Som opfølgning på anmeldelsen af Josefine Ottensen bog Hvenisserne flytter ind er Børn & Bøgers anmelder og journalist Eiler Jensen en grå novemberdag taget til Svendborg for at interviewe hende i anledning af den nye bog.
• Når man ser ned over din pænt omfattende bibliografi og prøver at fastslå, hvad det er for genrer, du gør det i, er det slående, at én genre - som måske endda er den mest udbredte i børnelitteraturen i dag - nemlig realismen, er helt fraværende i dit forfatterskab?
- Det skyldes nok, at jeg, når jeg skriver, dybest set ikke rigtig har noget valg. De historier, der dukker op hos mig, kommer i billeder. De kommer hverken i genrer eller på nogen anden måde.
- Jeg har dybest set ikke forstand på litteratur. I virkeligheden ynder jeg mest at sige, at jeg i grunden ikke engang er forfatter, men en historiefortæller. Jeg har ingen litterære ambitioner.
- For min skyld må man gerne kalde nogen af mine bøger for fx fantasy, jeg kalder dem eventyr, det begyndte jeg med for mange år siden, og det synes jeg stadig, jeg gør. Vi kan måske kalde det fantastiske fortællinger, men fantasy som sådan er ikke noget, jeg har et særligt forhold til.
- Når jeg ikke skriver realisme, skyldes det, tror jeg, at de temaer, der kommer op hos mig, er arkaiske i deres grundstruktur, og de fungerer klarest for mig i en stiliseret form, fordi de i udgangspunktet er metaforiske.
- I dag kan jeg sagtens se fordelene ved det, især når jeg, som jeg jo gør, skriver for unge. Jeg har det sådan, at hvis jeg skrev realistisk, så ville jeg være nødt til at forholde mig til børnenes og de unges medier for at ramme deres ungdomshverdag.
- Så ville jeg være nødt til at forholde mig til, hvilke devices, de bruger, og hvilken musik, de hører, og hvilket tøj, de går i, hvad de er optaget af, og hvilke trends der er fremme.
- Det, der for mig er problemet ved det, er, at hvis man læser den bog fem år fremme i tiden, så vil den være anakronistisk. Det er jo det, jeg kan se: At det ikke er det, der sker i mine bøger.
- Og jeg har jo den store glæde at se, at mine bøger – også de første – stadigvæk bliver både solgt og læst. Det er fx 30 år siden, Eventyret om Fjeren og Rosen udkom, og den læses stadigvæk.
- Det, der er fordelen ved at skrive om disse arkaiske verdener, er, at hvis fortællingen er god nok og sproget er rent nok, så bliver de langtidsholdbare.
- En væsentlig grund til, at jeg arbejder med eventyret som udgangspunkt, skyldes ikke mindst min mor og hendes centraleuropæiske baggrund. Min barndom har - ikke mindst på grund af hende - været fyldt med eventyr og andre former for stiliserede fortællinger.
- Jeg er jo desuden uddannet inden for teater, der tager udgangspunkt i eventyret, dukketeater med videre. Jeg uddannede mig på Dell’arte, School of Physical Theatre i Californien.
- Eventyret er ganske enkelt en del af mit DNA. Jeg er optaget af historier, som kan læses på flere niveauer... Og H.C. Andersen har gennem årene været en stor inspiration for mig.
• Det kan man sagtens mærke. Og Havenisserne flytter ind er ingen undtagelse?
- Bestemt ikke. Jeg har i øvrigt været mange år om at se det, men mærkede det pludselig, da jeg genskrev nogle af Andersens historier. Jeg så, at man kan tage virkeligheden og så morfe den ind i et stiliseret univers og fortælle noget vigtigt.
- Jeg er så optaget af eventyret Snedronningen. Hele indledningen med spejlet, som bliver båret op mod himlen, men falder til jorden og splintres, hvorved alle disse troldsplinter kommer ind i øjnene på folk, hvorefter alting bliver vendt på hovedet. Det smukke bliver grimt og omvendt.
