Prisoverrækkelsestale
Læringscentrenes Forfatterpris har som vores konferencer om litteraturens ansigter til formål at sætte fokus på litteraturens mangfoldighed. Prisen kan gives for såvel fag- som skønlitteratur, som oftest er det dog skønlitteraturen, der er blevet begunstiget.
I valget af prismodtager skal der, som anført i fundatsen, lægges vægt på, at vedkommende har ydet et særligt bidrag af bemærkelsesværdig kvalitet til børns og unges oplevelser og/eller viden.
Bredde, variation og kvalitet er tre nøgleord, som hvert år ligger til grund for udvælgelsen. Som prisens navn siger, er det en pris, der gives for et forfatterskab, ikke blot et eller flere værker. Når det er sagt, skal så tilføjes, at prisen symboliseres i et navngivet værk, der samtidig udnævnes til Årets Bog.
Årets bog, ja, eller årets serie, eller årets et eller andet andet. Prisen kan også deles mellem flere forfattere, hvis flere har skrevet, eller mellem forfatter og illustrator. Prisen kan også gives til en illustrator alene, hvis denne har ydet en så fremragende indsats for børns og unges læseoplevelse, at det kan sidestilles med et forfatterskab.
Der er kort sagt mange muligheder, og prisen har da også været givet både for en ordløs bog med fotografier, en billedbog for de yngste, serier med eller uden illustrationer, tynde og tykke romaner, letlæsningsgenren og et år sågar for en CD med hele tre ophavsmænd og slet ingen papir.
For nu ikke at gøre forvirringen alt for stor vil jeg allerede nu afsløre, at vi i år har valgt, at det er en bog, der udløser prisen. En god, gammeldags bog, trykt på papir. Årets bog.
At have skabt årets bog og dermed blive årets forfatter er en stor ære i sig selv, men med til prisen følger også 30.000 kr., som generøst er doneret af Edvard Pedersens Biblioteksfond.
Det vil jeg gerne starte med at takke mange gange for, for med det flotte beløb kan vi lægge vægt bag prisen, som således er en at de største børnelitterære priser i Danmark.
Det er Læringscentrenes Forfatterpris, og det er på vegne af børn og unge rundt om på landets skoler, prisen gives. Det er for deres skyld, der skal skrives og tegnes, udgives bøger og undervisningsmaterialer. Og det skal være kvalitet, for jo højere kvalitet, des mere kan det bidrage til børnenes almene dannelse og være med til at bane vejen for et godt liv som helt menneske.
Prisen er et skulderklap for veludført arbejde og en ansporing til at fortsætte med at skrive/tegne, så skolernes læringscentre fortsat kan tilbyde nye værker af pågældende kunstner.
Hvordan finder man så ud af, hvem der skal have prisen? Man kunne spørge børnene selv eller se på udlånstallene. Men er popularitet det samme som kvalitet? Nogle gange er det, men bestemt ikke altid. Der kan være populært ”skidt”, og der kan være værker af høj kvalitet, som i den grad skal formidles og ikke uden videre ville blive valgt af børn eller udlånt flittigt.
Derfor er det voksne, der til vores pris vælger på børnenes vegne, så vi kan være sikre på, at vi hvert år finder den helt rette modtager. Det er bestyrelsen for Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre, der udpeger modtageren, men da de færreste af os til daglig beskæftiger os specifikt med børnelitteratur, sker det efter indstilling fra vores kompetente faglige udvalg.
I udvalget sidder børnebogskyndige folk, der er i stand til at afveje, hvad der skal vægtes, og de indstiller efter en lang og grundig proces. For dette års pris gælder, at udvalget gik i gang med at se sig omkring i det litterære landskab, allerede inden, vi uddelte sidste års pris.
Medlemmerne af udvalget var fra starten enige om, at det denne gang skulle være skønlitteratur, der skulle præmieres, for der udkommer rigtig meget nyt af meget høj kvalitet i disse år, og mange både garvede og nye lovende forfattere kunne fortjene prisen.
