Morten Dürr: Jeg behøver kun sol og regn, illustreret af Rasmus Svarre, Plot, 42 sider, 200,- kr.
Børn & Bøgers litteraturredaktør Eiler Jensen har været omkring bogreolen og fundet et fremragende eventyr af Morten Dürr og Rasmus Svarre, som han anmelder her:
Troldmanden bor sammen med sin kone i et hus langt ude i skoven. Her lever de trygt og godt uden at mangle noget. Skulle det vise sig, at de alligevel gør, så bruger troldmanden blot sine evner, hvorefter mangelsituationen er udbedret. Af den grund går de heller ikke sultne i seng om aftenen.
Dog er der én ting, de mangler, og det er et barn. Det faktum går efterhånden konen tiltagende på, og da det bliver rigtig kritisk, lover troldmanden at trylle et barn frem til hende.
Han finder et passende birketræ, som han udvælger og forvandler til en pige, der har både hvid hud og lyst hår og klare blå øjne.
Konen liver op, det er begyndelsen til lykke for dem begge, må de tro. Der er dog noget mærkeligt ved pigen, der hverken vil spise eller drikke. Hun siger blot: Jeg behøver kun sol og regn.
Om natten ligger hun ikke i sin seng, men befinder sig udenfor, ventende på sol og regn. De prøver at lære hende at læse, de prøver at lukke hende inde, men alt de får ud af det, er, at pigen bliver mere og mere trist.
Da de en dag løber tør for vand og må ud at hente noget, ser pigen sit snit og løber langt ind i skoven, hvor hun igen bliver til det birketræ, hun jo er skabt til. Troldmanden indser, at han forgreb sig på træet i sin tid, da han prøvede at skabe pigen ud af noget andet. Det lod sig ikke gøre.
Med Aritstoteles, som var manden, der først arbejdede med begrebet teleologi, er det således, at ting bliver til det, de er formålsbestemt for. Agernets bestemmelse er at blive et egetræ, Birketræets rakler er bestemt til at blive til et birketræ, og ikke noget andet.
Det er et mirakel i sig selv, som end ikke en troldmand kan ændre ved, hans evner ufortalt.
Han må indse, at birketræet er, som det skal være, og står der i sin egen skønhed, men han er ikke glad for det. Det er konen derimod, selvom det ikke bringer hende andet end sorg, at det ikke var muligt med et barn.
Selvom troldmanden gør, hvad han kan for at opmuntre konen, bliver hun bare mere og mere trist, selvom hun kan se skønheden i træet, og da hun hen under vinteren bliver syg, og troldmanden lover at helbrede hende, ønsket hun ikke andet end dagligt at kunne gå ud til sit træ.
Det martrer troldmanden, og om natten går han med sin økse ud og hugger birketræet om. Da konen om morgenen vil ud til træet og ser det ligge der i stumper, bryder hun i gråd. Hvad hun ser, er nemlig ikke træet, men datteren, der ligger død i sneen.
Det får kvinden til at drage sin egen vej ud i verden, bærende på sin sorg.
Troldmanden? Han bliver, hvor han hele tiden har været og gør det, han altid har gjort. Lærer tilsyneladende ikke noget.
Det er et fremragende eventyr, Morten Dúrr har digtet, og Rasmus Svarre løfter den lille fortælling til et overordentlig smukt, skønt sorgfuldt epos.
En fortælling om, at mennesket kan meget, rigtig meget, der kan synes mirakuløst, men samtidig er der et udtalt behov for, at ting har beskaffenhed og teleologi, som må respekteres. Det hører med til fortællingen, at man i begyndelsen ikke hører, hvorledes troldmanden tryller mad og andre fornødenheder frem.
Efter den ulykkelige hændelse med birketræet hører man, at han tryller grankogler om til æbler og lyng om til blomster. Men konens savn kan han ikke gøre noget ved. Hun må gå med sin sorg ud i naturen og i ensomhed.
