Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med ophavsmændene til den grafiske roman Skæbnemageren. Han skriver:
Jeg skal mødes med Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel på Høst & Søns forlag. Jeg glæder mig til at tale med dem, for det er to, hhv. forfatter og illustrator, som jeg nyder kendskabet til.
Kenneth Bøgh Andersens bøger har jeg læst på stribe, og Lars Gabel fik jeg for første gang øje på og blev meget begejstret for, da han illustrerede Morten Dürrs fine billedbog Marias Dukke.
Nu er de gået sammen, og vi må da vide, hvordan samarbejdet kom i stand.
Kenneth Bøgh Andersen fortæller:
- Det var oprindeligt min idé. Fortællingen havde været bragt i Weekendavisen som føljeton. Nu lå den i skuffen, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med den, for jeg kunne i grunden godt lide den, men syntes ikke den fungerede, når man bare lagde alle kapitlerne sammen og udgav den som fortælling på den måde.
- Der var noget med Simons rejse, der ikke kom til at fungere. Jeg syntes ikke, historien rigtig fik lov at folde sig ud. Så kom jeg til at tænke på det grafiske moment, for her ville man kunne få rejsen og landskaberne med i fortællingen på en helt anden måde.
- Det ville give læserne en god mulighed for at ”gå ind i” billederne. I forvejen har jeg altid interesseret mig vildt for tegneserier og har læst massevis af dem gennem årene, og så en sidste ting: Historien var af en forholdsvis overskuelig længde, så det forekom overkommeligt at omsætte den til en grafisk roman.
- Jeg havde faktisk i forvejen tænkt på Lars (Gabel, red.). Jeg vidste, hvad han havde lavet, men vi havde ikke noget egentlig kendskab til hinanden ud over det faglige. Han er en super god tegner, men heller ikke for fin til at tegne et godt monster. Heldigvis havde han da også både tid og lyst.
• Hvad var det for et manus, du fik at arbejde med som illustrator?
- Manuskriptet bestod af lige dele dialog og beskrivelser, som jeg kunne bruge som regibemærkninger, for de var meget illustrative og nemme at omsætte til billeder.
Lars Gabel (tv.) og Kenneth Bøgh Andersen supplerer hinanden fremragende såvel i tekst og streg som tale.
- Jeg havde på den anden side ikke udpenslet mine beskrivelser, for jeg ville jo gerne have, at Lars kunne tage fortællingen til sig og skabe de billeder, som han så for sig, supplerer Kenneth Bøgh Andersen.
- Ja, og historien var færdig og lige til at gå til, indrømmer Lars Gabel.
• Men der har vel været scener undervejs, hvor der har skullet snakkes frem og tilbage?
- Det er klart, og der legede vi med det med at læse og se i bogen. Der var steder, hvor man kunne finde på noget anderledes. Der er jo f.eks. passagen gennem maleriet, hvor man er nødt til at dreje bogen hele vejen rundt for at kunne læse det, og der er også bjerget, hvor man må vende bogen på højkant for at kunne se, hvad der foregår, siger Kenneth Bøgh Andersen.
- De situationer var gode til at vise, hvad vi gerne ville have, vores bog skulle kunne. Netop som grafisk roman, således at man både havde ordverdenen, de sort/hvide passager og farvernes forskellige udtryk. Samtidig med at vi gjorde læsning til en dynamisk handling.
- Ja, der sker meget på en gang her. Og så opstod den tanke faktisk undervejs, at Simon skulle være det eneste menneske på rejsen, supplerer Lars Gabel.
• Hvad er det for en rejse, Simon tager ud på?
Kenneth Bøgh Andersen forklarer:
- Han rejser i og for sig både i sindet og i virkeligheden, han bruger i hvert fald elementer fra den. F.eks. sidder han i virkelighedens verden og læser Gullivers Rejse, og kæmpen, som man støder på undervejs på rejsen, er lidt en reference til den, så på den måde har vi forsøgt at få det til at smelte sammen.
• Hvad så med Tom? Han er da i det mindste et menneskelignende væsen?
- Han er faktisk et menneske, han er bare selv blevet i tvivl om det efterhånden. Han er en dreng, der er blevet gammel, svarer Kenneth Bøgh Andersen.