De startede derfor med at se på et udvalg af de værker, som havde gjort sig bemærket i løbet af foråret. Der var mange, men efter lange drøftelser af de tre nøgleord - bredde, variation og kvalitet - kom otte konkrete kandidater i spil.
På næste møde blev feltet snævret ind og nogle skiftet ud, og på næste møde igen skete det samme.
Efter afvejning af, hvad der i år skulle vægtes; en forfatter, der længe havde været i kikkerten, en debutant, der ikke var til at komme udenom, eller popularitet blandt læserne, blev man i udvalget enig om, at der skulle fokuseres på kunst, som generelt har været i foreningens søgelys i år.
Tre finalister blev til én – og det endda én, der havde været med i feltet helt fra starten. Én bog, altså, ikke én forfatter, for i år skal prisen deles mellem to.
Mellem en forfatter og en illustrator, og det ord, jeg hvert år plejer at give vinderværket med på vejen, skal være ”symbiose”. I det værk, vi har valgt, går det hele op i en højere enhed, og vi vil give prisen for det forbilledlige samarbejde de to imellem, som har gjort præcis denne bog til noget helt unikt.
Det skal jeg vende tilbage til, for først skal jeg afsløre, hvem prismodtagerne er, og hvilket værk, der har udløst prisen. Det drejer sig om Hund. Forfatteren er Tina Sakura Bestle, og illustratoren er Anna Jacobina Jacobsen, skal vi ikke hilse på de to kunstnere? Kom I bare indenfor.
Tillykke med prisen, men inden jeg overrækker den, vil jeg lige sige et par ord om bogen og begrundelsen for valget af prismodtager.
Historien går sådan:
Pigen Rosa, som fortæller historien, bor sammen med sin mor og far og to kongepudler. Faren forguder sine hunde, Rosa bryder han sig tilsyneladende ikke om. En aften kalder han hende Hund og får hende til at spille død.
Næste dag er ”mor ikke inden i mor”, som der står, og nu kalder hun helle ikke længere Rosa ved navn, og der er noget med et blåt mærke... Mor er ved at sy en dragt af pelsagtigt stof, hun har travlt: ”Han kommer snart.”
Rosa får dragten på, hun vinder præmier for bedste udklædning. Dragten er som limet fast. Hund. Faren er tilfreds: ”Sit. Stå. Rul.” Nu skal der vindes præmier – tre hunde er bedre end to.
Hund sover nu i hundekurven og spiser af en madskål. Hund taler heller ikke, men bjæffer. Da skolen reagerer, finder de en ny skole. Aftensmaden bliver skiftet ud med hundemad, og Hund skal med til agility. Da de møder hendes gamle lærer, skifter de agilitybane.
Da Hund til hundeshowet i modsætning til de to kongepudler ikke vinder præmie, bliver faren meget vred – det skal straffes... Hund efterlades på parkeringspladsen, hvor moren stikker noget i hånden på hende og giver hende et ordentligt kram.
Hund går rundt på må og få og bliver et sted lukket ind i en kælderlejlighed hos en venlig dame, der viser hende omsorg og accept. Hun får en seng at sove i, og en dag giver damen hende den halskæde med hendes navn, som hun havde med, da hun kom. Rosa.
Hun har fået sit navn tilbage og kan endelig krænge hundehammen af og langsomt vende tilbage til sig selv igen. En dag kommer Rosas mor, der nu bor alene, for at lede efter hende, men Johanne, som damen hedder, afslører ikke noget. Johanne får dog morens adresse, og bogen ender med, at Rosa skriver et brev til sin mor. Ingen ved, om det bliver sendt, eller hvad der sker.
I bogen fortælles historien på den måde, at tekst- og billedside skiftes til at dominere. I første ca. tredjedel af bogen, hvor pigen kues totalt, er det teksten, der dominerer og støttes af illustrationer. Man hører og ser det totale nedbrud.
Da faren bliver rigtig vred, og Hund bliver efterladt, skifter teksten fra datid til nutid, bogen går i sort, fortællingen ændrer karakter, og bogens ca. næste tredjedel fortsætter som i en slags tunnelsyn. Nu er det billederne, der fortæller, og teksten, der støtter. Man gennemlever nærmest rædslerne for den forladte Hund – man ser og hører.
