Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen har kigget på nogle af de seneste romaner, der på forskellig vis har krig som omdrejningspunkt, og som sætter fokus på, hvad den gør ved mennesker. Men lad os først på lidt nærmere på, hvad krig egentlig er:
Når to nationer erklærer hinanden krig, kommer begge lande i, hvad man kalder undtagelsestilstand. Livet i nationen kan ikke leves, som det plejer.
En krigsførende nation har brug for at kunne mobilisere unge som soldater, og her sker der noget afgørende: Den unge, der indkaldes, har pligt til at gå i krig for sit land, skal kunne slå ihjel i statens interesse og tjeneste og må opgive sit gode liv og individuelle muligheder.
Han eller hun er nu underkastet nationens behov. Ikke at efterkomme ordren betragtes som desertering, hvilket er strafbart. I Danmark straffes desertering med fængsel i op til seks måneder i fredstid. I krigstid kan straffen dog være op til ti års fængsel.
Den nation, der erklærer en modstander krig, vil naturligvis hævde at have retten på sin side. Heraf begrebet ”en retfærdig krig”, hvilket i en forenklet idealbeskrivelse betyder, at det erklærede formål er at forsvare sine indbyggeres liv og velfærd og at genoprette fredelige forhold, altså ikke bare at vinde krigen, men tillige at vinde freden.
Krigen må principielt ikke gå ud over uskyldige mennesker og ikke vare længere end højst nødvendigt. De krigsførende parter skal vise hensyn til hinanden (fx i forbindelse med krigsfanger) og overholde indgåede aftaler.
Forestillingen om den retfærdige krig holder dog næppe for en nærmere prøvelse. Der findes erklæringer om, hvorledes krigsfanger bør behandles, men gang på gang bliver disse erklæringer misligholdt, og overgreb på overgreb finder sted.
Hvori består det retfærdige i, at en befolkningsgruppe vil tvinge en anden til at leve under forhold, den ikke ønsker?
Nej, krig kan ikke retfærdiggøres. For at noget kan kaldes retfærdigt, må begge parter kunne se rimeligheden i det. Det er næppe tilfældet i krig. Endvidere er krig en situation, hvor det enkelte menneske er underkastet nationens behov og bliver et nummer frem for et individ.
Den kristne reformator Martin Luther (1483-1546) ytrede gerne sin mening om krigens væsen. I skriftet Kan soldater også have Guds nåde? fra 1526 forholder han sig til begrebet retfærdig krig og diskuterer soldatens rolle:
Thi da sværdet er forordnet af Gud til at straffe de onde og beskytte de gode og til at håndhæve freden (Rom. 13; 1 ff; l. Pet. 3,14 ff) så er det også tilstrækkelig kraftig bevist, at krig og drab og det, som krigens vilkår og love medfører, er forordnet af Gud. Er krigen andet end afstraffelse af uretfærdighed og ondskab? Hvorfor føre krig, hvis det ikke var, fordi man vil have fred og lydighed?
Når jeg ser på, hvordan soldaten i sin tjeneste, straffer de onde, dræber de uretfærdige og anretter sådan en elendighed, så forekommer det mig på samme måde også at være en ganske ukristelig gerning og aldeles imod den kristelige kærlighed.
Men ser jeg på, hvorledes han beskytter de fromme og gode, bevarer og værner kone og børn, hus og hjem, gods og ære og freden, så viser det sig hvor uvurderlig og gudvillet den gerning er, og man forstår, at han ligeledes hugger et ben eller en hånd af, for at ikke hele kroppen skal gå til. For hvis sværdet ikke slog til og skaffede fred, så ville alt, hvad der er i verden uvægerlig gå til grunde på grund af ufred.
Sådan mente altså Luther, men hvad mener man om begrebet krig i en moderne kontekst?
I en kronik i Kristeligt Dagblad den 26. februar 2010 skriver præsten Stephen Egede Glahn blandt andet:
De, der har deres menneskelighed i behold og samtidig kender lidt til krigens væsen, er ikke i tvivl om, at krig er en djævelsk sag, om end der på forskellig vis gøres meget for at tilsløre denne kendsgerning.
