Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med forfatter og illustrator John Kenn Mortensen, der elsker prologer, for her fortælles lige præcis, hvad det er folk får.
John Kenn Mortensen og jeg har aftalt at mødes på Høst & Søns forlag til en snak om hans nye roman Små Onde Svin, som er en gyserroman, der foregår i den egn, hvor forfatteren selv er vokset op, nemlig på Lolland.
Sebastian skal bo hos onkel Gunnar på Kragenborg (Kranienborg) i en periode, og hans søster skal på efterskole. Sagen er, at deres mor er brudt sammen og må indlægges på et psykiatrisk hospital. Sebastian flytter ind hos Gunnar, og så sker der ellers ting og sager. Og de onde gys udebliver ikke, det kan vi godt love!
Forsiden af bogen prydes af en gris, som ikke er nogen almindelig gris, men en trebenet en af slagsen; den er nemlig en kirkevare, hvilket vil sige at man begraver et levende dyr i forbindelse med en kirkeindvielse. Kirkevaren vil dernæst beskytte kirken mod ondskab.
Men næppe har man åbnet bogen og begynder at kigge i prologen, før en anden uhyggelig skabning dukker op, nemlig Skarpretteren, og endelig er der tre børn, som befinder sig i et lille rum. Tre børn med blikke fulde af had, smerte og ondskab. Der er ganske meget, der skal forløses her og med Sebastian som central figur - med Små Onde Svin rundt om sig.
• Jeg må vide, hvor skarpretteren og grisen kommer fra. Det er da for mærkeligt?
- Skarpretteren Jens Sejrstrup er en virkelig figur, og han udførte faktisk sin sidste henrettelse på min hjemstavn, og historien om ham lød for spændende til, at jeg kunne lade ham løbe fra mig, så derfor spiller han en central rolle i min fortælling - og så havde jeg jo tænkt på den der gris, som jeg også gerne ville have med.
• Og hvor kom den så fra?
- Den kom fra, at jeg skulle have et eller andet med, og jeg har en svaghed for grise og kan godt lide at tegne dem - og jeg er fascineret af både deres personlighed og intelligens.
- Jeg har i det hele taget en forkærlighed for de undervurderede dyr, de hjemlige dyr, mener jeg; hvorimod eksotiske dyr som løver og tigre og den slags ikke rigtig siger mig.
- Men grisen er jeg betaget af. Den ligner jo et menneske. Og hvis et menneske i nogen form for mytologisk fortælling er blevet lavet om til noget andet end det, det er, så er det en gris.
- Tænk f.eks. på Odysseus og hans mænds ophold hos Kirke. Jeg tror, Darwin tog fejl, det er slet ikke aberne, vi stammer fra. Det er grisene, siger John Kenn Mortensen med et polisk smil.
• En vigtig del af din bog handler om paranormalitet. Du må have haft en kæmpe interesse for den, for der er masser af udtryk, ord og begreber i din bog, som stammer derfra, f.eks. kirkevare, søvnparalyse, ektoplasma. Multiple haunting, night terrors, the hand of glory osv.?
- Ja, jeg har en kæmpestor interesse for den og har sat mig godt ind i den.
- Det, der fascinerer mig ved den, er, når der bliver sat videnskabelige ord på fænomenet, så bliver det virkelig spændende, og det forholder jeg mig konkret og sagligt til; derimod så er al det mystiske omkring det opdigtet.
• Hvis man bare kigger på prologen i din fortælling, viser der sig efter min mening fire varsler for, hvad det er for en bog, vi skal igennem. For det første er der Gravsoen, dernæst Skarpretteren, så er der børnene og endelig selve ondskaben?
- Ja, jeg elsker prologer, for her bliver der fortalt lige præcis, hvad det er, folk får. Så når læseren er kommet igennem bogen, så kan han eller hun slå ud med armene og sige: Jamen, vi fik jo det hele at vide på forhånd.
- Det var den norske forfatter Per Petterson, der sagde, at han ikke kunne lide, at man gemte noget for læseren. Hvis forfatteren ved det, så skal læseren også vide det. Ellers er det snyd.
