Prisoverrækkelsestale
Endnu en gang står jeg hér – endnu en gang sidder I dér. Sådan er det hvert år, og hvert år siger jeg, at vi igen i år har fundet den rette modtager af Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris ved Edvard Pedersens Biblioteksfond. Så fortæller jeg lidt om bogen, om hvor god den er, hvorfor vi har valgt den – og afslører forfatteren. Sådan ér det bare!
Men ikke i år. I år siger jeg med det samme, at vi har valgt den forkerte! Det er helt forkert alt sammen – der er sket en fejltagelse. Derfor kan jeg også lige så godt med det samme afsløre, at vi har valgt at give prisen til Kenneth Bøgh Andersen for en helt forkert bog. Den forkerte bog hedder Djævelens lærling og er første bind i en serie med navnet Den Store Djævlekrig.
Sådan! Så er dét overstået.
Kenneth vil du komme her op til mig??
Nej, så let går det trods alt alligevel ikke, men det er rigtigt, at det er forkert. Nu skal jeg forklare det hele.
Jeg vil starte med at sige, at det er en Fandens god bog!
For et par år siden overrakte vi prisen til en forfatter, som havde skabt et mesterværk på baggrund af grundig research. Det har du ikke! I hvert fald ikke på baggrund af research – håber jeg. Handlingen udspiller sig nemlig i Helvede.
Bogens hovedperson hedder Filip, og efter bare 12 sider dør han. Derefter udspiller sig 300 sider spændingsfyldt handling med en død hovedperson. En anden hovedperson er Fanden selv, og handlingen beror på en fejltagelse – det var en anden, der skulle være hentet til Helvede.
Nogle af de andre personer i bogen er ”lånt” forskellige steder fra. Vi finder således blandt andre ”Pontius Pilatus” og ”David og Goliat”. Andre figurer har du selv fundet på. Der er Temptanere, der lokker folk ud i uføre, der er Tystere, der forfatter mareridt, og der er flere forskellige andre slags djævle.
En del inspiration til bogen er hentet fra Bibelen. Den græske mytologi er blandet ind, og mange elementer er hentet fra forskellige andre historiske kilder og sagnomspundne hændelser m.v.
Ud over en enestående humor må der ligge en del boglig research og grundige overvejelser bag opbygningen af dette sære og anderledes univers, du har formået at opbygge.
Tilsvarende gælder såvel personer som hændelser.
Djævelen ligger for døden, og en efterfølger skal skaffes. Ved en fejltagelse bliver Filip (der også var navnet på en af Jesus’ disciple, der ligesom han led martyrdøden på korset) hentet til Helvede som den udsete. Da fejltagelsen ikke kan gøres om, må han påbegynde sin oplæring – og det er ikke let at gøre ham til en rigtig djævel.
Djævelen selv hedder Lucifer. (Lucifer betyder i virkeligheden lysbringeren og var, som følge af en fejltolkning af Satans nedstyrtelse fra Himmelen, et middelalderligt navn for djævelen.)
Gud og Lucifer er gamle venner, og de har spillet terning om det enkelte menneskes blanding af ondt og godt. Filip er en 1’er, hvilket vil sige en rigtig engel. Hans efternavn er da også – sært nok – Engell.
Sproget, man taler i Helvede, hedder selvfølgelig Infernalsk, som jo betyder djævelsk, forbandet.
I Helvede må der selvfølgelig også bandes. Et sådant sted er det positivt, når noget er Satans – eller hvad med for eksempel et udtryk som ”Fanden ske tak og lov”?
I Helvede er det altid mørkt og nat. Tidspunkterne kan for eksempel være ved natgry eller midt om formidnatten. Alt lys er sort.
Det er klart, at der også er taget udgangspunkt i eder og forbandelser, da der skulle findes et navn til den dreng, der i virkeligheden skulle have været djævelens lærling. Søren.
Vi kender jo alle udtrykket ”Det var Fandens”, men da det er positivt her, prøver vi videre: ”det var kattens” (derfor spiller katten selvfølgelig også en central rolle i historien) og en gang til med det – efter vores mening – noget pænere: ”Det var Sørens”. Så er det på plads; en rigtig grum fyr.
