I denne uge har Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen set nærmere på Kåre Bluitgens nye roman I kamp for kalifatet, som er en tæt og væsentlig fortælling, der bæres igennem af stor autenticitet.
Hold kæft, hvor er den her krig mærkelig. Krig er måske bare mærkeligt. Det er ikke som på videoerne. Måske ikke engang på de videoer, jeg selv har uploadet. Hvordan mon lillebror tror, den er? Jeg kan ikke engang selv forklare det. Det tror jeg sgu heller ikke, mange af dem, der har styr på ordene kan. Den giver mig alt, krigen. Men den tager også alt.
Jeg kæmper for Guds sag, og jeg vil dø for den, men jeg vil slå en vantro ihjel først. Mange vantro, jo mere jeg tænker over det. Jeg vil sende dem til Helvede. De skal nævne mit navn, når de træder ind i Helvede, når de bliver spurgt, hvem den retfærdige var, der overvandt dem og sendte dem i flammerne.
Forfatteren Kåre Bluitgen har i årevis og i flere bøger beskæftiget sig med såvel islam som med krig. Mange vil huske den barske ungdomsroman Latteren i hjertet (2009) og børnebogen Krigeren (2011).
Derudover har han længe beskæftiget sig med problematikken med muslimer i Danmark og skrevet bøger om den problemstilling, fx Til gavn for de sorte (2002), ligesom han har skrevet bøger om både profeten Muhammed og om Koranen.
Nu foreligger ungdomsroman I kamp for kalifatet, som handler om den muslimske dreng, der lever i Danmark med sin familie.
Drengen, som i første del ikke har noget navn (et enkelt sted kaldes han dog Yani (side 93)), er utilpasset og bærer på en vrede, som han ikke ved, hvor kommer fra.
Alt er noget juks, og han har det ad Pommern til. Familien er pænt integreret, i hvert fald faderen, som næsten lever mere dansk end danskerne, og søsteren, som drengen er nær ved at mene prostituerer sig, fordi hun hele tiden hænger ud med sine danske kammerater fra gymnasiet og går klædt på en måde, der ikke sømmer sig for en muslimsk pige.
Sammen med Tariq, Nico og de andre kammerater lever de et skørlevned, hvor de ikke mindst udnytter danske piger, som de faktisk - ved deres måde at behandle dem på - gør til en slags ludere, selv om det hedder sig, at de er kærester med nogle af dem.
Tilmed ligger de i bandekrig med danske ungdomsbander og med politiet. Og stoffer i rigelige mængder flyder også rundt.
En dag stifter han bekendtskab med gammel dansk litteratur, nemlig det lange eddadigt Hávamál: Fæ dør … frænder … dø, selv dør man på samme vis. Men ens ry dør aldrig, når det er godt.
Et eller andet vigtigt, som han ikke forstår, er her på spil, men dette forstår han: Man skal bare aldrig vende ryggen til folk, der altid ler. Ligesom man ikke skal vende ryggen til dem, der har en kniv eller gun inde på maven. Eller lidt for smarte ord i munden. Det sidste kommer på forunderlig vis til at spille en rolle for drengen.
En dag kommer han med sin far til fredagsbøn i Moskéen, hvilket er temmelig usædvanligt, og her møder han efter servicen den voksne mand Abdulrahman, der siger til ham:
Nu må du ikke misforstå det. Men du minder mig om én, der engang var forvirret. Det hele kørte rundt i hans hoved. Han kunne ikke finde den rette vej. Vejen til Paradis.
Det går op for drengen, at han er vildledt.
Abdulrahman er netop den mand, som har de smarte ord i munden, og han har mange af dem, som alle er korancitater, og langsomt indfanges drengen og lærer, hvor han selv kan finde de ord, som kan give hans liv mål og retning.
Fx disse: Dommedags Hersker. Dig tilbeder vi, og Dig anråber vi om hjælp. Led os på Den Rette Vej...
Og med ét er det for sent at vende om, han må blive en martyr, et sandhedsvidne, og han må drage til Syrien og kæmpe den hellige krig for Kalifatet, og her er målet – måske ud over at vinde krigen – at dø, som der stod i Hávamál: Men ens ry dør aldrig, når det er godt...
Og så er der jo lige det med de 72 jomfruer!
I Syrien får han så et navn: Abu Jihad al Dinmarki. Vel noget i retning af den hellige kriger fra Danmark. Og her viser Abu så både mod og mandshjerte, og langsomt arbejdes der hen imod, at han skal bestå sin svendeprøve ved at blive selvmordsbomber.
I sidste øjeblik tager Abdulrahman ham dog fra jobbet, og han sendes tilbage til Danmark igen i et helt andet ærinde, som ikke skal røbes her.
Men den lettelse, som Abu har følt ved at være udvalgt til hellig krig i den golde ørken, til at være retledt, at have fået vist vejen til den nøgne sandhed, den afløses af noget ganske andet, da han pludselig er på vej tilbage til Danmark.
Det hedder med bogens udgangsord:
Det er helt vildt så mange blomster, der kan være på så lidt plads. Alverdens farver. Det er sjovt, slår det mig pludselig, jeg har altid været god til at være glad for blomster, hvis man kan sige det sådan.
Det er en tæt og væsentlig bog, Kåre Bluitgen har skrevet. Man mærker tydeligt, at han ved, hvad han taler om, og fortællingen er hele vejen igennem båret af stor autenticitet.
En nødvendig bog!
Kåre Bluitgen: I kamp for kalifatet. Gyldendal, 256 sider, 199,95 kr.
Læs også en artikel om radikaliseringsbølgen i Børn & Bøger nr. 7/2015, hvor der også er mange andre spændende artikler og anmeldelser.