- Det er selvfølgelig svært, når man skal skrive en spændingsroman, men som læser er man jo også i Sebastians sind, og han ved ikke, hvad der skal ske. Og kan man ikke holde sig i ro, kan man jo prøve at råbe til ham for at se, om det hjælper.
- Ideen er selvfølgelig, at man nok skal formidle sin viden, men helst også sørge for, at læseren glemmer den igen. Det er ikke altid nemt, for så må man have nogle karakterer, der afleder læseren, og som ingenting ved.
• Et sted siger Sebastian, at det hele foregår i mit eget hoved?
Ja, ja. Og det gør det jo. Dybest set er det jo en krise, der gennemleves i ham selv. Der er i den grad noget, han trænger til at få bearbejdet.
• Fortæl om de Små Onde Svin? Hvem er de? Katten, Gentleman Julie, Sixten og Alice?
- Ja, de interesserer sig jo alle sammen glødende for, hvad der sker på Kragenborg. Sixten interesserer sig nærmest videnskabeligt for paranormale fænomener.
- I modsætning til de flyvske spiritualister, er Sixten mere køligt og videnskabeligt optaget af, hvad der foregår. Og han går meget op i det - men han er også den farlige.
• Ja, han er vel den, der bringer det ultimativt farlige frem - ikke mindst fordi han kan hypnotisere?
- Sådan noget er jeg dybt fascineret af, og i en fortælling er det særligt spændende, fordi det kan bruges til rigtig meget. Og så er hypnosen godt at nære angsten med - ikke mindst hos læseren.
- Personligt har jeg på ingen måde lyst til at prøve det. Tænk, hvad det ikke kan lukke op for. Og i min roman er Sixten en spændende figur, for da han møder Sebastian, ser han med det samme, at den her fyr, ham kan vi få noget ud af. Med ham som medium kan der skabes en forbindelse til det hinsides. For dermed at få bugt med det onde.
- Det, der er det farlige ved Sixten, er faktisk, at han er et lille dumt svin! Han er egocentreret. Han er faktisk ikke interesseret i de andres ve og vel. Han har sin egen agenda.
- Han ser ganske bestemt på sine kammerater som venner; han sætter pris på dem og mener i grunden, at det er til alles bedste, at han gør, hvad han nu gør.
- Og selv om han ikke er sikker på, at hans projekt kan lykkes, er han alligevel villig til at gøre, hvad han synes, han må. If you want to make an omelet, you’ve got to break an egg, synes filosofien at være.
• Lad os for god ordens skyld vende tilbage til begyndelsen og se på, hvem Sebastian er. Hvordan vil du karakterisere ham? For du er vel ikke så tæt på ham, at man kan kalde det autofiktion?
- Nej, det kan man selvfølgelig ikke, på den anden side, må jeg sige, at alt, hvad han bærer rundt på, det har han fra mig. Vores familiebaggrund er noget forskellig. Min fars skæbne var en anden end Sebastians fars, min mor var også syg, men ikke psykisk.
- Og den lille røde dør? Den findes! På Nykøbing Falster hospital i en trappeopgang. Der har jeg haft mange oprørende oplevelser. Men alt i alt må jeg sige, at der er meget af Sebastian i mig. Ikke i historikken, men ellers - i vores karakter - ligner vi hinanden rigtig meget. Vi er bange for de samme ting, vi drømmer om de samme ting osv.
• Vi møder ondskaben på forskellige niveauer. Lad os se på den i forhold til de forskellige kirkevarer?
- Ja, Gravsoen er jo en positiv skikkelse, som stammer tilbage fra dengang, kirken oprindelig blev indviet. Den har til opgave at beskytte kirken. Men så kommer Skarpretteren til.
- Selv om han på mange måder bekender sig til det onde, så beskytter han jo også verden mod det onde, og han kan godt se, at Sebastian vil fjerne ondskaben - i form af skarpretteren selv - i den tro, at de dermed kommer ondskaben til livs, og det forsøger han at undgå.
