Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen, der var med, da Høst & Søn fejrede Cecilie Ekens 25 års forfatterjubilæum, sender følgende stemningsbillede:
Den 3. maj er sikkert en dato, der fylder en del i Cecilie Ekens liv. Dels var det på denne dag i 1993, hun debuterede som forfatter med romanen Troldmandens søn, og dels er det på denne dato i 2018, hun kan holde sit 25 års forfatterjubilæum.
Dette fejres dels med udgivelsen af hendes værk nr. 35 Styrke, Log I, som er første bind i et flerbindsværk med fællestitlen Karana-Galaksen – og dels ved et symposium, der blev holdt for indbudte gæster på hendes forlag Høst & Søn.
Cecilie Eken er flere gange blevet prisbelønnet for sine fine bøger og har for længst slået sit navn fast som en af vore største børnebogsforfattere.
Dels har Cecilie Eken modtaget Kulturministeriets Børnebogspris to gange (1997 og 2007), dels har hun modtaget Kommunernes Skolebiblioteksforenings forfatterpris (2008) og Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris (2008) - men måske størst af alle modtog hun i 2017 Det danske Akademis Børnelitterære pris Silas-prisen.
Programmet for dagen var for det første, at Cecilie Ekens redaktør Tine Flyvholm bød de fremmødte velkommen, hvorefter hun fortalte om det glade møde, der havde fundet sted mellem redaktør og forfatter.
Især fremhævede hun det lykkelige og møjsommelige arbejde, som Cecilie Eken altid udfolder i forhold til sproget. Der er nærmest tale om en nidkærhed i den forstand, at de enkelte ord i et forløb altid er valgt ud med den største omhu.
Der vælges ikke bare et ord, men netop dét ord, hvad enten det er vellyden, betydningen, duften eller smagen, der ligger til grund. Derfor er Cecilie Eken altid så velgørende at læse. Det ved alle, der har fulgt hende gennem årene.
Efter forlagsredaktør Tine Flyvholm (tv.) havde budt velkommen, tog Anna Karlskov Skyggebjerg over med et foredrag om Cecilie Ekens tekster.
Dernæst holdt Anna Karlskov Skyggebjerg et foredrag om Cecilie Ekens poetiske tekster. Det handlede om bøgerne Vingekatten, Mørkebarnet og V. Anna Karlskov Skyggebjerg lagde ud med at spørge, hvad der kendetegner rim, remser og poesi for børn, nemlig det særegne sprog.
Dernæst talte hun om, hvad litteratur mon var, og hun sammenlignede det med ukrudt, idet nemlig både litteraturen og ukrudtet er uensartede kategorier, samt at de er unyttige og intet formål tjener, men er/kan være ganske interessante, og for litteraturforskeren Jonathan Culler er der disse kendetegn ved litteraturen: Sproget, narrative elementer, fiktion/fantasi, æstetisk helhed og intertekstuelt samspil med tidligere værker.
Med udgangspunkt i litteraturforskeren Jonathan Cullers udsagn sammenlignede Anna Karlskov Skyggebjerg litteratur med ukrudt.
Alle disse elementer kendetegner Cecilie Ekens værker konstaterede Anna Karlskov Skyggebjerg, hvorefter hun gennemgik de tre ovenstående værker, som så mange kender så godt.
Men det ville ligne Anna Karlskov Skyggebjerg dårligt, om hun ikke i sin gennemgang påpegede ting ved bøgerne, som de fleste måske godt vidste, men bare havde glemt, at de vidste. Så på den og flere andre måder blev mange velgørende berigede.
Efter en lille pause blev Cecilie Eken interviewet af tidligere forlagsredaktør, leder af Viden og Oplevelse, Roskilde Bibliotek, Anette Øster. De to talte om den dagsaktuelle udgivelse. Igen var det sproget, der blev fremhævet.
Efter en lille pause, hvor deltagerne kunne forsyne sig med forfriskninger blev Cecilie Eken interviewet af tidligere forlagsredaktør Anette Øster.
I denne nye udgivelsesrække har Cecilie Eken bevæget sig ud ad en anden genre end Fantasy’en. Ikke fordi der ikke er Fantasy, men denne gang sker det i samklang med Science Fiktion. Litterær Science Fiktion kaldte Anette Øster genren, hvor igen sproget blev fremhævet og betonet.
Det vil være synd at røbe for meget af, hvad de to talte om for ikke at lukke for meget op for bogens indhold, eftersom de fleste har læsningen af den til gode.
Det blev en herlig hyldest til en herlig og herligt ydmyg forfatter - og det er så fortjent som noget. Børn & Bøger ønsker et stort tillykke!
Det var en bred skare, der deltog i arrangementet blandt andet flere forfatterkolleger; på billedet til venstre Sally Altschuler og Lene Kaaberbøl - i baggrunden ses Lisa Gardum Andersen, Høst & Søn. På billedet til højre ses Marianne Eskebæk Larsen, UCC Nordsjælland i samtale med Kamilla Løfstrøm.
Der var rig lejlighed til at tale med hinanden. På billedet til venstre er Cecilie Eken i samtale med familie og venner, og på billedet til højre ses blandt andre Ph.d. Stine Reinholdt Hansen (tv.) og Lisa Gardum Andersen (med rygge til).