Prisoverrækkelsestale
Som det efterhånden er blevet tradition, skal vi her under middagen på årsmødet uddele Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris ved Edvard Pedersens Biblioteksfond.
”Ved Edvard Pedersens Biblioteksfond”, fordi fonden hvert år generøst donerer de 20.000 kr., der følger med prisen. Det vil jeg gerne starte med at sige tak for. Uden dem ville det ikke være muligt at uddele denne ærefulde pris.
Ifølge fundatsen skal prisen gives til en dansk forfatter, der gennem sit forfatterskab har ydet et særligt bidrag til børns og unges læseoplevelser. Forfatterskabet symboliseres i en bog, der er udkommet i året forud for prisuddelingen. Bogen udnævnes til ”Årets bog”.
Årets forfatterskab og Årets bog vælges hvert år af Kommunernes Skolebiblioteksforenings hovedbestyrelse – heraf resten af prisens navn. For at kunne træffe denne beslutning har vi valgt at lade foreningens særdeles kompetente og sagkyndige faglige udvalg give indstilling, som vi siger tak for.
Og for at det reelt ér hovedbestyrelsen, der træffer valget, indstiller det faglige udvalg flere end én forfatter og nogle gange flere end én titel af samme forfatter. Med indstillingerne følger beskrivelser af forfatter, titel, bogens eller bøgernes handling og meget mere.
På den måde er vi sikre på at træffe et forsvarligt og fagligt godt valg, uanset hvilken beslutning, vi når frem til. Nogle gange er det let, andre gange er det vanskeligt, men vi er aldrig i tvivl om, at vi vælger den rette modtager af årets pris. Således heller ikke i år.
Og i år har vi valgt at være onde. At lade ondskaben vinde. Vi har nemlig valgt en vanskelig bog, der er gennemsyret af ondskab fra ende til anden. Bedst som man tror, det ikke kan blive værre, bliver det det! Det er ondt – men hold op, hvor er det godt!
Årets forfatter har – til trods for næppe at være den mindste smule ond – foruden flere bøger for børn og unge også en del manuskripter til film og tv-serier på samvittigheden.
Nu har nogle måske allerede gættet, hvem der er tale om? I hvert fald skal det ikke holdes skjult længere, at ondskabens mester og Årets Forfatter er: - - - Ina Bruhn.
Den onde - og gode - bog er denne: ”Min fucking familie”.
Ved overrækkelsen af prisen sidste år, citerede jeg starten af bogen, fordi interessen for bogen blev vakt allerede der. Med storm. Det samme må man sige om dette års bog, så lad mig atter en gang citere en opsigtsvækkende start:
Se, det er mig.
Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.
Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne.
Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde.
Og se lige min mor! Et styk hidsig tranlampe med farvet hår og nedringet patværk, der rynker i midten.
Sådan! Det er da ondt. Sikke noget at sige om sin mor. Men det er også spændende. Man er nødt til at læse videre.
Den opmærksomme lytter har nok bemærket af bogens indledning, at der er flere ligheder mellem denne bog og den, vi valgte at give prisen sidste år.
For det første, har den filmiske træk – ikke underligt i betragtning af Ina Bruhns baggrund som cand.mag. i film- og medievidenskab. For det andet henvender den sig tydeligvis til folkeskolens ældste elever – men her hører ligheden også op.
Selve handlingen er en ganske anden, og skønt også dette års bog kan virke kontroversiel og grænseoverskridende, er det helt andre ømtålelige temaer, der tages under behandling.
Bogens hovedperson er Christoffer – eller rettere Nina – nej Christoffer. Christoffer er nemlig født i en pigekrop, som han har hadet, lige så længe han kan huske. Et af bogens hovedtemaer er altså transseksualitet – et emne, der ikke behandles i ret mange ungdomsbøger. Eller i det hele taget.
Og årsagen til, at han ligger på båren i bogens begyndelse, er, at han har gjort endnu et selvmordsforsøg.
Christoffer går i niende klasse, men der er stadig ingen i familien, som rigtig har accepteret, at han er en dreng i en piges krop. Det er dog kun ét af hans problemer. Et andet, og måske større, er, at han er født ind i en familie, hvor rendyrket ondskab har hersket i generationer.
Det sidste er en af bogens indgangsvikler. Ud over en nutidig historie, der udspiller sig i løbet af et døgns tid, hvor familien mødes i mormorens hus, fortælles med flotte filmiske greb om den ondskab, familiens medlemmer besidder, og de handlinger, de har bedrevet.
Det starter i 1671, hvor en mange gange tip-oldemor slår spædbørn ihjel og brænder dem i kakkelovnen. Herefter går familiens onde historie over blandt andet lede slavepiskere og ridefogeder til Christoffer selv, der bestemt heller ikke hører til Guds bedste børn.
Ind imellem dem er der senest morfaren, en stenrig, drikfældig fabrikant, der til sin død holdt hele familien i et jerngreb. Dette er nu overtaget af den mindst lige så magtsyge onkel Helge, der dog er adopteret. Arv eller miljø? Kan man vælge ondskab til? Eller har man mulighed for at vælge det fra?
Bogens persongalleri består endvidere af blandt andre Christoffers mor, hendes søskende og kærester, en tante, en fætter og en kusine samt en gammel barnepige, som også alle bærer på hver deres besynderlige hemmeligheder.
I det tidsrum, den nutidige handling foregår, udspiller der sig adskillige intriger og magtudøvelser, som ender med et familiemedlems død. Romanen ændrer altså karakter til også at blive en kriminalroman. Og måske skal morderen helst slet ikke findes?
