I denne uge har Børn & Bøgers journalist og anmelder Eiler Jensen udvalgt sig Jakob Wegelius’ lune roman Morderens abe, der anmeldes.
Monstro, du synes, at det er lidt overspændt, at en hungorilla kan have så menneskelige egenskaber, at den kan løse endog meget store problemer i empatiens og næstekærlighedens navn?
Hvis du i almindelighed gør, vil jeg ikke fortænke dig i det. Men hvis det nu foregår i en roman? En rigtig eventyr- og gavtyveroman? Mon du så kunne overtales til at gøre et forsøg på at købe præmissen?
Det håber denne anmelder, for du er nødt til at gøre det, hvis du vil læse svenske Jakob Wegelius’ sjove, kalejdoskopiske, forunderlige og underfuldt lune roman Morderens abe, som han netop har høstet Nordisk Råds børnebogspris for.
Sally Jones hedder gorillaen, som altså endog er en hungorilla. Den er ansat som en yderst kompetent maskinist hos sin finske skipper Henry Koskela. De følges ad i tykt og tyndt på det gode skib Hudson Queen.
Da Henry Koskela narres til at fragte nogle ”kakler” fra floden Zezere til Lissabon, og det viser sig, at han er ført bag lyset og i stedet fragter våben til brug for en revolution, så bryder pokker løs.
Det viser sig, at man vil af med republikken og præsidenten og have et monarki og en konge i stedet for.
Koskela kommer i flere omgange i klammeri med oprørerne, og resultatet bliver for det første, at hans skib går ned midt ude i Zezerefloden, og for det andet, at han ender på havnen i Lissabon i et slagsmål med en ukendt mand.
Denne falder i havnen og erklæres snart efter for død, hvorefter Koskela sendes i fængsel i 20 år.
Og hvad så med Sally Jones?
En hungorilla, der går alene om i en storbys gader? Det går ikke, det kan enhver sige sig selv. Hun må sættes bag lås og slå i en Zoologisk Have – eller i bedste/værste fald skydes.
Sally Jones må gemme sig, og det gør hun på hustagene. På gaderne færdes hun kun i ly af mørket. Men medens hun færdes på tagene, lærer hun en ung kvinde at kende, Ana Molina, som er en talentfuld sangerinde, der synger triste og længselsfulde og drømmende Fado-sange.
Hun lærer også instrumentmageren Luigi Fidardo at kende, og disse ønsker det bedste for ham. Men at få skipper sat på fri fod synes umuligt, eftersom den erklærede døde faldt i vandet, og liget aldrig blev fundet.
Efterhånden som Ana bliver kendt som sangerinde, kommer hun til at synge forskellige steder, blandt andet i kirken om søndagen.
Medens hun gør det, går Sally Jones omkring på kirkegården, hvor hun blandt andet lærer kirkegårdsgartneren at kende, og sammen bliver de opmærksomme på en grav, hvori ligger en ung kvinde, Elisa Gomes, som viser sig at have været forlovet med den forsvundne, der viser sig at hedde Alphonse Morro.
En dag kommer der et brev med en fem-pund seddel, som skal bruges til at vedligeholde Elisas grav. Fra Alphonse Morro. Så er han måske ikke død alligevel?
Herfra og bogen ud bliver handlingen én lang, kompleks, morsom og underfundig rejse frem mod at få skipper Koskela sat på fri fod, så han og Sally Jones kan genforenes. Og rejse skal forstås helt kontant og bogstaveligt.
Vi føres fra Portugal i Europa til de mest eksotiske steder i store dele af Indien (blandt andet Bombay, Cochin og Bhapur). På denne lange befrielsesfærd bliver Sally Jones’ evner virkelig sat på prøve.
Hun udvikler sig i romanforløbet blandt andet til en superdygtig instrumentbygger, en mesterlig skakspiller og en kapabel flymekaniker – foruden mange andre ting.
Og hvorfor mon hun vender ”hjem” til Lissabon med en diamant og juvelbesat turban på sit hoved? Ja, det må man selv læse sig til.
Der er en ting, Sally Jones ikke kan, og det er at tale, men hun forstår al tale – og så kan hun noget andet, som er komplet afgørende for denne roman: Hun kan fortælle. Det er nemlig hende, der er denne bogs herlige og grundige fortæller.
Bogen er, lad os bare slå det fast, en rigtig Feel Good roman. Den bør læses af mange lærere, som efter endt læsning ikke bør tøve med at anbefale den videre til deres elever. Det er den oplagte selvlæsningsroman.
Man sætter sig i en dyb lænestol, griber fat i bogen, lad os sige fredag eftermiddag ved 16-tiden. Så vil det nok vise sig, hvis man læser i ét stræk, at man er færdig med de 620 sider hen ad søndag middag, så der lige er tid til at lave de lektier, man eventuelt har for til mandag; stil eller blækregning eller sådan noget inferiørt noget.
Hvis man da ellers kan ”lande” igen oven på en super oplevelse. Man bør glæde sig!
Jakob Wegelius: Morderens abe. Oversat fra svensk af Lene Ewald Hesel. ABC, 617 sider, 368,- kr.
Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.