I begyndelsen er tunnelsynets farver meget mørke og dystre, teksten meget sparsom eller slet ikke. Langsomt, billede for for billede, som processen frem mod menneske skrider frem, kommer der mere farve, udtrykket bliver lysere, ”gluggerne” bliver større, og der kommer nogle steder mere tekst.
Da Rosa får sit navn igen, holder tunnelen op, og tekst- og billedside spiller herefter sammen på en fuldstændig integreret måde i bogens sidste ca. tredjedel, hvor livslysten vender tilbage. Man hører og ser, ser og hører.
Egentlig er det en ganske sørgelig fortælling om groft svigt, men den bærer samtidig så meget håb med sig, at man bliver glad helt ind i sjælen. Historien viser på en ganske enkel måde og med al ønskelig tydelighed, at uanset hvor galt det kan gå, uanset hvad man må igennem, er der lys for enden af tunnelen.
Ikke blot er det en billedligt smuk fortælling, det er også en følsom og gribende historie om både ubeskrivelig umenneskelighed og nænsom næstekærlighed, der ud over historien, der i sig selv er ganske enestående, rummer mulighed for gennem samtale at formidle, at det kan lade sig gøre at komme videre, hvis man har mod og tålmod.
I virkeligheden ville ingen jo ønske sit barn om til en Hund, men desværre ser vi alt for ofte, at børn brydes menneskeligt ned; vold, incest, misbrug osv. Spil død. Sit. Stå. Rul.
Ved her at lade problemet være symboliseret i noget utænkeligt bliver det til at tale om, det er ikke så farligt og tæt på. Den enkelte kan tænke, at det at blive en hund må da være det værste, så hvis Hund kan komme videre, så kan jeg også... Der er håb!
Samtidig er det et smart træk at lade datid beskrive nedbrydningen i starten, og da det er værst og fremover lade nutid tage over og beskrive rejsen fra håbløshed over genopbyggelse til forhåbentlig fremtid.
Det er også smart at lade damen bo i en kælder, så man kun kan skue op, altså fremad, og at også mødet med bøgernes verden har stor betydning i fortællingen – for bogens verden lukker op for nye verdener, nye muligheder, nye tanker og nyt håb.
Så enkelt og raffineret kan det gøres. De to kunstnere har arbejdet sammen før, og med denne bog er det så ganske tydeligt, at både forfatter og illustrator har gjort sig store overvejelser og stor umage med at finde det helt rette udtryk, og det er i den grad lykkedes.
I år er det derfor ikke et forfatterskab og heller ikke et illustratorskab, vi vil præmiere, men et ”symbioseskab”. Her er en mangfoldighed af udtryk, og både tekst og illustration er nøje afmålt, så der hverken er for lidt eller for meget, men lige præcis. Det er stor, prisværdig kunst af bemærkelsesværdig kvalitet.
Inden jeg går over til selve prisoverrækkelsen vil jeg lige citere fra et par anmeldelser af bogen:
”Hund er strålende kunst for børn, og der er så sandelig meget at tale om, når man læser billedbogen.” Folkeskolen. Og:
”Tal om et perfekt match mellem en tegner og en forfatter, tal om Anna Jacobina Jacobsen og Tina Sakura Bestle og deres nye billedbog Hund. De har tidligere lavet Lille lort sammen, og Anna Jacobina Jacobsen stod også for forsideillustrationen til Tina Sakura Bestles roman Skyggefugl. De har begge en udtalt underlighed i deres arbejde, og to gange underlighed bliver helt åbenlyst til forunderlighed – også i Hund.” Information.
Til sidst et citat fra vores eget Børn & Bøger:
”Det er en mageløst smuk fortælling; hvad teksten ikke ønsker at give fra sig, tilfører Anna Jacobina Jacobsens illustrationer. Der er tale om et kongenialt samarbejde mellem en stor fortæller og en lige så stor illustrator.”
Så er der vist ikke meget mere at sige, så nu er det blevet tid til det alvorlige. Rigtig hjertelig tillykke med prisen – I har ærligt og redeligt fortjent den. Også i år har vi valgt den helt rette modtager!