• Han minder mig faktisk om Jesper Fårekylling. Han optræder som en slags samvittighed for Simon. Han er den, der kan fortælle ham, hvad han skal gøre, hvor han skal gå hen, men han kan ikke gå hele vejen for ham. Det må Simon selv klare. Men også Tom bliver vel klogere undervejs i fortællingen?
- Ja, han kommer også til at tage sin skæbne i egne hænder til sidst. Faktisk er Tom også blevet sammenlignet med Yoda fra Star Wars, smiler Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel føjer til:
- Faktisk havde vi også Spielbergs E.T. som en reference. Tom startede i øvrigt med at være blå, derefter gjorde jeg ham grøn, og endelig blev han så grå med lidt mos på.
- Det var som grå, han kom til at virke bedst, syntes vi. Når man ser hans øjne, så ville jeg gerne have, at man skulle kunne se, at han et barn, der er blevet gammel. Og så fik han blå øjne - de er ikke farveløse.
Hvad er Skæbnemageren for en figur? Hvordan er han tænkt frem?
- I begyndelsen var han sådan en lidt traditionel, gammeldags Gandalf-skikkelse, men Lars endte med at gøre ham helt weird og gopleagtig, hvilket jeg synets var en fed idé, siger Kenneth Bøgh Andersen.
- Da jeg skulle tegne den grotte, han holder til i, tænkte jeg først i traditionelle drypstenshuler, men efterhånden udviklede det sig til at blive mere rødt og fugtigt, og så dukkede tanken op om, at han da kunne være gopleagtig. Og hulen kommer til at virke varm og fugtig, som en livmor, forklarer Lars Gabel.
- Og da jeg skulle portrættere Spindlerheksen, kiggede jeg en masse på dybhavsfisk, og det var grufuldt - de der døde øjne og ingen næse. Heksens bolig udviklede sig tilsvarende fra at være et gammelt, faldefærdigt hus til at blive en slags bikube.
- I det hele taget gennemgik hun i processen en kæmpe forvandling. Håbet er, at hun kommer til at virke virkelig farlig. Der er noget på spil med hende. Skæbnemageren er mere tvetydig, han er jo heller ikke bare ond, tilføjer Kenneth Bøgh Andersen.
• Lad os kigge på den søskendejalousi, som er med til at sætte det hele i gang. Hvad er der med Tim og Simon, de enæggede tvillinger?
- Ja, vi strejfer jo begrebet ondskab i fortællingen, men det, jeg gerne ville have frem, var netop ikke, at Tim driller Simon, men derimod, at Simon føler sig overset. Det bliver så det, der får ham til at tænke onde tanker, siger Kenneth Bøgh Andersen.
- Ikke det, at han bliver drillet, eller at Tim er tarvelig over for ham. Tim er faktisk en god dreng, og det ved Simon udmærket; alligevel kan han ikke stoppe de onde tanker. Er han så ond? Det er jo de tanker, der følger efter.
- Tim gør ham jo ikke noget. Han trækker sig. Faktisk overvejer Simon det med det onde to gange, inden han tredje gang udtrykker ønsket om, at Tim aldrig var blevet født. Første gang er det i prologen. Anden gang udtrykker han ikke ønsket færdigt, men tredje gang falder hammeren.
• Så er der maleriet, som faktisk har hængt der, inden familien flytter ind - og får lov at blive hængende?
Igen svarer Kenneth Bøgh Andersen:
- Ja, lige præcis den detalje, arbejdede vi lidt med, og jeg skrev en del om, for det skulle jo legitimeres, at drengen havde et landskabsmaleri hængende på sit værelse og ikke et billede af en rockgruppe eller en Star Wars-plakat.
- Maleriet var en god måde til dels at trænge ind i den fantasirejse, Simon skal på, og også til at lege med farver.
• Netop den overgang er spændende. At foretage dette korte spring ind i fantasiverdenen, som bliver et kæmpespring, fordi farverne kommer på, og man tænker: Hvad i alverden er det for en harmoni og idyl, vi skal møde her?
- Ja, præcis. Vi ville prøve at ramme sådan en guldalderidyl, forklarer Lars Gabel, og Kenneth Bøgh Andersen supplerer:
- Der er det netop det fede ved at arbejde med det grafiske udtryk. Man kan netop arbejde med de der wow-effekter.
