Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen har talt med centrets leder for at høre, hvordan det står til netop nu.
Jeg har aftalt at mødes med Nina Christensen nedenfor trappen inde på Den sorte Diamant. Hun vil komme og hente mig, for hun holder til på et delekontor dybt inde i de labyrintiske irgange. Sådan tager det sig i hvert fald ud for en, der ikke har sin daglige gang på stedet.
I reolen på kontoret, hvor Nina Christensen holder til findes kun - og overraskende nok - ganske få bøger. Men Dansk Skolehistorie er der, og hendes egen fremragende Videbegær fra 2012 findes ligeledes.
Der er ikke mange bøger på reolen i Nina Christensens kontor, men Dansk Skolehistorie og hendes egen Videbegær er dog at finde.
Vi begynder med lige at runde begrebet Center for Børnelitteratur:
- Ja, der er en enhed, der hedder Center for Børnelitteratur, slår Nina Christensen fast.
• Som holder til på Aarhus Universitet?
- Ja. Jeg ved ikke, hvordan den misforståelse er opstået, at centeret ikke skulle være der, men det findes og har altid gjort det, men det har gennem årene været under meget stor forandring.
- I 2012, da centret flyttede, blev det ikke nedlagt, men organisatorisk og geografisk flyttet til Aarhus. Så betegnelsen har altid været der, ligesom jeg hele tiden har været leder af centret, men der har da været en periode, hvor centret var et meget lille rige, ikke mindst sammenlignet med, hvad det tidligere var.
- Opgaven med at forske og undervise i børnelitteratur har dog været kontinuerlig, og i dag udfylder den en større rolle, fordi den ud over to fastansatte lektorer (Nina Christensen, som er leder af centret, og Stine Liv Johansen, red.) også mønstrer to ph.d. stipendiater (Ayoe Quist Henkel og Sarah Mygind, red.).
- Alle fire sidder samme sted i Aarhus, ikke i et lukket fælles forum som i Emdrup, men dog samme sted. Så på den måde er der en kontinuitet fra dengang, centret blev oprettet i 1998, og til i dag. Men som direkte sammenligning mellem dengang og nu, er der sket meget.
- Desuden er Forfatterskolen for Børnelitteratur, som hører under Centret, også en størrelse, som har eksisteret hele tiden.
- Skolen holder til på Emdrupborg, hvor den har undervisningslokaler og kontorer til underviserne i hovedbygningen. Set i det perspektiv er centret geografisk spaltet.
- Når mine Aarhus-kolleger taler om Centret, ser de det som noget meget positivt, og de synes, at det er dejligt, at vi er der. For dem er vi mange, for tidligere var der jo slet ingen. Så på den måde bliver fra nul til fire pludselig mange.
- Forandringerne hang desuden også sammen med den forandring, der skete, i og med at Danmarks Lærerhøjskole blev til Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) til Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og til endelig en fast del af Aarhus Universitet.
- At centret igennem alle disse strukturændringer har formået at overleve, ser jeg faktisk som noget stort. Men selvfølgelig er der sket meget store omvæltninger igennem årene.
- Og vi ser det også som noget fint, at der er både fastansatte lektorer, to ph.d. studerende og undervisning på masteruddannelse, ligesom vi udbyder valgfag for bachelor- og kandidatstuderende.
- Vi har også haft Summer School med 50 studerende i sommerperioden. De studerende kommer fra både litteraturstudiet og medievidenskab samt udefra, så som bibliotekarer, skolebibliotekarer, forlagsfolk m.v.
- Undervisningsaktiviteterne kan knyttes til den linje, Torben Weinreich lagde: Hvordan kan vi få produceret så meget viden om børnelitteratur som muligt? Og hvordan kan vi - så godt som muligt - få det ud til dem, der har brug for at få noget at vide om børnelitteraturen?
- Det kan både undervisningen på universitetsuddannelser, inklusiv Summer School, og masteruddannelsen bidrage til. Endvidere ser vi, at der er mange specialestuderende på litteraturområdet, der søger til børnelitteraturen i denne afsluttende fase.
• Hvordan kan det være, at de søger til børnelitteraturen? Er det Summer School, der genererer den interesse?
- Ja, i nogle tilfælde, andre kommer, fordi de har haft børnelitteraturen som valgfag som bachelorer, og nu er nogen af dem så ved at være - uddannelsesmæssigt - ved vejs ende; de skal til at skrive speciale, og der vil de gerne arbejde mere med børnelitteraturen.
- Der er også nogen, der bare gerne vil skrive om området, og så bliver de henvist til mig. På den måde vil der blive produceret god og nyttig viden. Fx er der mange, som er interesseret i Young Adult fiction, hvilket jo ikke er underligt.
