Ugens artikel - uge 4, 2016: Clio Online relancerer Historiefaget.dk

Ugens artikel - uge 4, 2016: Clio Online relancerer Historiefaget.dk

Danmarks største digitale læremiddel til historie relanceret

Børn & Bøgers journalist og redaktør Gitte Frausing har talt med Clio Online, der fortæller om forbedringen af portalen.

Når tusindvis af landets lærere i dag klikker ind på Danmarks mest brugte læringsportal, Historiefaget.dk, vil de finde et helt nyt interaktivt univers. Ifølge Clio Online er forandringen skabt på baggrund af brugernes egne ønsker.

Hos forlaget, der er landets største digitale undervisningsforlag, har man over de seneste seks måneder relanceret alle de læringsportaler, som 90 % af landets grundskoler i dag gør brug af, på en ny interaktiv platform. Nu er turen også kommet til den mest populære portal Historiefaget.

 

Fremtidens historieundervisning

For Clio Online har målet med relanceringen været klar: At skabe fremtidens læringsportal til historie ud fra brugernes ønsker.

- Vi har arbejdet på relanceringen af Historiefaget i over et år, og i den proces har vi aktivt brugt brugernes ønsker og feedback, fortæller Marie Danø, der er pædagogisk redaktionschef hos Clio Online.

Marie Danø fortsætter:

- Brugerne har blandt andet ønsket endnu mere interaktivitet og multimodalitet med flere videoer, lydklip og medielinks. De har også ønsket, at portalen er optimeret til alle digitale enheder, ligesom de har ønsket, at den er opbygget efter de forenklede Fælles Mål og aktivt inkluderer læringsmål. Så det har vi simpelthen udviklet.

 

Målrettet mod de enkelte trin

Hos portalens mange brugere har det længe været et stort ønske at kunne bruge materialet mere målrettet til hvert enkelt klassetrin. Som noget nyt vil Historiefaget derfor være splittet op i to portaler, der henholdsvis er målrettet mellemtrin og udskoling.

- Med den nye opdeling vil indholdet være mere målrettet mod elevernes forskellige trin og læseniveau samt de gældende regler, der findes for et givent klassetrin, forklarer Marie Danø.

 

Som noget nyt er Historiefaget.dk opdelt i to portaler, der er målrettet til henholdsvis mellemtrin og udskoling.

Historiefaget vil i en periode være tilgængelig på både den gamle og den nye platform via Historiefaget.dk.

 

Skal inspirere lærere og motivere eleverne

Brugerne af Historiefaget vil ifølge Clio Online kunne se frem til en masse nyt indhold, der er bygget op omkring de gældende retningslinjer for historieundervisning i grundskolen.

Der ud over vil læringsportalens tekster indeholde interaktive læseguides, der støtter eleven i dennes faglige læsning og forståelse for fagteksterne i historie.

- Vi har forsøgt at skabe en ny læringsportal, der samler alt det bedste fra Historiefaget, og som der ud over har en masse nye funktioner og et indhold, der vil inspirere og hjælpe læreren samt gøre elevernes læring mere interaktiv og motiverende, slutter Marie Danø.


Årets Pædagogiske Læringscenter 2016

Clio Online har igen i 2016 meldt sig på banen som sponsor af en af andenpræmierne i forbindelse med kåringen af Årets Pædagogiske Læringscenter.

Præcis hvad, den heldige vinder af denne præmie kan se frem til, vil blive afsløret senere på foråret, men der er ingen tvivl om, at skolens lærere og elever har noget at glæde sig til.

Præmien vil blive præsenteret nærmere i en artikel i Børn & Bøger og naturligvis på Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentres hjemmeside.

I løbet af foråret vil der i Børn & Bøger også blive bragt artikler om den anden andenpræmie, om førstepræmien og om prisens hovedsponsor Systematic Library and Learning.