Ugens artikel - uge 44: En god dag på Bryggen med CFU

Ugens artikel - uge 44: En god dag på Bryggen med CFU

Læringsvejledernes dag 2015.

I lyset af den nye Bekendtgørelse har CFU-København naturligt nok ændret den årligt tilbagevendende konference med titlen Skolebibliotekarens dag til Læringsvejlederens dag. Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen var med.

Gennem årene har det været en del af konceptet at afvikle konferencen på et nyt spændende sted i hovedstadsregionen. I år var valget faldet på Nordatlantens Brygge, som er et kulturhus i historiske rammer på Christianshavn med kunst og kultur fra Færøerne, Grønland, Island og det øvrige Norden.

I dagens program var der relevant indlagt en spændende rundvisning i huset og orientering om skoletjenesten. Over hundrede deltagere havde sagt ja tak til invitationen og sat dagen af til mødet med CFU, kunne Mette Schousboe meddele.

 

Mediepatrulje og -undervisning

Dagens program startede med Mediepatruljen ved Kasper Koed.

Det blev en interessant gennemgang med historikken fra starten i 2009 til i dag, hvor der kontinuerligt har været udviklet og uddannet mediepatruljer. Han talte om elevernes medievirkelighed og –kompetencer, som bør inddrages i skolens formelle læringsrum, og han gav helt konkrete forslag til, hvordan man udnytter elevernes aktive videndelingsformer til at implementere teknologier og medier i den daglige læringspraksis.

Fire hjørnestene i mediepatruljernes virke er Formidling, Videndeling, Ressource og Inspiration. Et nyt, stort anlagt nationalt projekt er under udarbejdelse netop nu!

De mange fremmødte deltagere fulgte interesseret med i dagens program, der blev afviklet i Nordatlantens Brygge på Christianshavn.

Dernæst fulgte punktet Nordiske kortfilm og tv-udsendelser ved Susanne Gjessing og Mette Schousboe.

Her blev der på ganske kort tid lavet en fin præsentation og vejledning i brugen af den ”nordiske skat” på området, som CFU rummer. Pædagogiske vejledninger blev vist i forbindelse med nabosprogsundervisningen og medieundervisning i norske og svenske kortfilm samt tv-udsendelser. En medieundervisning, hvor også de mange streamingmuligheder blev gennemgået.

 

Tour-de-force i teknologi

Maker Spaces ved Lasse Remmer tog over inden føromtalte rundvisning og frokost.

Digital fabrikation udspringer af viden om, at børns læring styrkes betydeligt, når de får mulighed for at kombinere formgivning og problemløsning, sagde programmet. Lasse Remmer gav os en tour-de-force igennem en række muligheder og eksempler.

I flæng blev nævnt, robotter, coding, 3D-printere, Littlebits, men spørgsmål blev også sendt ud i rummet, blandt andet vigtigheden af at forholde sig til, hvad der giver mening, og hvad der ikke giver mening. Er der grundlæggende basis-færdigheder?, spurgte han og slog samtidig fast, at ”vi ikke alle skal være nørder”!

Han omtalte afslutningsvis de mobile læringsrum – future classroom lab – eller som han sagde: Teknologiunderstøttede læringsforløbzoner – remixkulturen, hvor vi ikke alle skal opfinde den dybe tallerken.

 

Valg af digitale læremidler

Efter frokost fulgte Indkøb af digitale læremidler ved Karin Dyrendom og Andreas Binggeli.

Koordineringen af indkøb af digitale læremidler er mere central end nogensinde før. CFU har i udviklingen af vurderingsværktøjet Vurdigi tilføjet nye funktioner, der kvalificerer valget af digitale læremidler, hed det i programmet, og helt relevant åbnede Karin Dyrendom med at problematiserer den kendsgerning at tilskuddene ophører, og hvad så?

På glimrende vis fortsatte hun med, hvad baggrunden for indkøb begrundedes i: Et økonomisk, digitalt eller pædagogisk sigte. Hun belyste herefter de forskellige modeller for beslutningsprocesser - og jo gerne med PCL som dynamo.

Hun stillede også spørgsmålet, om vi kan holde ud at være digitale hele tiden, og hvad nu hvis vi ikke har andet? Noget tyder på en bevægelse i indkøb fra fælleskommunale til indkøb på den enkelte skole, hvilket øgede ejerskab og brug af investeringerne på området.

Vurdigi blev fornemt gennemgået. Herefter fortsatte Andreas Binggeli med en omtale af et nyt projekt om søgning, som tog udgangspunkt i de fire elevpositioner og med en intension om at skabe bedre informationskompetente elever. Processen er p.t. i gang under arbejdstitlen Søg Smart. Interesserede kan henvende sig til Andreas Binggeli på anbi@ucc.dk.

 

Fin afrunding

Det hele sluttede af med, at Mette Hegnhøj fortalte om sine fire års arbejde med projektet Ella - en bemærkelsesværdig bog med titlen ELLA ER MIT NAVN VIL DU KØBE DET? Bogen udkom i 2014 som løse ark i en æske med ”poetsne”.

Mette Hegnhøj fortalte meget spændende om hele processen, og hun er i øvrigt netop nu nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris.

Det blev samlet set en fin dag med interessante opdateringer og præsentationer fra de gode folk fra CFU, og indenfor de ovennævnte områder blev deltagerne klædt ganske godt på til vejlederrollen.

Megen viden og brugbar information fik man med hjem til videreformidling og vejledning fra eget pædagogiske læringscenter.


Læs flere reportager fra andre arrangementer og meget andet i Børn & Bøger.