- Jeg synes, det er en stor inspiration at iagttage, hvorledes Andersen bruger metaforerne til at skildre, hvordan tingene er i vores verden. Efter min mening er Snedronningen den første Fantasy-fortælling, der findes på dansk. Og Fantasy-genren er vel dybest set konstrueret med eventyret som udgangspunkt?
- Det, der er det fascinerende ved eventyrfortællingen, er, at man kan nærme sig den ud fra forskellige niveauer. Jeg læste fx Snedronningen, da jeg var 12.
- Dengang læste jeg den bare som den spændende historie, den også er, men efterhånden, som jeg bliver ældre, opdager jeg flere og flere lag i den, som jeg kan tage til mig.
- Og her kan jeg faktisk drage en parallel til mine egne bøger. Jeg får henvendelser fra folk, der er voksne nu, og som siger, at de startede med at læse Krigeren, da de var 12, men nu er de blevet voksne og har efterhånden læst den seks gange og kan blive ved med at finde mere i den.
• Det fascinerende ved dine fortællinger er, at de opleves spændende, når man læser dem i barn-/ungdommen – og at de bliver ved med at have gyldighed for de samme læsere op igennem livet?
- Ja, og det er jo det, som eventyret åbner mulighed for, og som jeg rigtig godt kan lide. Det blev et langt svar, men det er så derfor, jeg aldrig har skrevet realisme.
• Historisk stof har ligeledes spillet en stor rolle for dig. Du har flere gange talt om din mors baggrund og hendes flugthistorier. Men du har skrevet fortællinger, hvor Historien spiller en afgørende rolle. Krystalhjertet fx?
- Ja, Historien om Mira er jo skrevet for at finde ud af, hvordan vi bruger fortællingen til at opdage, hvem vi er under de omstændigheder, vi historisk er underkastet.
- Jeg har altid været optaget af historie og havde en ganske fantastisk historielærer i skolen. Når han gik frem og tilbage foran os, mens han fortalte, kunne han gestalte de forskellige historiske figurer for os, så de stod lyslevende.
- Fx Christian den IV på skibet Trefoldigheden med bind for øjet og det hele. Desuden er jeg vokset op omkring Frederikssund, hvor vikingerne jo holdt til. Men derfra og så til at komme til at skrive om det, der er jo langt, og det havde jeg egentlig ikke forestillet mig at jeg skulle.
- Set i bakspejlet giver det meget god mening. Fx er et værk som Krigeren jo gennemresearchet, for at jeg kunne fremstille jernalderuniverset, der var min ramme for historien, så det fremstod så autentisk som muligt.
- Det har stor betydning for mig, at det univers, jeg skriver om, gennemspejler temaet i min bog – fx i Krigeren, hvor jeg skriver om øerne i det flade hav.
- Der har jeg brugt Nordjylland i den fjerne fortid, Litorinatiden, for da bestod landskabet af disse mange øer med det flade vand imellem sig, fordi undergrunden endnu ikke havde rejst sig efter istiden. Og Odd (hovedkarakteren i Krigeren, red.) føler jo, at han er helt alene i verden.
- Han kan ikke række ud efter nogen. Men i virkeligheden er der ikke ret langt mellem de forskellige øer.
- Romanen Regnbuestenen foregår fx på en ø, der ligner Madeira, så jeg tog derned og researchede. Det med de runde regnbuer er et fænomen, som man kan se dernede.
- I forbindelse med Historien om Mira rejste jeg rundt i Centraleuropa. Så jo, researchen er meget vigtig for mig. Det gælder bestemt også for et værk som Helgi Daner.
• Men den har jo igen en anden karakter, for den er vel ikke historisk på sammen måde, bygget op som den er på ikke mindst myter og heltesagn?
- Ja, det er sandt nok, men jeg har lavet rigtig meget research på Karl den Store, for han er en central figur i de myter, hvor man kan læse om Holger Danske.
