Alle der holder af billedbøger vil være bekendt med de to forfattere og illustratorer, der optræder i denne samleanmeldelse. Således indleder Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen denne uges artikel, hvor han ser nærmere på tre skønne, nye bøger.
Lad os begynde med at præsentere vores norske ven, Stian Hole først. I de seneste ti år har han beriget os, der holder af billedbogen, med dejlige fortællinger om Garmann, nemlig Garmanns gade (2010), Garmanns hemmelighed (2010) og Garmanns sommer (2011).
Samlet set en lille sammenhængende udviklingsfortælling om overgangperioden fra førskolebarn til skolebarn og hen over betydningen af at kunne føle ansvar og oplevelsen af den første forelskelse.
I 2013 udkom så den fine bog, Annas Himmel, som er fortællingen om Annas mors død. Fortællingen spænder over den korte tid fra morgen, og indtil far og Anna skal i kirke til moderens begravelse.
Det er fortællingen om den lille Anna, der i sorgens stund er den lille stærke pige, som må trøste og hjælpe sin far. En dybt rørende fortælling.
Alle Stian Holes bøger er illustreret med digitale collager, og farver og symboler er der mange af, men det vil vi ikke fortabe os i her.
Her i 2015, hvor det er ti år siden, Stian Hole debuterede i Norge, udsender forlaget Høst & Søn Holes første bog, Den gamle mand og hvalen, der således ser dagens lys for første gang i Danmark.
Fortællingens titel kan give mindelser til Hemingways Den gamle mand og havet, og det er næppe nogen tilfældighed.
Fortællingen er om gamle Cornelius, som lever højt oppe mod nord, der hvor fjeldene møder havet. Han bor alene i sit lille hus sammen med katten Trass, og her holder han opsyn med stranden og samler vraggods ind, som måtte være skyllet ind i løbet af natten.
Når Cornelius er alene, skyldes det, at hans bror, Halvor (som har bølger i håret!) i sin tid stak af med Cornelius’ kæreste. De slog sig ned lige over for Cornelius på den anden side af fjorden, men de to har ikke talt med hinanden siden, den formastelige handling fandt sted.
Cornelius tænker ofte på, hvordan det ville være, hvis han igen kunne mødes med sin bror, og de kunne sidde sammen og få et slag skak. Men det synes umuligt.
Så sker det forfærdelige, at en hval forvilder sig ind i fjorden og strander lige ud for, hvor Cornelius bor. Den er i overhængende fare for at dø. Uanset, hvad Cornelius forsøger, kan han ikke rokke hvalen ud af stedet på egen hånd, og de forbipasserende hurtigfærger med turisterne er ikke til nogen hjælp. Så Cornelius behøver hjælp og bider omsider hovedet af al skam og beder sin bror, Halvor om hjælp.
Efter seks dages anstrengelser lykkes det omsider at få det store dyr fri. Og den fælles anstrengelse fører tilmed til en forsoning de to brødre imellem.
Nogle gange mærker Cornelius bølgerne rulle mod stranden selv om det ikke blæser, og selvom hurtigfærgen ikke sejler forbi. Så ved han at hvalen er tæt på. Og nogle gange, når det er blikstille og Cornelius står på en sten i vigen, hører han sang nede fra dybet. Så lukker han øjnene og tænker på hvalen som synger, mens den bærer hele havet på sin ryg.
At bære havet på sin ryg er den letteste sag for en hval – men at have landjorden under sin bug kan være skæbnesvangert.
Det er en fin og rørende tekst, der får ekstra luft og skønhed fra billedsiden. En dejlig bog.
Stian Hole: Den gamle mand og hvalen. Illustreret af Stian Hole. Oversat fra norsk af Naja Marie Aidt. Høst & Søn, 46 sider, 199,95 kr.
Lad os vende os mod de hjemlige breddegrader. Og lad os sige Kim Fupz Aakeson – og så er det, man fristes til at spørge: Jamen Kim Fupz er han ikke billedbogen i Danmark? Især når han arbejder sammen med Rasmus Bregnhøj, hvilket han (heldigvis) gør rigtig tit!
Det ville naturligvis være blodigt uretfærdigt at sige sådan. Den danske billebog er så god og frodig som nogensinde. Tænk bare på en Marianne Iben Hansen (og fx illustratorerne Tea Bendix og Cato Thau Jensen) - og tænk på en Lilja Scherfig (og hendes tro illustrator Otto Dickmeiss) bare for at nævne to, som alene i dette herrens år 2015 har udgivet skelsættende og smukke bøger.
Når man alligevel fristes til at spørge, som gjort ovenfor, så skyldes det jo, at Kim Fupz Aakeson uafbrudt er alle vide vegne i udgivelsesfeltet.
Og her vil vi nu præsentere to billedbøger fra i år, nemlig HEKS! Og Pigen der havde en klovn på slæb.
Kim Fupz Aakeson: Heks! Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 35 sider, 129,95 kr.
Er en fortælling, der har skilsmissen som omdrejningspunkt. Drengen (førstepersonsfortælleren) bor på skifte hos far og mor, som bor ganske tæt ved hinanden, hvilket passer drengen fint.
Men en dag kommer den store rystelse ind i hans liv, da far kommer hjem og fortæller, at han har mødt en dame – en ny dame, en dame, der skal indtage moderens plads.
