Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen ser i denne uge nærmere på Josefine Ottesens julehistorie for de 5-11-årige, der i børnehøjde ser på det svære emne at være på flugt.
Det er ikke hver dag, man læser en god og opbyggelig bog, hvori det allersidste ord er venner. Men det gør man i Josefine Ottesens fine nye bog, som er blevet til i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, Havenisserne flytter ind.
Havenisserne Bedste, Persille, Knort og Kærne bor i haven i en hule i Brede Æbletræ. Her lever de som en slags familie. En slags, fordi far og mor mangler – ligesom bedstefar også er væk. Men de lever sammen og har det så trygt og godt, som man som familie på nogen måde kan, med de farer, der nu engang er forbundet med at leve, som de gør.
Især er der Skadeparret, der ikke tænker for lavt om sig selv, men kalder sig for konge og dronning, og der er søskendekattene Svingvom og Knækhår, som godt nok hører til inde i Det Store Røde Hus, men som altid er på jagt efter en godbid - og en havenisse hører bestemt til den kategori.
Året ganger på hæld, men nisserne har allerede lagt forråd til side til vinteren ligesom de øvrige af havens beboere med undtagelse af pindsvinet, der først æder sig tyk og fed og dernæst går i hi og lever på den indtagne føde til det kommende forår.
Men musene og egernene har sørget for at kunne klare sig, så alt synes godt og rart, og tilmed er det snart den store højtid - og som nisseernes festmåltid til den er gode saftige brombær lagt til side. Der er meget godt i vente.
Men så sker det. En nat raser stormen, og værst af alt er, at det vilde vejr flækker Brede Æbletræ, hvorved havenisserne ved et trylleslag er gjort hjemløse, samtidig med at deres indsamlede vinterforråd er blæst bort.
Hvad gør nisserne nu? En rundspørge til de øvrige dyr er ingen hverken hjælp eller trøst, både hvad angår husly og mad.
Havenisserne er hjemløse, stedt i nød og udsat for helt elementær fare. De kan umuligt blive i haven, men må flygte fra naturkatastrofen. Men hvad kan målet være?
Det Store Røde Hus synes at være eneste mulighed – med alt hvad det indebærer af trusler og farer, både kendte og ukendte. Tidligere har andre nisser forsøgt at trænge ind i huset, men de er aldrig kommet ud igen, fx Nisse, som Bedste i sin tid havde et godt øje til - og far og mor. Så det går vel ikke an?
Nøden tvinger nisserne til det handlingens mod, som frygten kalder på – en frygt, der siden skal blive mødt af en helt anden frygt, som er både en elementær og enorm trussel for deres overlevelse.
Nisserne søger ind i huset ad to omgange. Først tager Knort af sted. I første omgang for at finde garagen, fordi han har hørt, at der derindefra er et hul videre ind i huset. Det lykkes ham at trænge ind, men da han her overvældes af et overflødighedshorn af gode dufte og mængder af mad, bliver han uforsigtig og giver sig til at æde løs.
Det er imidlertid Mus Haleløs’ bolig, så det er meget lidt populært, men Haleløs lover dog at hjælpe ham videre ind, hvis han ellers lover at holde sig borte fra garagen i fremtiden.
Herfra bliver færden endnu farligere, for nu forlader han det vildsomme og trænger ind i Svingvom og Knækhårs domæne. Kattene samarbejder om alt. Man kan ikke lade være med at sende en hilsen til de to ondskabsfulde siamesertvillinger fra Lady og Vagabonden, Si og Am, som med stort held gør Helvede hedt for den stakkels cockerspaniel Lady.
Resten af nisseflokken følger efter ind i huset – nu fordi de er overbevist om, at Knort er kommet noget til og vil komme ham til undsætning.
Alle har de held til at komme ind i huset – og dermed fra asken i ilden.
En ting er de møgirriterende katte, noget andet er familien, som bor i det blå hus – og dertil husnissen Nis. Familien i Det Blå Hus er en dukkefamilie, der - når Storemenneskene ikke ser på - kommer til live og lever deres eget liv.
Igen sender man en venlig intertekstuel hilsen, denne gang til H.C. Andersen, der et sted skriver: Når børnene sov, vågnede legetøjet op og legede mennesker, men det var der ikke noget ondt i, for det var kun noget, de legede.
Og sådan er det. Dukkerne i dukkehuset har deres eget upåagtede liv, og det er et liv fyldt med frygt for det ukendte - og for at trygheden skal krakelere...
Her i det røde hus har man en modus vivendi, som går ud på, at dem, som husnissen har fredet, må kattene ikke gøre fortræd. Så det betyder, at dukkefamilien kan leve i fred. Det samme kan husnissen, for husnissen var der før nogen andre i huset, hedder det sig.
Sagen er imidlertid, at da dukkefamilien pludselig kommer under vejr med de ubudne gæster, så er Fanden løs i Laksegade. Det er især Bente, dukkehusfruen, som ikke kan overskue situationen og fx siger til den husvilde familie: (…) jeg har tænkt mig at vogte over mine børn, indtil katten har ædt jer alle sammen. Først da kan der igen falde fred over det her hus.
Hertil svarer Bedste: Vi er ikke kommet herind, fordi vi vil gøre jer ondt. Vi har bare ikke andre steder at være. Vores hjem er ødelagt. Der er ikke noget mad. Det er sandt, at børnene ikke har forældre, for kattene tog deres far og mor sidste sommer. De har kun mig, og jeg gør det så godt, jeg kan, men vi har brug for hjælp. Stormen tog alt, hvad vi havde.
Det er tankevækkende, at det netop er dukkebørnene, Poul og Jette, der går i brechen for nisserne, at det er dem, der viser storsind, medmenneskelighed og hjælpsomhed. Og det bliver ikke mindst dem, der medvirker til, at forældrene omsider får åbnet øjne og sind for, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, som Gnags engang sang om...
Omsider træder dukkefar i karakter og fortæller nisserne, at de selvfølgelig må hjælpes – i hvert fald vinteren over. Dermed genoprettes freden – og julen kan indfinde sig på harmonisk vis. Man kan danse om træet og synge den fine højtidssang.
Samtidig ser Bedste nu, at husnissen er en gammel kending, nemlig hendes ungdoms store sværmeri, Nis, og her på falderebet får vi endog hendes navn at vide, nemlig Kamille!
Og hvad med menneskene? De store, som de hedder i fortællingen. De er slet ikke præget af dukkelivets platfodede smålighed, men er dem, der rummer empatien, storsindet, næstekærligheden og barmhjertigheden.
De ikke bare er, men symboliserer så at sige det større, medens de egoistiske og snæversynede et at finde blandt husets ”små” og blå beboere.
Det er en skøn fortælling, velskrevet, med et veltilrettelagt plot og præget af hjertevarme, forståelse og tolerance, som sådan en bog skal være. Vi kipper med flaget.
Endnu en vellykket og dejlig fortælling fra Josefine Ottesens kyndige hånd og forstand. Ikke en politisk bog præget af manifester af nogen art, men fin, rummelig og humanistisk, det er den altså!
Josefine Ottesen: Havenisserne flytter ind. Høst & Søn, 177 sider, 199,95 kr., hvoraf 40,- kr. ubeskåret går til Dansk Flygtningehjælp.
I forbindelse med udgivelsen har Josefine Ottesen udviklet tre lege, der kan bruges som udgangspunkt til at invitere nogle fremmede til en fælles legedag. Legene kan findes på http://flygtning.dk/havenisserne.
I næste uge bringes her på bloggen et interview med Josefine Ottesen, hvor hun blandt andet fortæller om tilblivelsen af bogen.