- Der er pt. et speciale undervejs, som har undersøgt feltet rigtig grundigt og ikke mindst talt med både Gyldendal og Høst & Søn om, hvad der sker på området i den kommende tid.
- Og jeg må sige, at de er hurtigere end jeg til at opsnappe de strømninger, der er på vej. Måske fordi de er unge, og måske også fordi de følger med på andre platforme, end jeg gør.
- Der er noget frugtbart i kombinationen af at kunne undervise de litteraturstuderende og mediefagsstuderende sammen, og der er det stort og vigtigt, at Stine Liv Johansen har en baggrund i medievidenskab og børnekultur. Hun arbejder meget med barneperspektivet og med legen som udgangspunkt, og hun ser på, hvordan børnene bruger medierne, og hvad der er i de medier, mens jeg jo ser på tekster.
- De to perspektiver kan i mine øjne fint supplere hinanden. Vi har haft meget glæde af at undervise sammen - også på Summer School.
- Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle få behov for at vide noget om medievidenskab. Da jeg studerede, læste vi noget, der hed ”massekommunikation”, det er afskaffet nu på litteraturstudiet. Men medier derimod er vigtige.
- Jeg kan fx se på det, som Ayoe Quist Henkel og Sarah Mygind laver, at det er nødvendigt at have en viden om, hvad et medie er, og hvordan man undersøger det, og på den måde bliver det klart, at børnebogen altid har indgået i, hvad medieforskerne kalder et mediekredsløb.
- Det er imidlertid ikke en vinkel, børnelitteraturforskningen har haft før - men den har altid været der. Fx blev en billedbog som Bennys Badekar også lavet som tegnefilm.
- Om Thorbjørn Egner ved vi, at han begyndte med at lave radio og teater. Vi ved ligeledes, at H.C. Andersens eventyr i udgangspunktet var talte fortællinger. Og det er så noget af det, som forskningen får øjnene op for nu i kraft af den digitale udvikling.
- Det viser nye sider af historien, og det er da inspirerende, at når der sker noget nyt, så ser man også på det, der er sket, på en ny måde. Det er faktisk en enormt inspirerende ny side ved forskningen.
- I den lille arbejdsgruppe, som jeg indgår i på Centret, taler vi meget sammen om, at der er noget, som er det samme som før, samtidig med at der sker nye tiltag, og så er det spændende; hvad forholdet imellem de to er.
- Ayoe Quist Henkel skriver fx om ungdomslitteraturen, og den er på mange måder den samme, som den var, men nu kan hun beskrive, at der er noget, der er nyt, hvad nye det er, og hvad det gør ved den måde, hvorpå vi analyserer ungdomslitteraturen.
- Det er jo forskningens opgave at kunne redegøre for det, og da børne- og ungdomslitteraturen er et særligt område, kan hun redegøre for, at formsproget er præget af, at nu kommunikerer de unge via fx sms’er, og det er klart, at hvis man skal skrive om ungdomsliv, så må det komme med ind i beskrivelserne.
- Så hvis man ikke kender til de former, er man lost. Man kan sige, at mange af de af mine kolleger, der arbejder med ældre tekster, ikke har det problem, ligesom de, der arbejder med de nye tekster, heller ikke får den viden, som man gør, når man arbejder med børne- og ungdomslitteraturen.
- I dag vil man heller ikke med mening kunne beskæftige sig med billedbogen og samtidig hævde, at iPad’en, det er ikke lige mig - den går ikke. Så man må sige, at der er sket en radikal forandring i den børnelitterære produktion.
- Man kan sige, at hvor Center for Børnelitteratur oprindeligt arbejdede meget historisk, sker der i disse år store forandringer, fordi medierne inddrages. Lige nu er jeg undtagelsesvis den eneste, der arbejder historisk.
- Overordnet kan man sige, at det essentielle for os er at producere viden om det, vi synes, er vigtigst lige nu. Det gælder for os alle, både mine ph.d. studerende og de øvrige børnelitteraturforskere, hvad de så end arbejder med, Anna Skyggebjerg, ikke mindst.
- En vinkel er endvidere, at vi faktisk stort set kun arbejder med det, som voksne producerer. Men hvad med det, som børnene producerer? Nu ser vi jo, at børn faktisk tager forfatterrollen på sig og ligefrem går på forfatterskole; det er relativt nyt.
- Det synes, som om der måske ikke er nogen grund til at være bekymret for skriftkulturen i dag. Og noget af det, som jeg i min forskning - i det historiske felt - vil arbejde med, bliver forholdet mellem det talte sprog og skriftsproget.
- Da børnelitteraturen for alvor begyndte at blive produceret i begyndelsen af 1800-tallet, var det i høj grad til højtlæsning og underholdning i familien. Så hvis det ikke fungerer som talte tekster, har det vanskeligere ved at holde sig på markedet, kunne man forestille sig.
