Ugens artikel - uge 3, 2016: Pluk fra boghylden

Ugens artikel - uge 3, 2016: Pluk fra boghylden

Roman med voldsomme og gruopvækkende temaer.

Børn & Bøgers anmelder Anette Grønholdt Andersen har været en tur omkring boghylden og fundet den belgiske forfatter Linda van Mieghems bog Hermelin, der omhandler en sørgeligt aktuel problemstilling.

Linda van Mieghem har skrevet mange bøger for børn og unge. Hermelin er en roman, der berører temaer, som er voldsomme og gruopvækkende, og den har ikke børn, men unge voksne som målgruppe.

I byen Zorasse lever tusindvis af statsløse børn og unge på gaden, de er flygtninge eller børn af flygtninge fra lande, hvor ”de små krige” har hærget.

De er uden rettigheder, uden papirer, de forfølges, misbruges eller myrdes af lyssky organisationer, og ganske små børn sendes alene tilbage til oprindelseslandet, under stor mediebevågenhed - til skræk og advarsel for andre indvandrere og flygtninge.

 

Drives til sammenbruddets rand

Der er ingen barmhjertighed for de udstødte fra det etablerede samfund. Byens borgere, der ser indvandrerne som uønskede og som en lurende fare for deres egen velfærd og tryghed, ønsker blot at blive problemet kvit.

Midlerne er underordnede, selv når det drejer sig om mord på gadebørn. Alle lukker øjnene for de overgreb, der sker, og de myrdede børn og unge kremeres i hemmelighed.

17-årige Savannah danser for turister på torvet foran byens basilika for at overleve, men hun pådrager sig uheldigvis myndighedernes opmærksomhed, da hun møder Yvette, som er stikker for systemet, og Gregoire, der er chef for en hemmelig tjeneste og håndlanger for en ekstremistisk og skrupelløs politiker.

Det bliver begyndelsen på en nådesløs forfølgelse, hvor den stærke og selvbevidste Savannah trues på livet, drives til sammenbruddets rand og med nød og næppe undslipper, ikke mindst fordi en hvidhåret dreng, Hermelin, har en evne til at dukke op i hendes liv på kritiske tidspunkter og hjælpe hende.

Hun oplever kærligheden, men også ufattelige tab, seksuel udnyttelse, mordbrand og voldsomme drab på venner og kammerater.

 

Velegnet som indfaldsvinkel til debat

Hermelin gør dybt indtryk, og gennem Savannahs øjne ser vi et samfund, der er selvtilstrækkeligt, ubarmhjertigt og ekskluderende.

Problemstillingen er desværre blevet sørgeligt aktuel - og bogen er meget velegnet som indfaldsvinkel til en debat, for hvor langt vil vi selv gå, og hvordan sikrer vi børns rettigheder?

I Belgien levede 3.000 børn på gaden i 2013. Denne bog er skrevet i raseri, i skam, i vantro, skriver forfatteren.

Omslagsillustrationen viser Hermelins hvide hår, og den røde tekst med blodstænket understreger volden og døden.

Hermelin kan varmt anbefales.

Linda Van Mieghem: Hermelin. Oversat fra belgisk af Birthe Lundsgaard. Turbine, 275 sider, 279,95 kr.


Læs mange flere anmeldelser i Børn & Bøger.