Han fortæller både veninden Rosa og moderen om det, men der er ikke meget hjælp at hente. Helt slemt bliver det, da den nye dame kommer på besøg, og hun viser sig at være en heks med en guldkæde med et hjerte om halsen! Og navnet understreger til fulde mistanken: Marion van der Wandale (i virkeligheden hedder hun faktisk Marianne Vind.
Guldkæden – den er farlig, hvis man kigger for længe på den, bliver man sikkert både forhekset og fortabt. Og hvad mon det er, man får, når sådan et afskum skal lave mad? Hvad mon der er i spaghettien eller kødsovsen? Mug, mørke, orme, blod og noget slim - det er lige til at lukke ud i toilettet.
Drengen taler med Rosa om monstret. Hun må afhekses, mener Rosa. Det sker ved at sige hendes navn rigtig højt – eller mange gange. Det bliver prøvet, men er virkningsløst, og uanset, hvad han prøver, og hvilke råd Rosa finder frem fra eventyrens skatkiste, sker der ingenting.
Og så er der det forstyrrende element i det, at heksen faktisk er rigtig flink over for drengen.
Først da han griber til det ultimative – at stjæle hendes guldkæde fra hende, sker der noget. Hun bliver så ulykkelig, som kun et menneske kan blive, så drengen fortryder og finder hjertet frem til hende.
Hendes glæde og lettelse er så stor, at hun tager drengen op og kysser ham på panden. Heks – nej, det er hun ikke. Hun er en almindelig dame, der lyder navne Marianne.
Men da drengen er nede på parkeringspladsen sammen med Rosa, ser han noget, han helst ikke ville have set. For her står mor og en fremmed, der på fortrolig vis lægger en arm om hende. En trold!
Og så kan man begynde forfra – Rosas bror har selv en bog om trolde, og de er hårde at knække, mener hun!
Temaet er jo stærkt og relevant. Stort set hvert andet ægteskab opløses, så mange, mange børn kommer i en situation, hvor de skal forholde sig til, at deres forældre møder en anden end den, de kendte i forvejen, far eller mor.
Og hvordan rumme dem? Her forløses problematikken med stor humor og i en forsonlig tone, så alle kan være med og glæde sig endda.
Kim Fupz Aakeson: Pigen der havde en klovn på slæb. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 28 sider, 229,95 kr.
Når døden rammer, fyldes man med sorg, ens sprog bliver så underligt fattigt, hvad skal man sige – og især, hvis man er et barn og dårlig nok begriber, hvad der er på færde?
Pigen står i den gode gamle have. Huset er der, carporten og lys i vinduerne. Men der er noget galt alligevel.
Pigen kigger ind ad vinduerne og siger: ”Hvad er det for en dame der bor derinde nu? Hun ser da helt forkert ud? Hvor er de henne?
Sådan åbner denne lille fortælling. Pigen og klovnen, (som er hendes lillebror) står i vante omgivelser, der ved et trylleslag er forandrede og blevet forkerte.
De to små tager nu ud i verden for at orientere sig – og de må så frygteligt meget igennem, før de når hjem og frem – på samme tid.
De må besøge det mørke slot med det høje spir med kongen og dronningen og dragen, de må ned i hullet, hvor trolden holder til, de må ud til de yderste kyster og flyve med albatrossen langt ind over land.
De må i junglen – og de må til Solrød, hvortil vejen går over de høje bjerge. Og så omsider når de da frem og hjem.
Damen spørger dem: Hvor har I været? Og de svarer: Gået i ring. Og de siger: Vi har ledt efter jer, dig og far.
Og det er her, det blev forkert, for far er der ikke mere. Han ligger ude på kirkegården. Pigen spørger sin mor: Hvordan bliver det rigtigt igen? Og mor svarer: Det finder en vej (...) Alting finder altid en vej.
Ligesom os, siger den lille klovn, som er en klog en af slagsen, for da pigen siger: Vi fandt ikke meget, så svarer han: Kun det vigtigste.
Det kalder på en is.
Kim Fupz Aakeson har et fabelagtigt greb om disse korte pointerede fortællinger, som hver gang rører og berører, og han er det bedste bevis på, at alvor og humor kan følges ad. Eller som det hedder hos Thomas Laub (1670):
Sorrig og glæde de vandre til hobe,/lykke, ulykke de gange på rad,/medgang og modgang hinanden tilråbe/solskin og skyer de følges og ad.
Det er solid og magisk fortællekunst – men det er langt fra alt, for der er jo i begge tilfælde tale om billedbøger.
Men resten af fortællingernes magi sørger – i begge tilfælde - Rasmus Bregnhøi for. Hvor de to da klæder hinanden. Og selv om man aldrig er i tvivl om Rasmus Bregnhøis signatur i hans illustrationer - han er så nemt genkendelig - er det alligevel forbløffende så forskellige illustrationerne er i de to bøger.
Heksebogen er lys, og man fornemmer aldrig for alvor, at der er seriøs fare på færde. Ganske anderledes forholder det sig i klovne-bogen, hvis tema da også er betydelig mere dystert, men aldrig uden de små ting, der kalder på det lille velgørende smil.
Læs flere anmeldelser i Børn & Bøger.
