke er til at komme udenom!
Nye tal fra OECD gør klart, at danske skoleelever går 33 % længere i skole end gennemsnittet af elever i andre lande inden for OECD-kredsen.
En af ideerne bag den nye skolereform er, at eleverne skal være dygtigere, end de allerede er, og det, mener man, kan klares gennem længere skolegang. Derfor er timetallet sat ganske pænt i vejret for danske skolebørn, siden reformen trådte i kraft den 1. august 2014.
Sagen er imidlertid, viser ny forskning, at det ikke er længere skolegang, der giver bedre resultater, men bedre skolegang.
De sociale medier viser med al ønskelig tydelighed, at der er stor utilfredshed med skolereformen, og det er der ganske klare meninger om. De fleste udsagn kommer fra ”folk på gulvet”, hvilket vil sige lærere og forældre.
Men nu kommer filosoffen på banen. Professor emeritus Peter Kemp giver i en ny bog sin analyse af, hvorfor det hele synes at være kørt af sporet.
Analysen gælder for det første: Hvad var intentionen med den nye skolereform, og hvad var det teoretiske grundlag? Og for det andet: Holder dette grundlag, som man nu holder skole på?
En usædvanligt velskrivende og skarp Peter Kemp giver sit besyv med i denne pamflet, som han kalder: Løgnen om dannelse - opgør med halvdannelsen.
Tanken bag skolereformen er naturligvis (og det kan ingen vel være uenige om), at danske skoleelever skal være så dygtige, som de kan blive.
Men hvad er det for en skole, man ser for sig - hvad er det for lærere, man ser for sig, og hvilken samfundsmodel ser man for sig?
Ja, som jeg indledningsvis anførte, var det en væsentlig forudsætning for, at reformen kunne blive en succes, at skoledagen blev længere for alle elever. Mere undervisning skal give bedre resultater og mere lighed.
Men hvad er det for en undervisning, man skal udsættes for for at blive dygtigere? Ja, først og fremmest skal eleverne blive dygtigere til at tilegne sig informationer, og de skal kunne skelne mellem god og dårlig viden, mener man. Spørgsmålet er så, om dette er tilstrækkeligt?
Hvis eleverne skal få noget ud af den undervisning, som de møder, er det ikke nok, at deres lærere er dygtige til at undervise. De må også kunne undervise i noget, for undervisning handler om noget, nemlig faget.
Det betyder, at læreren må være dygtig til sit fag for at kunne formidle dets indhold til sine elever.
Det er heller ikke nok, at eleverne udvikler kompetencer og færdigheder. De må først og fremmest kunne indleve sig i det stof, de underviser i. Og noget overraskende er, at jo bedre elever undervises i et fag, desto mindre er der brug for fx it, som jo ellers er tiltænkt en helt central rolle i dagens læringsmiljø.
Læg mærke til, at begrebet undervisning ikke bruges nær så meget som læring! Det kan faktisk være ganske fortræffeligt, at reducere it til et redskab!
Når det i skolereformen som noget afgørende påpeges, at eleverne skal være dygtige til kernefagene, så tænkes der i dag på, at eleverne skal være dygtige til at læse, skrive og regne.
Problemet er, at disse tre discipliner udnævnes til at være kerneområder. Det er de ikke. De er redskaber for det, der er det egentlige: Fordybelsen, indlevelsen, forståelsen i faget.
Hvis redskabsdisciplinerne var det centrale, kunne man jo skære en masse væk: Væk med kristendomskundskab, væk med litteraturen, ved med samfundsfaget, væk med historien. Hvad skal man da også med dem, når blot eleverne kan læse skrive og regne??? Resten kan de jo slå op!
Formålet med at gå i skole er for folkene bag reformen, at eleverne skal blive dygtige, at de kan klare sig i konkurrencestaten.