Trods alt kommer vi ikke uden om, at krig spreder død og ødelæggelse og kan få normale mennesker til at begå ufattelig grusomme og umenneskelige handlinger både af den ene og den anden art. Derfor har kristne i hele kirkens historie beskæftiget sig med det spørgsmål, om deltagelse i en krig kan retfærdiggøres fra et kristent synspunkt.
Søger man svar i Bibelen, vil man hurtigt opdage, at den ikke giver éntydige svar på spørgsmålet. Det skyldes først og fremmest, at de bibelske skrifter er blevet til over en meget lang periode og derfor afspejler mange forskellige historiske situationer. Samtidig er der også i denne sammenhæng en afgørende forskel på Det gamle (GT) og Det nye Testamente (NT).
Glahn fastslår endvidere:
I GT blev krig betragtet nærmest som en hellig sag og som en naturlig og værdig måde at hævde sig på for et folk.
I NT er der ingen hellige krige. Al tale om krig og fred skal ses i lyset af, at Gud har åbenbaret sig i mennesket Jesus fra Nazareth, som forkyndte Guds rige og gjorde det nærværende gennem sine gerninger. Jesus påviser uretfærdighed og anviser kærlighedens vej i forhold til næsten, det være sig ven eller fjende.
Siden 2003 har Danmark været en krigsførende nation. Først gik Danmark ind i Irak, under det forkerte påskud af, at Irak besad masseødelæggelsesvåben. Siden blev soldater udsendt som fredsbevarende styrke i Afghanistan - og senest er danske soldater udsendt som aktive medvirkende i borgerkrigen i Syrien.
Det er klart, at dette har affødt en litteratur, som forholder sig til dette fænomen.
Jesper Nicolai Christiansens Soldater græder ikke er anmeldt i Børn & Bøger nr. 8, 2009, og Kåre Bluitgens Latteren i hjertet er anmeldt i Børn & Bøger nr. 2, 2010.
I 2009 udkom fx Jesper Nicolai Christiansens Soldater græder ikke. En stærkt bevægende roman om den lille Elektra, hvis far er forsvundet i Afghanistan, og hvis mor er dybt alkoholiseret, hvorfor pigen må anbringes på et børnehjem.
Kåre Bluitgen udsendte ligeledes i 2009 romanen Latteren i hjertet, hvor bogens unavngivne fortæller er med sin far i et land i Centralasien, hvor der føres krig.
Sanne Søndergaards Hell Man er anmeldt i Børn & Bøger nr. 6, 2012, og Anders Johansens Noras ark er anmeldt i Børn & Bøger nr. 7/2015.
Sanne Søndergaard skrev ungdomsromanen Hell Man, som handler om den unge mand Thor, hvis liv er gået op i limningen, og for at genfinde lidt mening med det hele lader han sig indrulle i krigstjeneste i Afghanistan.
I 2015 udkom der ligeledes af historiske grunde en del bøger med krigen som tema, idet det var 70-året for Danmarks befrielse efter 2. verdenskrig. Jens Christian Grøndahl skrev fx romanen Med bedstemor i tidens labyrint. Endvidere har Anders Johansen skrevet den fine roman Noras Ark, som blev anmeldt i Børn & Bøger nr. 7, 2015.
Lad os kort lige skitsere, hvad tre nyere romaner, der har krigen som tema handler om. Det drejer sig om Mette Emilieanna Bruuns Far, fare krigsmand, Kåre Bluitgens I kamp for Kalifatet og Thorstein Thomsens Hadet.
Mette Emilienna Bruuns Far, fare krigsmand er anmeldt i Børn & Bøger nr. 7, 2013.
Far, fare krigsmand er Mette Emilieanna Bruuns debutroman, og titlen er faktisk blevet til ved en tilfældighed. I børnesangen Bro, bro, brille hedder det Fare, fare krigsmand, men ved en forskrivelse blev det til bogens titel Far, fare krigsmand, hvilke kun er så meget bedre.