I bogen fik Hund ingen præmie, men nu får I en pris for jeres forbilledlige samarbejde om Hund. I har i fællesskab skabt et meget stort værk, der er fuldkommen i symbiose. Et værk, hvor hverken tekst eller billede kan stå alene, men sammen kommer til at fremstå unikt, helstøbt og hjertevarmt.
Det er et værk, der gør stort indtryk, et værk, man ikke lige kan ryste af sig, og et værk, der trods det beskedne omfang i den grad har fylde og tyngde og giver stof til eftertanke.
I har gjort en særlig og utrolig indsats for både børns og unges læseoplevelse – og også for voksnes. Tak for at I har lavet bogen. Hund er så ganske afgjort Årets Bog, men det er også en bog, der rækker langt ind i fremtiden til glæde mange læsere i årene fremover.
I er i sandhed en stor forfatter og en stor illustrator, og I har skabt en stor bog, der rummer stort håb, stor kærlighed og et budskab, som læringscentrene skal være med til at bringe videre.
Som bevis på prisen skal I først have en stor buket blomster, sådan gør man altid – værsgo’.
Og så til pengene. Her får I hver en stor check på 15.000 kr. – værsgo’.
En gammeldags check kan man jo ikke indløses mere, men et symbol på pengene og prisen er de da, og måske kan I sætte dem i glas og ramme, så de kan minde jer om, at I er i en klasse helt for sig, og at vi er mange, som håber, at I vil fortsætte samarbejdet og berige os med meget mere fra jeres side.
De rigtige penge får I selvfølgelig også – eller rettere sagt, dem har I fået, for de blev sat ind på jeres konti i morges. Atter en gang tillykke med prisen.
Nu får I ikke mere i dag, men det gør I på mandag, da det – mig bekendt – er den eneste pris, der bliver overrakt hele to gange, idet seancen bliver mere eller mindre gentaget på dubleringskonferencen i København. I får ganske vist kun pengene én gang, men I kan jo nok se frem til få blomsterne frisket op.
Til sidst vil jeg fortælle, at som det har været de foregående år, har forlaget bag det værk, der har udløst prisen, ladet trykke nogle plakater i den anledning. Det er i år Gyldendals forlag, og forlaget er enig med os i, at det er stor kunst, I har skabt, så derfor må der også en stor plakat til. Den ser sådan her ud:
Tak til Gyldendal for de flotte plakater, som vi efter konferencerne vil sende ud, så de kan blive fordelt på læringscentrene på landets skoler.
Tina og Jacobina har også lovet os, at de vil signere plakater til alle deltagerne her på konferencen, så I hver kan få et eksemplar med hjem.
Tillykke med prisen, men inden jeg overrækker den, vil jeg lige sige et par ord om bogen og begrundelsen for valget af prismodtager.
Historien går sådan:
Pigen Rosa, som fortæller historien, bor sammen med sin mor og far og to kongepudler. Faren forguder sine hunde, Rosa bryder han sig tilsyneladende ikke om. En aften kalder han hende Hund og får hende til at spille død.
Næste dag er ”mor ikke inden i mor”, som der står, og nu kalder hun helle ikke længere Rosa ved navn, og der er noget med et blåt mærke... Mor er ved at sy en dragt af pelsagtigt stof, hun har travlt: ”Han kommer snart.”
Rosa får dragten på, hun vinder præmier for bedste udklædning. Dragten er som limet fast. Hund. Faren er tilfreds: ”Sit. Stå. Rul.” Nu skal der vindes præmier – tre hunde er bedre end to.
Hund sover nu i hundekurven og spiser af en madskål. Hund taler heller ikke, men bjæffer. Da skolen reagerer, finder de en ny skole. Aftensmaden bliver skiftet ud med hundemad, og Hund skal med til agility. Da de møder hendes gamle lærer, skifter de agilitybane.
Da Hund til hundeshowet i modsætning til de to kongepudler ikke vinder præmie, bliver faren meget vred – det skal straffes... Hund efterlades på parkeringspladsen, hvor moren stikker noget i hånden på hende og giver hende et ordentligt kram.
