Børn & Bøgers journalist Kent Poulsen har talt med Sally Altschuler, som er blandt de forfattere, der eksperimenterer med digital børnelitteratur.
I Børn & Bøger nummer 4 -2015 var der en længere reportage om de netop da afsluttede toårige udviklingsforsøg om fremtidens digitale litteratur - finansieret af Statens Kunstfond.
Det var kort fortalt 11 projekter af stor diversitet med henblik på at udvikle ”nye litterære udtryk”, og hvor holdene bag de 11 projekter alle var sammensat af professionelle grafikere, illustratorer, spildesignere og forfattere.
Det vil her gå for vidt at redegøre for de forskellige resultater – se evt. Børn & Bøger nr. 4 – men en af hovedkonklusionerne fra ganske mange grupper var, som det blev udtalt og gentagende gange understreget:
Forfatteren har stadig fortælleretten - ikke spillet - og at det digitale kan tilføre værdi til den klassiske fortælling.
I lyset af dette traf Børn & Bøgers udsendte derfor en aftale med forfatter Sally Altschuler, som er kendt for et langt og stort forfatterskab – og som havde været med i et af de 11 projekter. Det blev til en samtale hos forfatteren i Fredensborg i begyndelsen af september måned.
Her fire måneder efter projekterne og set i refleksionens lys bliver det hurtigt gennem samtalen tydeligt, at Sally Altschuler er gået videre med en lang række andre spændende projekter – men det kommer vi tilbage til.
Først lidt om den digitale litteratur, hvor projektet Hotel Kalejdoskop, som Sally Altschuler var idé-mager til og igangsætter af, og som var et af de ovennævnte udviklingsprojekter.
Indledningsvis fortæller han, at Kulturstyrelsen havde lavet et vigtigt startprojekt, da alle grupper blev præsenteret for programmet Twine, som havde store digitale potentialer i sig – til blandt andet at magte opgaver som udviklede sig i en slags loop med et hovedspor og utallige sideforgreninger.
Hotel Kalejdoskop viste sig at blive ”en form for digital udtryksform, som ikke kunne eller kan trykkes”, men alligevel bevarede det det litterære, fordi den simpelt hen er en tekst.
En slags elegant videreudvikling af det gamle ”Sværd og Troldom-princip” med et læservalg og med efterfølgende konsekvenser.
På spørgsmålet, om han kan se en digital merværdi, svarer Sally Altschuler, at den skal man lede efter i selve opgaven og inspirationen, se hvad det er ”det” kan, og som historiefortæller.
- Men, tilføjer han - og det er en pointe:
- Der er en indbygget modsætning mellem det interaktive og bogen, hvor fortælleren, hovedpersonen, læseoplevelsen er det univers, man personligt opsluges af.
- Det kommer under pres i det interaktive, billedliggjorte univers og kunne snare beskrives som den digitale ”mindreværdi”.
Risikoen er, at man trækkes væk fra det, Sally Altschuler kalder fortabelses-læsningen, og derfor vil den klassiske, fortalte lineære fortælling aldrig forsvinde - af netop den grund.
Udviklingen på området vil komme til at leve side om side, og Sally Altschuler - som allerede for 15 år siden var med i de første digitale tiltag med serien Zone-5, hvor cd-rom var revolutionerende, og blev en fin succes her og i udlandet - tilføjer, at han ser frem til de spændende, nye påbegyndte fremtidsmuligheder.
Han roser Kulturstyrelsen for initiativet og glæder sig til de nye udspil, som er programsat fra styrelsens side ved Lars Sidenius og Thomas Virgil.
Sally Altschuler sidder dog ikke og venter på næste fase, han er som ovennævnt i gang med flere spændende opgaver, blandt andet sammen med sine to voksne børn, som også arbejder professionelt indenfor det kreative og digitale.
De er sammen på vej med en app, The Girl and the Giant, hvor de arbejder med de mange digitale muligheder i en ramme, hvor oplæsningen og relationen mellem voksen og barn er en fordring.
Sally Altschuler og hans to voksne børn er på vej en en app, der kombinerer oplæsning med digitale muligheder.
Han har også en fantastisk billedbog Hr. Babelstårnet med tegninger af den fremragende svenske illustrator Sven Nordquist på vej, med udgivelse til april 2016.
Undertegnede har set førsteudgaven - det ser meget spændende og flot ud – og er i øvrigt en klar røst til den nye verdensorden.
Afslutningsvis skal det lige nævnes – for det ville kræve en hel selvstændig og særlig artikel – at Sally Altschuler har et stort og mangeårigt engagement i Nepal og Vietnam, hvor han blandt andet i samarbejde med CKU – Center for Kulturel Udvikling – har sat litteraturen på en imponerende dagsorden.
Det er blandt andet sket med et billedbogsprojekt, som skal håndtere de traumatiske hændelser i forbindelse med den store jordskælvskatastrofe, da man i disse kulturer ikke taler med børnene om det frygtelige hændte.
Han er på vej derud igen. Det er stort.
Sally Altschuler er stærkt engageret i bogprojekter i Nepal og Vietnam. Her er han fotograferet i Østnepal.
PS
Sally Altschuler visker så også lige på vej ud af døren, at han har en voksenroman på vej om: Opera, mad, religiøs fanatisme og drifter. Den venter vi så lige på!
Læs flere interviews, reportager og boganmeldelser i Børn & Bøger.