Ugens artikel - uge 9, 2016: En anmeldelse

Ugens artikel - uge 9, 2016: En anmeldelse

Bog om en spændende uge i Paris.

Børn & Bøgers anmelder Kirsten Aggerholm har udset sig første bind af en engelsk krimiserie med både mode, drama og romantik, som anmeldes:

Dette er første bind på dansk i serien Model under cover, og ifølge presseomtalen er det en spændingsroman om forfatterens tre yndlingsting: mode, mysterier og romantik.

Historien begynder dramatisk. Den berømte franske designer Belle La Lune forsvinder. Hun er blevet bortført og spærret inde. Romanens engelske hovedperson Axelle på 16 år bliver sendt til modeugen i Paris som en straf.

Axelle er vild med mysterier. Hendes mor plejer at sige, at detektivarbejde er hendes hobby, men moren forsøger at få hende til at søge arbejde som model.

 

En fortræffelig forklædning

Teksten er letflydende og faktisk ret ironisk og morsom helt fra begyndelsen, hvor moren raser over Axelles hang til at afsløre pinlige sandheder og forsøge at opklare mysterier. Morens næste træk er at forære Axelle rejsen til Paris - alene - som 16-års fødselsdagsgave.

Axelle er paf! Hun skal oven i købet arbejde for sin moster som personlig modeassistent for mosterens modemagasin. Hun er både chokeret og vred, for hun ved intet om mode, og det interesserer hende ikke.

Ankommet til Paris og modemiljøet finder Axelle imidlertid ud af, at modelarbejde er en fortræffelig ”undercover forklædning”. Snart er ikke bare Belle, men også hendes bror Darius forsvundet.

Axelle bliver ven med stjernemodellen Ellie, og de arbejder sammen for at opklare mysteriet.

 

Afslører forbrydelsen

De får også hjælp af politikommissær Witts charmerende søn Sebastian, og sammen laver de farefulde rekognosceringer i familien La Lunes residens, hvor de lytter til familiemedlemmernes samtaler i håb om at fange noget, de kan bruge for at finde Belle.

De hører, at der bliver talt om en gammel forbandelse, der sniger sig ind på familien.

Axelle finder ved et tilfælde et bundt gamle breve, og deriblandt er et postkort underskrevet af Violette, som de ikke ved, hvem er. Mystisk! Hvem er hun, og hvem har gemt brevene?

Axelle og hendes venner udforsker sagen, og de finder også Belle og hendes bror samt afslører, hvem der er forbryderen.

 

Også guide til lokaliteter

Historien er både dramatisk og meget spændende, og man snydes heller ikke for en spirende romantik. Det hele foregår i løbet af en enkelt uge i Paris, og foruden oplysninger om modebranchen og en meget spændende kriminalgåde får man også en guide til mange steder i Paris.

Målgruppen er primært unge læsere fra 10 år. Bogen slutter med et hint om emnet for næste bind i serien.


Carina Axelsson: En modekrimi. Oversat fra engelsek af Mette Stepnicka. I serien Model under cover. Turbine, 341 sider, 279,95 kr.


Læs flere korte og længere anmeldelser i Børn & Bøger.