• Rejsen? De går det meste af vejen - bortset fra det lift, de får med kæmpen?
- Det syntes vi, at de var nødt til, for jo længere han kommer ind i landet, desto farligere bliver det for ham, og alle derinde ønsker ham jo død. Og hvis han udsætter sig for noget virkelig farefuldt som f.eks. at lade sig transportere af en fugl, så skulle der ikke meget til, før han pludselig lå der og var færdig, siger Kenneth Bøgh Andersen.
• Fortæl lidt om farvevalget i fortællingen.
- Vi var fra begyndelsen enige om, at historien skulle udvikle sig fra en guldalderstemning, det gyldne, det lyse og det romantiske. Noget man har lyst til selv at være i, og så skulle det farvemæssigt udvikle sig mere og mere dystert, fortæller Lars Gabel, som fortsætter:
- Dystert kan selvfølgelig være mange ting, men det skulle udvikle sig fra det rolige og idylliske til det nærmest monokrome. Først da jeg sad og arbejdede konkret med det, kom det, at Skæbnemageren skulle være rød, men det skulle ikke være en dybrød nuance, snarere en klaustrofobisk og mørk rød nuance.
- Man må gerne få fornemmelsen af, at man er inde et sted, hvor der er både varmt og fugtigt og fortættet. Her skifter vi faktisk til, at der i den sekvens ikke er rammer om billederne. Meningen var at skabe en stemning af ikke at kunne komme væk.
- Og så kommer overgangen, hvor vi skal ind til heksen, hvor det bliver sorte og giftige farver. Jeg syntes næsten, det gav sig selv, at det skulle være i den farvetone, nærmest kemisk og fluorescerende. Så selvfølgelig var det bevidst, at farverne skulle understøtte bogens stemninger.
- Lidt mere om farverne: Indledningen er stort set i sort/hvid, men da vi i slutningen af fortællingen kommer tilbage til virkeligheden, og Tim er med efter den vellykkede redningsaktion, fremtræder verden i farver. Men i dæmpede farver, hvorfor det?
- Jeg tror, jeg tænkte, at her var der brug for, at det blev lidt roligt. Jeg tror faktisk også, at jeg selv trængte til at trække vejret efter den der tur, siger Lars Gabel.
- Vi havde også et meget bevidst forhold til det med afslutningen, der hverken måtte blive for lang eller for kort, supplerer Kenneth Bøgh Andersen.
• Det er et spændende greb ved bogen og dens behandling af ondskaben, at den ikke bare konstaterer den, men forholder sig spørgende til den?
- Ja, og det arbejdede vi med helt fra starten. Tim besvarer i og for sig spørgsmålet på et tidspunkt, da han har ønsket sin bror væk, siger Kenneth Bøgh Andersen og uddyber:
- Hans psyke spiller ham ganske enkelt et puds, for vist er Simon ikke ond - han har det virkelig frygteligt med, hvad han har ønsket, og må gøre det godt igen. Derfor var det meget vigtigt for os, at Simon ikke fremstår som ond.
- Men måske kunne det give andre anledning til at overveje, om man er ond, hvis man har nogle tanker, man ikke burde have. Er man f.eks. ond, hvis man driller sin lillesøster?
- Den slags tanker kender alle til, det er jeg sikker på. Tingene er jo aldrig hverken sorte eller hvide. De er et grundvilkår for enhver. Man kan spørge, at når Simon spørger sig selv: Er jeg ond?, er det så i virkeligheden ikke en god tanke?
- Og så er der jo selve skæbnebegrebet. Det er da en forfærdende tanke at forestille sig, at alt skulle være planlagt i forvejen i form af den skæbnetråd, der blev en til del, så den egentlige skæbnemager viser sig måske i virkeligheden at være Simon selv.
Afslutningsvis giver forfatter og illustrator udtryk for, hvor glade de er blevet for bogen, som den foreligger. Effekten med maleriet, der er lagt helt ud i omslaget og med en 3-D effekt, og det blå læsebånd, der sidder der og minder om en skæbnetråd.
Der er meget at være glad for, og læseren bør især være det. For der er er kommet en super solid, spændende og filosofisk grafisk roman ud af anstrengelserne.
Læs også en anmeldelse af Skæbnemageren i Børn & Bøger nr. 6/2017.