- Det spændende er, at man på forhånd har en forestilling om, hvordan det var dengang, men når man så kommer i dybden med sine undersøgelser, så finder man ud af ting, som man aldrig kunne have forestillet sig, og som fuldstændig ændrer ens forestillingsbillede.
• Vi kunne tale meget mere om research og den slags, men vi skal også tale om den nyligt udkomne Havenisserne flytter ind. Her er vi i en verden, der måske ikke er eventyr, men som alligevel minder om det - men i virkeligheden minder bogen måske mest af dine bøger om serien om Hullerikkerne?
- Det gør den også – og i øvrigt også om Roselil. Jeg har tilladt mig at skrive en bog, som i virkeligheden afspejler børns leg.
- Fortællingen starter med at vise de fire nisser (Bedste, Persille, Knort og Kærne) i deres lykkelige liv i Brede Æbletræ.
- Alt er, som det kan være. De har samlet forråd – også til den nært forestående jul, og der er naturligvis de farer, der selvfølgelig er, når man lever i haven, som de gør.
- Der er også en efterklang af, at de har mistet deres forældre, så man ved godt, at det, der foregår i haven i deres univers godt kan være farligt, men de ved, hvordan de skal gebærde sig, for de kender både farerne og området og har det under de omstændigheder fint.
- Men så vælter hele deres verden med stormen. Alt, hvad de troede, de havde, er med ét taget fra dem, og der er ikke rigtig nogen, der kan hjælpe dem, for der er ikke nogen, der har mere end det, de skal bruge til deres egen overlevelse.
- Derfor må nisserne i overlevelsesøjemed finde et andet sted at tage hen - og det bliver så det Store Røde Hus, som de kan se hver dag. Og selv om de ved, at det ikke repræsenterer nogen sikker havn for dem, så er det ikke desto mindre den eneste mulighed, de kan se for sig. Og derinde lurer jo så igen nye alvorlige farer. Fx - og ikke mindst - de to katte Svingvom og Knækhår.
• Når jeg læser om de to katte, kommer jeg uvægerligt til at tænke på de to Siameserkatte Si og Am i Disneys Lady og Vagabonden?
- Ja, det kan jeg godt se. Ja, der kan godt være lidt Si og Am over dem.
• Ja, og her må vi huske at nævne Birde Poulsens mageløse illustrationer. Der findes vel næppe en illustrator, der kan gengive dyr så udtryksfulde, som hun. Hvor er de katte dog onde!
• Tilsvarende har jeg det, når jeg læser om dukkefamilien i Det blå Hus, der bliver oplivede, når menneskene ikke er i nærheden. Her er det H.C. Andersen, der dukker op, hvor han jo et sted siger: Når børnene sov, vågnede legetøjet op og legede mennesker, men det var der ikke noget ondt i, for det var kun noget, de legede.
- Det er klart, at der er noget der - men der er også noget alment gyldigt i det, idet børn jo har et animistisk forhold til tilværelsen. De tror glade og gerne på, at alt er besjælet. Det er jo ikke mindst det, der også ligger i fortællingerne om Hullerikkerne og alt det der om alfer og feer.
- Det er besjælingen af/i naturen. Og den er ikke bare eviggyldig, den er også universel. I Indien fx, gør man det, når man gemmer teaterdukker væk, at man skiller hovedet fra kroppen og opbevarer dem hver for sig. De må ikke ligge sammen, for så står dukken op om natten og leger menneske.
- Det ligger meget dybt i vores forestillingsverden, hvad der er besjælet, og hvad der ikke er. På Island laver man stadigvæk veje uden om særlige store sten, hvor det fortælles, at huldrerne bor - ikke fordi man nødvendigvis tror på dem, men ”bare” for en sikkerheds skyld.
- Det hænger vel efter al sandsynlighed sammen med, at vi dybest set ikke betragter os selv om adskilt fra naturen?
• Jeg synes, jeg kan se, at der er tre verdener repræsenteret i din fortælling: 1) Den udendørs, 2) Den store Verden (Det Røde Hus og De Store mennesker) og så 3) Den diminutive verden bestående af Husnissen Nis og dukkefamilien – og kattene?