Betyder det, at den enkelte elev skal dygtiggøre sig på kammeratens vilkår? At alle elever i princippet har den fulde frihed til at klare sig, som man kan, kun begrænset af, at sidekammeraten har den samme ret? Er det blevet så snævert at gå i skole? Er det dannelsesfundamentet?
Ikke hvis man spørger Peter Kemp, og det er der al mulig grund til at gøre. Kemp slår i den grad et slag for fagets indhold. Han giver eksemplet: Hvis man vil forstå et maleri, så sker det ikke ved at forstå malerens metode, men ved at åbne sig for, indleve sig i det, som maleriet vil udtrykke.
Han citerer den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002), der siger: Det bliver en erfaring, der forvandler den, der erfarer den.
Men der ud over kan det aldrig blive god skole, at eleverne bliver hinandens konkurrenter, for derved skades fællesskabet. Eleverne går i den grad i skole for at lære at leve sammen med andre, kammerater og lærere - og de går der for at lære det samfund og den kultur at forstå og kende, som de vokser op i.
For Peter Kemp er dannelsen det helt afgørende ved dagens skole, og dermed også det, han kigger mest nøje efter i sømmene, fordi dannelsestraditionen i det danske uddannelsessystem, herunder skolen, synes under afvikling.
Men hvad forstår Peter Kemp ved dannelse - og hvorfor kæmper han så hårdt for den? Kemp skriver:
Denne dannelse blev ikke forstået som et færdigt resultat, men som en proces, et dannelsesforløb, og derfor var det uløseligt forbundet med udviklingen af et menneske fra barn til voksen, ja med hele livets forløb, og det var en udvikling, der kunne lykkes eller mislykkes.
Kemp referer ikke til sig selv, men til den tyske dannelsestænker Wilhelm von Humboldt (1767-1835), og han citerer ham for at sige, at dannelse er, hvad enhver nødvendigvis må vide som menneske og samfundsborger.
Det betyder, at dannelse inkluderer såvel etik som ansvarlighed. Det vil sige, at dannelsen inkorporerer hensynet til næsten og en viden om, hvad det vil sige at være borger i det lokale, det nationale og det internationale samfund. Det er med andre ord verdensborgeren, som Kemp tænker på.
Men er Humboldt da ikke forældet? Se bare på hans årstal. Han dør det år, H.C. Andersen udsender sit første eventyrhæfte!? Næh nej – Humboldt er ikke sådan at feje af banen.
Selv de mennesker, der er hovedarkitekterne bag skolereformen, blandt andre professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, lektor Anders Rasch Christensen (– og hertil måske også politikerne: Tidligere finansminister Bjarne Corydon og tidligere undervisningsminister Christine Antorini) ved, at Humboldts dannelsesbegreb ikke bare kan fejes ind under gulvtæppet.
De anerkender endda Humboldt, de bruger ham bare selektivt, således at han kan indpasses i deres kram. Jens Rasmussen taler fx om, at Humboldt tænker i begreber som selvdannelse og tilegnelse af viden, men Kemp fejer Rasmussen af bordet og siger, at Humboldts dannelsesbegreb er meget mere end det, fordi mennesket må forholde sig til et stof, et indhold – og dermed en omverden.
At lade Humboldts tanker være selvcentrerede er alt for forenklet, han er derimod interesseret i elevens ”indre forbedring og forædling”. Og så er vi igen tilbage ved begreber som etik, ansvar og tanken om verdensborgeren.
Dannelse er, hvad Peter Kemp indædt forsvarer, og hvad folkene bag skolereformen - efter hans mening - er i færd med at underminere. Derfor giver han sin pamflet den stærke titel: Løgnen om dannelse - opgør med halvdannelsen.
Det er en bog, der er værd at gæste, og den er skrevet af et fagligt redeligt menneske, der på ægte filosofmanér følges så langt med sin modstander, som man bør, hvorefter han, når man når grænsen for enighed, sætter ind med en saglig - og lammende - kritik. Som ikke er til at komme udenom!
Peter Kemp: Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen, Tiderne Skifter, 199,- kr.