- Men de får fjernet skarpretteren, og så sker det forfærdelige, at en ny og voldsommere ondskab pludselig får mulighed for at bryde frem.
- Det er selvfølgelig et problem, jeg er helt bevidst om, det med at håndtere ens personlige problemer. Man vil gerne fjerne noget, og så viser det sig, at det, der blev fjernet, levnede plads til, at nyt kan komme tifold tilbage.
- Det er jo det samme der sker, når man forsøger at undertrykke et trauma med det resultat, at det bare kommer frem og ud alligevel.
- Jo, så dette at fjerne Skarpretteren var ikke en god idé, for så blev der netop plads til, at det særligt onde kunne komme frem. Men så er der jo heldigvis Sixten, og det skal vi vel ikke sige så meget om?
• Kan man sige, at de Små Onde Svin, altså kvartetten, i virkeligheden kommer til at virke på den måde for Sebastian, at han efterfølgende kan holde ud at være i og leve med sig selv?
- Kvartetten repræsenterer så at sige essensen af romanen. Det er jo også dem, den har fået navn efter. De ender med at blive Sebastians hjælpere, dem der leder ham hen til det ståsted, der gør, at livet bliver til at være i for ham.
- Det er jo en enorm proces, han skal igennem. Det begynder med at være ubehageligt for ham, men så eskalerer det for ham og bliver bare værre og værre…
• Vi har tidligere talt om dit syn på grise. Jeg bliver også nødt til at spørge om, hvordan du har det med krager, for kragen spiller en meget væsentlig rolle i romanen.
• Onkel Gunnars nyerhvervelse hedder f.eks. Kragenborg, ligesom der findes krager overalt. Og i romanen er vi tilmed helt dernede, hvor kragerne vender?
- Dem har jeg det rigtig, rigtig, rigtig godt med. Jeg elsker ganske enkelt krager! Så er vi ved det nære igen, ikke sandt? Og så er de i familie med de andre store sorte fugle, ikke mindst ravnene.
- Jeg har det også fra litteraturen: Edgar Allan Poe: The Raven - Odins fugle Hugin og Munin. Jeg synes, kragen har fået en slags revival. Jeg ved godt, der er forskel på ravnen og kragen. Ravnen er større, mere majestætisk og har en smukkere blåsort farve end kragen, der er mere nusset sort. Men kragen har en stor plads i mit hjerte.
- I romanen har jeg ikke direkte brugt dem for den symbolværdi, de kan have (døden red.). Men de har jo en signalværdi.
- Og jeg kan godt lide det med, at det går op for Sebastian, at kragerne i virkeligheden er spøgelser og faktisk prøver at hjælpe.
- De er mennesker, som er blevet sendt over på den anden side, og som så ”tænker”: Nå, men så lad os hjælpe ham med at komme på rette vej.
• Illustrationerne i din roman. Ikke et menneske er der, bare krager og gevækster, troldpilekviste eller hvad det nu er. Var det med velberåd hu?
- Ja, det var helt bevidst. Der er lagt mere vægt på stemning i stedet for situationer, og så kan folk putte sig ind i det efterhånden.
- Jeg har faktisk tegnet alle figurerne i historien, Skarpretteren, Sebastian, de Små Onde Svin… og alle andre. Men da jeg så så på dem, syntes jeg, at det gav et forkert udtryk, så jeg pillede dem ud igen.
John Kenn Mortensen skal videre, og jeg skal videre. Jeg bliver ikke lukke ud gennem hoveddøren, da jeg kommer ned i hallen, for håndværkere er i gang med et stykke arbejde dernede.
Derfor lukkes jeg ud ad en sideport, og som for lige at minde mig om, hvad jeg har været igennem, stryger der i det samme en gysende kold vind ned ad nakken på Deres udsendte.
John Kenn Mortensen: Små onde svin. Illustreret af John Kenn Mortensen. Høst & Søn, 316 sider, 199,95 kr.
Læs også en anmeldelse af John Kenn Mortensens roman i Børn & Bøger nr. 3.