Derudover handler bogen efter min mening – og i høj grad - om begrebsparret frygt og tryghed. Og både frygten og trygheden er i din fortælling af to slags:
• Dels er der nissernes frygt, da de efter stormen bliver hjemløse, dels er der dukkefamiliens (og også husnissens) frygt, da nisserne invaderer og virker som en trussel mod deres trygge hjem.
• Havenisserne kender jo til at være påpasselige med det liv, de lever i haven, og har her tilvejebragt en slags tryghed, der konstant er udfordret, men i huset er dukkefamilien omfattet af en tryghed, der ingen fjende eller trussel har? Og det er jo ikke mindst dukkemoderen Bente, der er den, der føler og giver frygten udtryk?
- Ja, det kan sikkert sagtens læses sådan. Jeg er jo forfatter, jeg skriver bare historierne. Men jeg kan da fint se, at De Store er dem, der kan vise storsind og så videre, og at dukkefamilien lever deres trygge liv på en undergrund af en uerkendt frygt, men det skyldes, at de ikke har nogen erfaringer, så derfor skal der ikke meget til for at vælte deres verden.
• Børnene, Poul og Jette, kan i modsætning til forældrene godt udvise storsind?
- Ja, det kan de, måske fordi de er børn, men nok især, fordi deres forældre har vist dem kærlighed. Forældrene tør bare ikke række ud på samme måde.
- Børnene har heller ikke den fornemmelse af, at deres verden er truet på samme måde som forældrene føler, at deres er. Men når det kommer til stykket, er det jo De Store, der bestemmer, at nisserne skal have lov at blive.
- Og det bliver så Nis’ opgave at føre denne beslutning ud i livet, for der er jo den bestemmelse i huset, at hvad Nis har fredet, må end ikke kattene skade.
• Det spændende i fortællingen er vel ikke, at De Store beslutter, som de gør, men det spændingsfelt, der udspiller sig mellem nisserne, der må vinde fodfæste, og dukkefamilien, der må lære, at verden er større og anderledes, end de havde forestillet sig?
- Ja, de må lære sig at se ud over deres umiddelbare og dukkelige behov, som de har lært, er deres, og komme til rette med det.
• Hvad håber du for din bog?
- Mit succeskriterium er, at der er nogen voksne, der sidder og læser højt for deres børn, og at det, de er sammen om, bliver udgangspunkt for nogle samtaler om, at der er nogen, der kommer til Danmark med nogle andre erfaringer end vores. Og at disse erfaringer kan blive gavnlige for os, hvis vi tør åbne os for dem.
• Det er da også der, din bog bliver så stærk, fordi der er en slags modsætning mellem natur og kultur i din bog, og hvor dukkefamilien repræsenterer kulturen, repræsenterer nisserne naturen, og det bliver naturligvis en konfliktplatform.
• For dukkefamilien kan ikke se, hvilken potentiel rigdom havenisserne kommer med, medens havenisserne er mere end nysgerrige efter at finde ud af, hvad dukkefamilien står for?
- Ja, nisserne ved fra deres ophold i naturen (haven), at de skal forholde sig komplekst til deres liv. På den ene side er der trygheden – på den anden er der farerne.
- For nisserne kan man sige, at frygten er en styrke, fordi den er med til at holde dem årvågne. Nisserne ved noget om, hvordan de er stedt, og de ved noget om, hvorledes de har mulighed for at holde sig i live, mens dukkefamilien er fremstillet på en fabrik, købt og stillet ind i et dukkehus.
- De tror, trygheden er en naturtilstand – og derfor bliver de så bange, når den bliver truet, for de har aldrig skullet tage stilling til noget, og så snart deres billede bliver forrykket, går det galt. De mangler simpelt hen ballast!
- Og det er her, man skal passe på. Jeg tror nemlig ikke på, at man kan leve i en verden uden frygt, for hvis man tror, man kan, skaber man en frygt, der er så meget desto værre.