Hund går rundt på må og få og bliver et sted lukket ind i en kælderlejlighed hos en venlig dame, der viser hende omsorg og accept. Hun får en seng at sove i, og en dag giver damen hende den halskæde med hendes navn, som hun havde med, da hun kom. Rosa.
Hun har fået sit navn tilbage og kan endelig krænge hundehammen af og langsomt vende tilbage til sig selv igen. En dag kommer Rosas mor, der nu bor alene, for at lede efter hende, men Johanne, som damen hedder, afslører ikke noget. Johanne får dog morens adresse, og bogen ender med, at Rosa skriver et brev til sin mor. Ingen ved, om det bliver sendt, eller hvad der sker.
I bogen fortælles historien på den måde, at tekst- og billedside skiftes til at dominere. I første ca. tredjedel af bogen, hvor pigen kues totalt, er det teksten, der dominerer og støttes af illustrationer. Man hører og ser det totale nedbrud.
Da faren bliver rigtig vred, og Hund bliver efterladt, skifter teksten fra datid til nutid, bogen går i sort, fortællingen ændrer karakter, og bogens ca. næste tredjedel fortsætter som i en slags tunnelsyn. Nu er det billederne, der fortæller, og teksten, der støtter. Man gennemlever nærmest rædslerne for den forladte Hund – man ser og hører.
I begyndelsen er tunnelsynets farver meget mørke og dystre, teksten meget sparsom eller slet ikke. Langsomt, billede for for billede, som processen frem mod menneske skrider frem, kommer der mere farve, udtrykket bliver lysere, ”gluggerne” bliver større, og der kommer nogle steder mere tekst.
Da Rosa får sit navn igen, holder tunnelen op, og tekst- og billedside spiller herefter sammen på en fuldstændig integreret måde i bogens sidste ca. tredjedel, hvor livslysten vender tilbage. Man hører og ser, ser og hører.
Egentlig er det en ganske sørgelig fortælling om groft svigt, men den bærer samtidig så meget håb med sig, at man bliver glad helt ind i sjælen. Historien viser på en ganske enkel måde og med al ønskelig tydelighed, at uanset hvor galt det kan gå, uanset hvad man må igennem, er der lys for enden af tunnelen.
Ikke blot er det en billedligt smuk fortælling, det er også en følsom og gribende historie om både ubeskrivelig umenneskelighed og nænsom næstekærlighed, der ud over historien, der i sig selv er ganske enestående, rummer mulighed for gennem samtale at formidle, at det kan lade sig gøre at komme videre, hvis man har mod og tålmod.
I virkeligheden ville ingen jo ønske sit barn om til en Hund, men desværre ser vi alt for ofte, at børn brydes menneskeligt ned; vold, incest, misbrug osv. Spil død. Sit. Stå. Rul.
Ved her at lade problemet være symboliseret i noget utænkeligt bliver det til at tale om, det er ikke så farligt og tæt på. Den enkelte kan tænke, at det at blive en hund må da være det værste, så hvis Hund kan komme videre, så kan jeg også... Der er håb!
Samtidig er det et smart træk at lade datid beskrive nedbrydningen i starten, og da det er værst og fremover lade nutid tage over og beskrive rejsen fra håbløshed over genopbyggelse til forhåbentlig fremtid.
Det er også smart at lade damen bo i en kælder, så man kun kan skue op, altså fremad, og at også mødet med bøgernes verden har stor betydning i fortællingen – for bogens verden lukker op for nye verdener, nye muligheder, nye tanker og nyt håb.
Så enkelt og raffineret kan det gøres. De to kunstnere har arbejdet sammen før, og med denne bog er det så ganske tydeligt, at både forfatter og illustrator har gjort sig store overvejelser og stor umage med at finde det helt rette udtryk, og det er i den grad lykkedes.
I år er det derfor ikke et forfatterskab og heller ikke et illustratorskab, vi vil præmiere, men et ”symbioseskab”. Her er en mangfoldighed af udtryk, og både tekst og illustration er nøje afmålt, så der hverken er for lidt eller for meget, men lige præcis. Det er stor, prisværdig kunst af bemærkelsesværdig kvalitet.