Romanen handler om drengen Marcus, hvis far er udsendt på mission til Afghanistan. Marcus savner selvfølgelig sin far, og ventetiden er uudholdelig. Et sted siger han:
Jeg er så træt af at vente på fremtiden og hele tiden at skulle huske på fortiden. Jeg er her jo lige nu. Det er kun far, der mangler. Det gør han altid. Orlov. Hvis man kan få orlov fra krigen, kan man vel også få orlov fra livet? Det ville jeg gerne have lige nu. Orlov. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke mere, og jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere!
Det er denne ulidelige og usikre venten, der er et nøgleomdrejningspunkt i romanen. Kommer far hjem eller gør han ikke? Og mor kan han ikke tale med om det, hun trækker sig og synes selv at være usikker og ængstelig.
Marcus tilbringer megen tid ude i skoven med sine Walkie talkies, og det er via dem, han kommer i forbindelse med en hjemvendt soldat, Skifter, som tydeligvis lider af posttraumatisk stress. De to oparbejder en slags venskab, hvilket er til stor hjælp for Marcus. Skifter siger fx denne tankevækkende ting til Marcus:
Nogen gange er de tapreste dem, der venter.
Romanen er specielt udformet sprogligt, idet den i første halvdel betjener sig af en stor del krigsmetaforer: ... som hidsige jetjagere, som en jeep, der fræser.
Det er, som om sproget føjer sig efter Marcus’ indre tilstand. En meget fin roman!
Forfatteren Kåre Bluitgen har i årevis og i flere bøger beskæftiget sig med såvel islam som med krig. Mange vil huske den barske ungdomsroman Latteren i hjertet (2009) og børnebogen Krigeren (2011).
Derudover har han længe beskæftiget sig med problematikken med muslimer i Danmark og skrevet bøger om den problemstilling, fx Til gavn for de sorte (2002), ligesom han har skrevet bøger om både profeten Muhammed og om Koranen.
Kåre Bluitgens I kamp for Kalifatet er anmeldt på Børn & Bøger Blog i uge 46, 2015.
Senest foreligger ungdomsromanen I kamp for kalifatet, som er en tæt og væsentlig roman, der handler om en muslimske dreng, der lever i Danmark med sin familie. Bogen er anmeldt her på bloggen i uge 46, så her skal blot kort skitseres:
Drengen, som i første del af romanen ikke har noget navn, er utilpasset og bærer på en vrede, som han ikke ved, hvor kommer fra. Alt er noget juks, og han har det ad pommern til.
Familien er pænt integreret, i hvert fald faderen, som næsten lever mere dansk end danskerne, og søsteren, som drengen er nær ved at mene prostituerer sig, fordi hun hele tiden hænger ud med sine danske kammerater fra gymnasiet og går klædt på en måde, der ikke sømmer sig for en muslimsk pige.
Efter et møde med manden Abdulrahman, der har ordet i sin magt og slynger om sig med korancitater, går det op for drengen, at han er vildledt. Det for sent at vende om, han må blive en martyr, et sandhedsvidne, og han må drage til Syrien og kæmpe den hellige krig for Kalifatet.
I Syrien får han et navn; Abu Jihad al Dinmarki - vel noget i retning af den hellige kriger fra Danmark - og her viser Abu så både mod og mandshjerte, og langsomt arbejdes der hen imod, at han skal bestå sin svendeprøve ved at blive selvmordsbomber.
Hvordan det videre går, må man selv læse sig frem til.
Thorstein Thomsen: Hadet - en illustreret roman i 64 krigsdigte. Carlsen, 130 sider, 249,95 kr.
Den tredje bog, vi her skal se på, er Thorstein Thomsens Hadet:
Jeg kan brokke mig/ og give andre skylden/ det er sådan/ man bliver til ingenting.// Jeg vil være modig/ indtil Hitler og Goebbels/ og de andre røvhuller/ er døde.// Jeg vil ikke være ingenting/ jeg må risikere at dø/ for at leve.
