Børn & Bøgers anmelder Eiler Jensen går Jesper Wung-Sungs seneste roman ZAM nærmere efter i sømmene.
Zam husker første gang et voksent menneske læste eventyret om den grimme ælling højt for ham. Zam forstod ikke alle ordene, og han havde mundkurv på. Senere kunne han selv læse eventyret på biblioteket. Han har læst det mindst ti gange.
Det første der slår en, når man skal i gang med at læse Jesper Wung-Sungs nye roman ZAM, er omslaget, som er mesterligt udformet af Alette Bertelsen med illustration af John Kenn Mortensen.
Det er fantastisk udtryksfuldt. Den grønne bundfarve forekommer fuldkommen livløs, og man er ikke i tvivl om, at død eller ikke-liv er en solid medspiller i fortællingen, man er i færd med at entre.
Forsiden er et portræt af zombien Zam, der ser ud på læseren med et sørgmodigt blik. Men ikke med død i øjnene, skønt han har stærke og mørke rande om dem. Zam bærer en hættetrøje med hætten skubbet op om hovedet, og på hans skulder sidder et lille Egern, som, vi - i romanen - lærer, hedder Emil efter skarnsknægten fra Lønneberg.
Egernet signalerer i den grad liv. Over Zam står hans navn, som romanen er betitlet efter, det står med sorte dryppende bogstaver, som var de af blod eller andet flydende.
Bagsiden rummer ud over et citat fra bogen og en forlagstekst et billede af en svane. Svanen er ligeledes symbolbærer i denne fortælling, der i øvrigt som motto har et citat fra H.C. Andersens Den grimme ælling.
Endvidere er det nederste højre hjørne af bogen på bedste zombiemaner ”bidt af”.
Zam er en zombie - og så alligevel ikke. For hvad er en zombie i grunden? En zombie er et overnaturligt væsen, nemlig en afdød person, genoplivet uden bevidsthed, og enten underkastet den ansvarlige nekromanikers vilje, eller ensporet fokuseret på at spise levende mennesker. (https://da.wikipedia.org/)
Hvad angår Zam, afviger han herfra, idet han er en karakter, som skiller sig ud, både fra menneskene omkring ham og fra zombierne omkring ham. Jesper Wung-Sung viser det på den måde, at når han omtaler zombierne i romanen, omtales de konsekvent som ”den”, medens Zam omtales som ”han”.
Men hvad er der med Zam? Ja, han lever i en slags familie med en far, en mor og to brødre (Zim og Zum), men disse er skildret som de zombier, de er. De har et meget sparsomt udviklet sprog, og de bestiller ikke andet end at æde, så snart de kan komme til det.
I modsætning til dem er Zam civiliseret - ikke bare har han et langt mere udviklet sprog end sin ”familie”, han går også i skole og er endog ganske dygtig. Pigen Sofie, som føler godhed for Zam, siger faktisk til ham, at hun mener, han kan blive statsminister (det er nok i denne sammenhæng ment som en ros!)
Selv om Zam altså har disse civilisatoriske træk, så er og bliver han et out cast, hvilket hans klassekammerat Oscar ikke er sen til at fortælle ham i tide og utide.
Dette bliver faktisk også afsættet for denne fortælling, idet Oscar en dag mobber Zam så meget, at naturen går over optugtelsen, at han på bedste/værste zombiemaner bider ham i halsen, hvormed han forvandler Oscar til en zombie.
Zam smides ud fra skolen, og så kører fortællingen, som vi ikke skal gå mere i detaljer med herfra.
Gentages skal det dog, at både egernet og svanen er solide symboler i fortællingen (også som andet og mere end rene henvisninger til Lindgren og Andersen).
Romanen er - med Zam i centrum - en beskrivelse af en karakter, som er udenfor. Han er uden for sin familie, han er uden for det menneskelige fællesskab, det gælder såvel det politiske liv (symboliseret ved Sofies far), det gælder menneskene som sådan, som det gælder de særlige fællesskaber så som Blå Himmel, som er en bande.
Zam kommer på den måde til at repræsentere et væsen, som ikke hører til, som gerne vil, men ikke kan integreres.
Vi ser romanen igennem, hvorledes zombierne er de forfulgte, de internerede og de udryddelsestruede.
Et af Zams største ønsker romanen igennem er faktisk dette at have en familie - og at være noget - fx hedder det om ham: Når han er allermest varm, er det lige før han ser det. En familie. Sin familie. Sit liv som en helt almindelig rigtig dreng.
Senere, under interneringen, drømmer han: Zam lukker øjnene et øjeblik. Han tænker på at gå i skole. På at være en helt almindelig rigtig dreng, der er glad for at gå i skole, men som også glæder sig til at få fri. Han tænker på at åbne øjnene og se Sofies nakke ved bordet foran sig.
Det er det almindelige liv, han sukker og længes efter. Og er så langt fra.
Med den bevidsthed Zam har om sit eget liv og om, hvorledes han kan navigere i det, er og bliver han en tragisk skikkelse. Der varsles en afslutning på hans ikke-liv, som ikke er lykkelig.
Man kan naturligvis diskutere, hvor lykkelig han er i det liv, som han lever netop nu, for de ønsker og forhåbninger, han har for sit liv, kan aldrig indfries - og slet ikke, sådan som menneskenes syn på zombierne udvikles romanen igennem.
Hen mod slutningen reflekterer Zam således over sin situation: Det værste er at vide, at man gør noget forkert. Det sværeste er at vide, at det hele ender galt.
På den måde deler Zam skæbne med mange, mange mennesker (på flugt), ikke bare i Danmark, men verden over, som drømmer om tolerance, anerkendelse, et almindeligt liv, et sted at bo, fravær af krig, lidt skolegang, en uddannelse, noget at spise og drikke hver dag. De lider i stilhed, medens de mætte rundt omkring på det nærmeste vender ryggen, det døve øre og det blinde øje til.
Zam er på den måde en karakter, som er i slægt med andre af Wung-Sungs karakterer, fx hovedkarakteren Jonas i Kopierne, og til en vis grad den unge mand, som i Den sidste henrettelse er dømt til døden for mord og ildspåsættelse.
De er figurer, hvis skæbne ikke er selvvalgt, og som ender galt. Det samme gør sig gældende for Benjamin i Skolen, idet han ikke selv vælger sin skæbne - i modsætning til de øvrige fortællinger, synes der dog at kunne komme en lykkelig slutning ud af den fortælling.
Anderledes er det derimod med de to figurer i Ægte brøker, Janus og Marcus, som helt bevidst vælger fællesskabet fra og skaber sig en tragisk livsfortælling derudfra.
Som i flere af de øvrige romaner af Jesper Wung-Sung er denne skrevet i et meget stramt og økonomisk sprog, som på ydersiden nok gør den nem at læse, men man må ikke lade sig narre. Der er mange lag, som der bør reflekteres over.
Den frodige sproglige udfoldelse, som vi fx mødte i Ud med Knud er her lagt helt til side til fordel for det enkle og nøgne.
Der er ikke andet at gøre end endnu engang at bøje hovedet i beundring for, at Jesper Wung-Sung har skabt et værk, som vil stå som væsentligt og både vægtigt og vigtigt i forfatterskabet som helhed. Det er en stor, skønt gysende fornøjelse.
(Jesper Wung-Sung: ZAM. Høst & Søn, 169 sider, 199,95 kr.)
Læs også et interview med Jesper Wung-Sung i anledning af romanen i Børn & Bøger nr. 8.