Inden jeg går over til selve prisoverrækkelsen vil jeg lige citere fra et par anmeldelser af bogen:
”Hund er strålende kunst for børn, og der er så sandelig meget at tale om, når man læser billedbogen.” Folkeskolen. Og:
”Tal om et perfekt match mellem en tegner og en forfatter, tal om Anna Jacobina Jacobsen og Tina Sakura Bestle og deres nye billedbog Hund. De har tidligere lavet Lille lort sammen, og Anna Jacobina Jacobsen stod også for forsideillustrationen til Tina Sakura Bestles roman Skyggefugl. De har begge en udtalt underlighed i deres arbejde, og to gange underlighed bliver helt åbenlyst til forunderlighed – også i Hund.” Information.
Til sidst et citat fra vores eget Børn & Bøger:
”Det er en mageløst smuk fortælling; hvad teksten ikke ønsker at give fra sig, tilfører Anna Jacobina Jacobsens illustrationer. Der er tale om et kongenialt samarbejde mellem en stor fortæller og en lige så stor illustrator.”
Så er der vist ikke meget mere at sige, så nu er det blevet tid til det alvorlige. Rigtig hjertelig tillykke med prisen – I har ærligt og redeligt fortjent den. Også i år har vi valgt den helt rette modtager!
I bogen fik Hund ingen præmie, men nu får I en pris for jeres forbilledlige samarbejde om Hund. I har i fællesskab skabt et meget stort værk, der er fuldkommen i symbiose. Et værk, hvor hverken tekst eller billede kan stå alene, men sammen kommer til at fremstå unikt, helstøbt og hjertevarmt.
Det er et værk, der gør stort indtryk, et værk, man ikke lige kan ryste af sig, og et værk, der trods det beskedne omfang i den grad har fylde og tyngde og giver stof til eftertanke.
I har gjort en særlig og utrolig indsats for både børns og unges læseoplevelse – og også for voksnes. Tak for at I har lavet bogen. Hund er så ganske afgjort Årets Bog, men det er også en bog, der rækker langt ind i fremtiden til glæde mange læsere i årene fremover.
I er i sandhed en stor forfatter og en stor illustrator, og I har skabt en stor bog, der rummer stort håb, stor kærlighed og et budskab, som læringscentrene skal være med til at bringe videre.
Som bevis på prisen skal I først have en stor buket blomster, sådan gør man altid – værsgo’.
Og så til pengene. Her får I hver en stor check på 15.000 kr. – værsgo’.
En gammeldags check kan man jo ikke indløses mere, men et symbol på pengene og prisen er de da, og måske kan I sætte dem i glas og ramme, så de kan minde jer om, at I er i en klasse helt for sig, og at vi er mange, som håber, at I vil fortsætte samarbejdet og berige os med meget mere fra jeres side.
De rigtige penge får I selvfølgelig også – eller rettere sagt, dem har I fået, for de blev sat ind på jeres konti i morges. Atter en gang tillykke med prisen.
Nu får I ikke mere i dag, men det gør I på mandag, da det – mig bekendt – er den eneste pris, der bliver overrakt hele to gange, idet seancen bliver mere eller mindre gentaget på dubleringskonferencen i København. I får ganske vist kun pengene én gang, men I kan jo nok se frem til få blomsterne frisket op.
Til sidst vil jeg fortælle, at som det har været de foregående år, har forlaget bag det værk, der har udløst prisen, ladet trykke nogle plakater i den anledning. Det er i år Gyldendals forlag, og forlaget er enig med os i, at det er stor kunst, I har skabt, så derfor må der også en stor plakat til. Den ser sådan her ud:
Tak til Gyldendal for de flotte plakater, som vi efter konferencerne vil sende ud, så de kan blive fordelt på læringscentrene på landets skoler.
Tina og Jacobina har også lovet os, at de vil signere plakater med guldpen til alle deltagerne her på konferencen, så I hver kan få et eksemplar med hjem. Bare rolig; vi har husket elastikker, så I kan rulle de store plakater pænt sammen.