- Vi kender det udmærket fra H.C. Andersen, som vi talte om før, men det samme gjorde sig gældende for Thorbjørn Egner, der først skrev til radioen. Så processen var denne: Først skal det lyde godt, så skal det skrives godt, så det kan lyde godt igen.
- Det er den bevægelse, der får en renæssance nu, især hvor muligheden for, at lydbøger digitalt bliver meget bedre at lytte til. Og hvad betyder det for vores forståelse af litteratur, at vi nu skal sanse det med øret?
- Og hvad betyder det i sidste ende for danskundervisningen? Betyder det fx, at man skal lære at analysere talt tekst? Lære at analysere forskellige oplæsninger? Hører det med til litteraturfaget?
- På centret er der hos os fire en stor opmærksomhed mod den æstetiske erkendelse; for hvordan erkender/sanser vi - og ikke mindst barnet? Med øjet, med øret? For barnet er litteratur ikke først og fremmest skriftlig og i bogform, for den er der ikke, hvis den ikke sanses.
- Det er i sansningen, barnet møder litteraturen, og der går nogen år, før barnet begriber, at bogen og skriften er udgangspunktet og ikke sansningen. Men i udgangspunktet er det billedet og lyden, der betyder noget for barnet.
- Dertil berøringen og samværet med den voksne. En meget stor del af deres opfattelse er ikke mindst sproget som musik, hvorigennem der opstår lydbilleder.
- Det er i øvrigt interessant, at der i 2015 har været et stort poesi-boost. Efter i nogle år at have været nede i en bølgedal, blomstrer poesien pludselig, og det vælter ud.
- I det hele taget har jeg lyst til at sige, at børnelitteraturen i disse år er ekstremt varieret. Der er mange sørgelige historier om børnelitteraturen, forstået på den måde, at fx bibliotekerne køber færre bøger, materialevalgene er ved at forsvinde, og det skorter også på midler til at få efteruddannelse.
- Men når man ser på selve produktionen, bliver variationen tydelig - tænk fx på Mette Hegnhøjs Ella er mit navn, vil du købet det? Eller Karen Filskovs konkret poetiske Skoven fra oven.
- Desuden er der Birgitte Krogsbølls Funkelgnister med nye forsøg på nonsenslyrik (Funkelgnister er i øvrigt indstillet til dagbladet Politikens litteraturpris, red.).
- På børne-/ungesiden er der masser af billedfortællinger og grafiske fortællinger. På den måde kan man ikke sige, at det er trange tider. Børnelitteraturen er meget uforudsigelig. Det interessante er at spørge: Har man også tænkt det i andre perioder?
- Historisk kan man i bagudsynet finde linjerne i det, der udgives. Man kan spørge, om der i dag måske arbejdes efter en bredere målgruppetænkning?
- Hvor børnelitteraturen tidligere først og fremmest rettede sig mod lukkede kredsløb i form af først og fremmest biblioteker og skoler, tror jeg, at forlagsverdenen i dag også retter sig efter et privat marked, og at man har fået øjnene op for, at også barnet kan være konsument. Dermed mener jeg, at der kan udgives børnebøger, som børnene vælger at købe selv.
- Jeg vil også gerne lige omtale masteruddannelsen, for det er en meget stor glæde at se, hvordan de masteruddannede bliver flere og flere og gør deres stemmer gældende. Ikke mindst på det netop afholdte Statusseminar, hvor der var flere mastere blandt oplægsholderne.
- Det var glædeligt at se, og det er i øvrigt også noget, som Anna Skyggebjerg og jeg havde som intention: Vi ønskede at kvalificere formidlerne, for så kan den viden, der produceres, nå meget længere ud.
- Jeg synes, det er så opløftende at se, at det faktisk sker. Masteruddannelsen har bevist, at der var brug for den. Behovet for kendskab til børnelitteraturen er stort.
- Jeg iagttager også, at der inden for det børnelitterære felt - blandt bibliotekarer og lærere især - er et stort behov for at få viden inden for området. Mange af masterne møder jeg i øvrigt ofte længe efter, de er færdige, men nu i nogle af de jobs, de gerne ville bevæge sig hen mod gennem uddannelsen.
- Glædeligt er det jo at kunne sige, at der starter en ny masteruddannelse til sommer.
- Charlotte Appel, som er en af redaktørerne på skolehistorien (Dansk Skolehistorie 1-5 med hovedredaktør dr. phil. Ning de Conninck-Smith, red.), Karoline Baden Staffensen, som er ph.d. stipendiat, og jeg skal i gang med et projekt, som blandt andet er en udløber af skolehistorien, hvor Charlotte Appel skrev om 1700-tallet, hvor skolen tog form.