- Det er jo det, jeg kan se, der er under opsejling hos os nu i den situation, vi er havnet i. Det er alt for nemt at skabe et skræmmebillede. Alt er farligt. Efter min mening er vi nødt til at have noget at være bange for.
- Det var ikke mindst drivkraften bag at skrive Det døde land. Jeg blev inspireret af min søn, der på gymnasiet var ved at skrive en opgave om dommedagsprofetier. Og dem har man som bekendt ikke, fordi det skal gå, som det er profeteret, men så man kan berolige sig med, at så galt står det da ikke til endnu.
- Vor tids dommedagsprofetier er, synes jeg, klimakatastrofen og folkevandringerne. Det er jo vores billede. Vi bor her i Fort Europa og lever trygt og godt – og uden frygt. Eller? Har vi virkelig selv helt styr over det? Dybest set lever vi i en civilisation, som er enormt sårbar.
- Og en af grundene, til at jeg har skrevet bogen om nisserne, er for ikke selv at føle mig magtesløs. Jeg kan jo ikke redde dem alle sammen - men jeg kan skrive bogen som mit beskedne bidrag til handling.
• Var det dig, der kom til Dansk Flygtningehjælp, eller var det dem, der kom til dig?
- Jeg havde skrevet hele bogen, før jeg henvendte mig til dem. Jeg havde det sådan, at jeg blev nødt til at gøre noget, og så skrev jeg bogen. Og havenisserne sidder jo derovre, (siger Josefine Ottesen og peger over på reolen, hvor de ganske rigtigt troner.)
- Det er nogle figurer, min datter lavede, da hun var en 10-11 år, og dem har vi i årenes løb brugt til julekort og den slags, og historien om dem har gået på, at de kom ude fra æbletræet.
- Jeg har tit tænkt på, at det kunne være sjovt at skrive en historie om dem, men der har ikke været noget oplagt emne – før nu. Jeg havde fra starten tænkt, at jeg ville stille projektet i forbindelse med en NGO, men jeg var nødt til at skrive hele historien først.
- Jeg ville vide, om det fungerede, om det var en god historie. Først derefter kontaktede jeg Dansk Flygtningehjælp. De syntes, det var en rigtig god idé og var med på den med det samme, men de sagde så, at de ikke vidste noget om at udgive bøger.
- Derfor kontaktede jeg forlaget Høst & Søn, som også straks var med på ideen, og resultatet blev, at de giver 20 kr. af deres fortjeneste på bogen til Flygtningehjælpen, og jeg giver 20 kr. af mit honorar.
- Jeg har det sådan med min historie: Hvis det er en historie, der fungerer som grundlag for gode samtaler, er det fantastisk, og hvis folk ”bare” betragter den som en god historie, så er det også i orden.
- Min intension har ikke været at lave en fortælling, som var båret af en politisk holdning, som nærmest var en art manifest, så langt fra. Men jeg står gerne ved, at den er båret af en humanistisk vilje til at sige noget i en vanskelig situation.
- Jeg er sikker på, at hvis vi som folk er indstillet på at sige til de mennesker, der kommer til os: Kom ind og få en kop kaffe, så er vi meget bedre på vej, end hvis vi stiller os fornærmet op og siger: Gå din vej!
- Det ved jeg helt inde på kroppen, for det er den fortælling jeg har hørt igen og igen fra min mor! De folk, der tog imod hende og viste hende venlighed, hjalp hende så umådeligt. Det er derfor det er en lykkelig historie. Hun fik venner for resten af livet. Hvorfor skulle det være anderledes i dag?
Josefine Ottesen ved fra sin egen mors historie, hvor meget det betyder at blive godt modtaget, og havenisserne er da også flyttet ind hos hendes selv; de sidder lige bag ved på reolen og troner. Nisserne er lavet af hendes datter, og historien om dem har gennem årene gået på, at de kom ude fra æbletræet...