Thorstein Thomsen kalder sin bog for en roman i 64 digte - og sandt er det da også, at fortællingen både har personkarakterer og forløb (den foregår i tiden fra tredje maj 1944 til første december 1945). Men lige så sandt ville det fx have været at kalde den en digtkreds. Nok om det.
Hovedpersonen er den unge Sara, hvis liv vi følger både i et makroperspektiv og i et mikroperspektiv.
Makroperspektivet er verdenskrigen, hvis sidste halvandet år, vi befinder os i, og mikroperspektivet er hendes ungdom og forelskelse i Henning, med hvem hun har et ønske om at forlade uskyldens snærende bånd for at blive en voksen kvinde.
I krigsperspektivet bliver Sara sandelig voksen. Først hører vi om hendes far, som er med i modstandsbevægelsen, men bliver angivet og må forsvinde til Sverige. Dernæst er der broderen Frank, som ligeledes bliver angivet, taget af tyskerne og derefter likvideret.
Det er barske ting, men endnu værre bliver det, da Sara beslutter sig for at tage krigen og sagen i ”egen” hånd. I sporvognen har hun held til at stjæle en pistol fra en tysk soldat, og med den skyder hun senere en tysk soldat.
Siden hen, da hun finder ud af, at det er omkring hendes bedste veninde Bente, at Frank er blevet røbet, og at det er Bentes far, der har angivet ham til besættelsesmagten, tager hun konsekvensen heraf og likviderer Bentes far.
I kærlighedsperspektivet er det Saras ønske, at det skal blive alvorligt med Henning, så alvorligt, som det kan blive, og det bliver det i ”romanens” sidste digt:
Henning sover/ hans arm ligger slap/ på mit bryst./ Hans sæd ligger tør/ på min mave./ Hans drømme ligger/ ikke her/ men på en engels vinge.
Her er et digt fra juni 1945. Sara er syg i sjælen både af krigen, af likvideringen af Bentes far, af længsel efter den døde bror, Frank, og af kæresten Hennings fravær:
Jeg tænker,/ det er nok nu.// Mine tanker/ har vandret i waders/ under byens gader/ og kravlet i skove/ over sneglevåde grene./ Det er nok nu.// Jeg drikker vand/ af det glas/ min mor har sat/ her på skamlen/ der dufter svagt af shellak.// Jeg kan mærke, jeg har tabt mig./ Jeg er rasende sulten./ Det er nok nu.// I morgen må jeg op/ sætte mig til morgenbordet/ med min mor og far/ og holde op med at dø.
Digtene i denne bog er, som man kan se, knækprosaagtige med frie rytmer og urimede, men med en umiskendelig lyrisk tone.
Det er på begge måder - i det uendeligt store (krigen) og det uendeligt små (kærligheden) - en flot og betydningsfuld bog, Torstein Thomsen har begået.
Man røres og berøres af udviklingerne. Ikke overraskende, for Torstein Thomsens forfatterskab er jo efterhånden også velkendt, stort og betydningsfuldt, både hvad angår ungdomsromaner, digte og sange for børn, og voksenromaner. Overalt har han sat sine gode bog(af)tryk.
Mikkel Sommers illustrationer er fint medskabende og fulde af kraft og atmosfære, både dystre og ladet med betydning. Mikkel Sommer kender vi blandt andet fra tegneserieverdenen - men også som illustrator i forbindelse med Kim Fupz Aakesons De gale, der udkom i 2013 i en jubilæumsudgave som graphic novel.
Thorstein Thomsens fortælling kan fint indgå i undervisningen som del af et tema om 2. verdenskrig. Det ville være fint at få en historisk gennemgang af krigens udvikling krydret med digte, som også medinddrager en personlig synsvinkel.
Her er beskrivelsen af, hvorledes en ung pige bliver hvirvlet ind i krigens ubønhørlige gru - og samtidig må håndtere sin udvikling fra pige til voksen (ungdommen er endnu ikke ”indført”, det kommer først ca. 10 år senere).
