Ugens artikel - uge 8, 2016: Pluk fra boghylden

Ugens artikel - uge 8, 2016: Pluk fra boghylden

Velskrevet og tankevækkende roman.

Børn & Bøgers journalist og anmelder Kent Poulsen har været omkring boghylden og fundet en dystopisk, svensk ungdomsroman.

Vi er i et sært dystopisk Sverige, i en fremtid hvor scenerne og samfundet er præget af en underlæggende frygt til alt og alle, men - og trods alt - hvilende på en næsten nutidig realisme.

Klimaforandringer og naturkatastrofer har sat sit præg, og voldsomme stormes hærgen med megen stor styrke er stadig en alvorlig udfordring.

 

Vold og utryghed er hverdagen

Samfundet er gennemkontrolleret, et overvågningssamfund og knaphedssamfund med kamp om de relativt få ressourcer, hvor vold og utryghed er følgesvenden og tilsyneladende er hverdagen, hvor statsmagtens hær og politi sættes ind overalt, og hvor et ofte omtalt skovfolk latent er til stede, som en ubekendt trussel.

Kun statsmagten har den nødvendige ressource til at fragte store beskyttede bilkonvojer - på de kontrollerede veje - mellem deres metropoler. Folkets transport er hesten, derfor titlen: Rytterne.

I det samfund møder vi Elin på seksten. Hun lever i en familie, som man gør det. Familierne er en større, sammensat størrelse, som bor i et fællesskab, der er opbygget som små armerede forter med skovrydning i et stort bælte rundt om bebyggelsen, så alle bevægelser kan ses på storskærme.

 

Både avanceret og fortidigt

Den nødvendige energi til alle de mange teknologiske devices, robotter, nettjenester og internetundervisning, som man har i anvendelse, skabes via solceller og ikke mindst vindenergi. I modsætning hertil er deres bevæbning, som er fortidige våben som armbrøster, dolke, spyd og lignende.

Her møder vi Elin, hvor nabofamilien med truende adfærd ønsker at tilkøbe sig et leje til deres havarerede vindmølle. Men netop samfundets og familiernes iboende frygt for alle, komplicerer tingene, og fjendskaber opstår let. De to familier kriges med dødelig udgang til følge.

Vi følger den kamp og ikke mindst Elin, der som en slags fredsmægler skal få det hele på plads, hvor en kidnappet bror skal hentes hjem, og drab udredes. Det bliver en spændende og næsten uvirkelig rejse, hun er på. Hun lykkes med at slå sig sammen med nabosønnen Harald, og de to danner fælles front.

 

Det hele falder på plads

Der er skarpe, spændende og uhyggelige konfrontationer og tilfangetagelser af overvågningssamfundets soldater, men til slut lykkes missionen, og en bilæggelse af familiefejden falder på plads.

Ved et forsoningsmøde slutter det lakonisk med, at familierne får handlet af via den elektroniske billedskærm, hvor købsaftalen på vindmøllens leje oprettes og underskrives. Lidt håb tændes.

En ganske velskrevet og tankevækkende roman.


Mats Wahl: Rytterne. Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen. I serien Blodregn. Carlsen, 300 sider, 329,95 kr.