- Vi skal i gang med perioden efter 1790, som er den tid, hvori der for alvor opstår et marked for børnelitteraturen. Vi vil finde ud af, hvordan det opstod.
- Børnelitteraturforskningen har først og fremmest interesseret sig for teksterne, altså hvad der blev skrevet, Andersen, Ingemann osv. Men hvordan skete det, at der mellem 1800 og 1850 opstod et marked og et publikum for børnelitteraturen?
- Charlotte Appel er boghistoriker, og hun kan sådan noget med at gå ud i arkiverne og aflæse noget som, hvem var forlæggerne, hvem var trykkerne, hvem var aktørerne, så hun skal tage sig af forlagsdelen og ud i arkiverne.
- Jeg skal tage mig af hjemmet og se på, hvad det er for en læsekultur, der opstår der, og Karoline Baden Staffensen skal tage sig af skolen. Vi vil undersøge, hvad der sker, hvis man vælger et barneperspektiv, forstået sådan, at hvordan blev bøgerne brugt? Hvad gjorde børnene med dem? Hvordan oplevede de det at have bøger i hænderne?
- Vi vil samle alt, hvad der blev udgivet mellem 1790 og 1850 og stille det op her i lokalet. Det er ingen stor sag, for der findes lister over det, og biblioteket har dem alle, så det er bare at gå i gang, og når først de er her, vil vi arbejde med dem fra tre forskellige vinkler, og samtidig gå på jagt efter vidnesbyrdudsagn.
- Vi er spændt på, hvad vi finder af kilder! I løbet af en formiddag fandt jeg 150 breve, og kan man finde det på bare en formiddag, så er der forhåbentlig mange flere kilder. Alt det skal vi i gang med at læse.
- Dertil skal vi have lavet en oversigt over København, over hvor de forskellige forlag, trykkere osv. lå; hvor skolerne var, og hvor forfatterne boede.
- Noget af det, som skolehistorien er blevet rost for, er, at man har fået børnenes stemmer frem, ikke bare i København, men også ude omkring. Det vil vi følge op på. Vi vil søge at finde kilder, som vi kan arbejde på sammen.
- Projektet vil løbe over de næste tre år. Vi kan ikke bruge fuld tid på det, man vi kan købe os fri til forskningen i et vist omfang. Det betyder, at når jeg ikke er i Aarhus, er jeg her i min arbejdstid, og så vil vi sidde og prøve at tænke sammen.
- Jeg er både meget spændt på det - og opløftet over det, ikke mindst fordi det ikke var helt nemt at få bevillingen igennem.
- For mig er det ført og fremmest et litteraturhistorisk projekt, for Karoline Baden Staffensen er det et skolehistorisk projekt og for Charlotte Appel er det et boghistorisk projekt. Men når vi sidder sammen, er det de samme bøger, vi har i hænderne.
- Det bliver vel nærmest samlet set til et litteratursociologisk projekt. Litteratursociologi er ikke ny. Torben Weinreich arbejdede fx også med det sociologiske aspekt (det gjorde han både i ph.d. afhandlingen Askepots Sko, i læsevaneundersøgelserne, Børn læser bøger (2000) og Den dyrebare tid (2001), som han lavede sammen med Anette Øster/Steffensen, red.).
- Det nye er, at vi er fra tre forskellige fagområder og skal arbejde ud fra arkivmateriale. Og det er et felt, jeg gerne vil blive god til: At arbejde ud fra andre kilder end dem, jeg plejer. Ikke mindst for at se, hvad brugerne har ment om de tekster, de har læst, fx gennem de margenkommentarer, de har forsynet bøgerne med m.v.
- Det er mit håb, at det kan give et andet/nyt blik på, hvad børnelitteratur er, som ikke erstatter det ”gamle”, men som supplerer det.
Efter en god times samtale, er vi nået til vejs ende, og Nina Christensen følger mig hen til trappen, hvorfra jeg nok mener at kunne finde resten af vejen selv.
Der er nu noget, som jeg afslutningsvis har lyst til at nævne. Det fine ved at interviewe Nina Christensen har været at iagttage, hvor dygtig hun er til at benytte sig af pauser.
Der er mange ”huller” i min optagelse, og hvert eneste hul er et rum, hvor Nina Christensen har trukket sig ind og brugt tiden til at tænke.
Det er en fin kvalitet og er uden tvivl grunden til, at der kommer så megen god, reflekteret og relevant information og viden ud af en sådan samtale. Det er der grund til at kvittere for.
Læs også om Forfatterskolen for Børnelitteratur i Børn & Bøger nr. 4, hvor Kari Sønsthagen i et interview blandt andet fortæller om forfatterskolens historie.
