Prisoverrækkelsestale
Vi skal nu i gang med overrækkelsen af Læringscentrenes Forfatterpris 2018. Prisen består ud over æren af 30.000 kr., som generøst er doneret af Edvard Pedersens Biblioteksfond.
Det vil jeg gerne som det allerførste takke mange gange for. Det flotte beløb gør, at der er vægt bag prisen, og at den er en af Danmarks fornemmeste børnelitterære priser, der uddeles hvert år.
Prisen er blevet uddelt siden 1981 og er i tidens løb gået til meget forskelligartede modtagere, da betingelserne for tildeling er meget åbne. Lad mig citere prisens fundats:
Prisen gives til en dansk forfatter, der gennem sit forfatterskab har ydet et særligt skøn- eller faglitterært bidrag til børns og unges oplevelser og/eller viden.
Prisen kan i nogle tilfælde deles mellem flere bidragydere til værket, hvis de anses for at udgøre det samlede forfatterskab.
Forfatterskabet symboliseres sædvanligvis gennem en enkelt titel, der er udkommet det seneste år forud for prisuddelingen. Titlen udnævnes til ”Årets Bog”. Prisen kan også gives for en serie eller andet, når blot en del af værket er udkommet i det pågældende år og opfylder kriterierne om bemærkelsesværdig kvalitet.
I særlige tilfælde kan prisen uddeles til en illustrator alene, hvis denne har ydet en så fremragende indsats for børns og unges læseoplevelse, at det kan sidestilles med et forfatterskab.
Da prisen rækker så langt tilbage i tiden, er det klart, at man dengang automatisk tænkte på en udgivelse trykt på papir.
Men med de åbne kriterier for tildeling kan der naturligvis med ordene ”eller andet” også være tale om udgivelser på andre medier, og prisen gik da også i udviklingens tegn i år 2000 til et værk på noget så dengang ”nymodens” som en CD-ROM.
I dag ville man også sagtens kunne give den for en elektronisk udgivelse, en web-udgivelse, en interaktiv fortælling, en pod-cast eller andet.
Det, det er vigtigt at hæfte sig ved, er, at prisen gives for et forfatterskab, og at dette symboliseres i et værk. Mediet er altså underordnet, og det er heller ikke nødvendigvis årets bedste bog eller værk, der præmieres - det kan det selvfølgelig også samtidig være, men det er forfatterskabet, der er i fokus.
Hvad der også er vigtigt at bemærke, er ordet kvalitet. Men hvad er kvalitet? Er det ikke et spørgsmål om smag og behag? Om, hvad de, der vælger modtageren, mener, er kvalitet?
Jo, naturligvis. Det kan ikke være anderledes. Men de, der vælger, er også nødt til at forholde sig til, at forfatterskabet skal have ydet et særligt litterært bidrag.
Det handler altså om, at pågældende på en eller anden måde har gjort sig bemærket og/eller gjort en forskel. Prisen er et skulderklap for veludført arbejde og en ansporing til at fortsætte sin udvikling og sit forfatterskab.
Det er bestyrelsen for Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre, der udpeger prisens modtager, men vi gør det efter indstilling fra foreningens faglige udvalg, som består af meget kompetente ildsjæle, der til daglig beskæftiger sig med børn og børnelitteratur.
Derfor er vi hvert år sikre på, at det er den helt rigtige modtager, vi har fundet frem til, for det er en lang og grundig proces. Hvad angår dette års pris, startede det faglige udvalg allerede sidste efterår med at se på, hvilke udgivelser der havde skilt sig ud og gjort sig bemærket i løbet af foråret.
Udvalget kom hurtigt frem til 4-5 værdige kandidater, men hvem eller hvad skulle det være? Indskoling, mellemtrin, YA? En bestemt genre, et vigtigt budskab, faglitteratur, den bedste bog, noget, der var populært hos børnene? Hvilket medie? Efter at have indsnævret feltet nåede udvalget frem til en konklusion:
Årets udgivelse er en bog. En bog trykt på papir som i gamle dage. Og det er skønlitteratur. Årets forfatter er en kvinde, som har skrevet en række bøger, der er underholdende og ganske populære hos børnene. Dermed kan man sige, at hun har ydet et særligt litterært bidrag, men det er ikke en af disse populære bøger, der udløser prisen.
Lad mig få det sagt med det samme og afsløre, at vi i år har valgt at give prisen til Anne Sofie Hammer, som er ”mor” til bøgerne om Villads fra Valby, som hun debuterede med i 2009.
Anne Sofie, nu må du gerne komme frem.
Det er en fin, sjov og underholdende lille serie, om drengen Villads, der af nogle er blevet kaldt et moderne svar på Emil fra Lønneberg. De fleste kender vist serien, der er et hit for børn omkring skolestart.
Sidste år begyndte Anne Sofie Hammer også på en serie om skilsmissebarnet Magda, der hele tiden på lun facon spiller sin far og mor ud mod hinanden for at opnå fordele. I denne serie sættes der på morsom vis fokus på at være delebarn.
Men det er som sagt ingen underholdende bog, der bliver udnævnt til Årets Bog. Det gør derimod bogen Vi ses, Pellerøv, der handler om savn og tabu – og om at komme videre.
Tillykke med prisen Anne Sofie Hammer, men inden jeg går over til at overrække den, vil jeg lige fortælle om begrundelsen for at vælge dig, og at det netop blev denne bog, der udløste prisen.
Det faglige udvalg har valgt at fokusere på den udvikling, der har været i dit forfatterskab, siden du startede med serien om Villads. Dine underholdende bøger blev hurtigt populære hos børnene, og dit forfatterskab var godt i gang.
Villads fra Valby er både filmatiseret og dramatiseret for scenen, og jeg ved blandt andet også, at Villads i 2013 blev stemt ind som bedste højtlæsningsbog af ca. 600 børn i Viborg, hvor folkebiblioteket og skolebibliotekerne i samarbejde gennemførte projektet Godkendt af børn.
Her læste børn – og deres forældre - fra 12 børnehaver og 12 skoler en række udvalgte bøger og gav dem karakterer alt efter, hvor gode de var. ”Villads” scorede topkarakter hos de fleste børn.
Siden er udviklingen i dit forfatterskab gået slag i slag. I 2014 kom den betagende og rørende bog Paris Belinda Hansen om en pige, som prøver at få det bedste ud af hverdagen i sit under middelmådige liv og drømmer om at komme med i X-faktor.
I 2015 kom ”Mig og Dylan Walker eller historien om, hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår” om en fyr, der bringer bringer sig selv i en slem kattepine ved at lyve og springe ud som bøsse, hvad han slet ikke er – han bliver pigernes ven, men så er chancen vel røget for at få den pige, han er interesseret i? Sikke et dilemma.
I denne bog behandles det seriøse tema, at nogen unge mennesker i teen-årene kommer i en situation, hvor de føler sig fortvivlede, fordi de ikke kan finde ud af, hvem de selv er. Kan man komme videre?
Nu har vi så fået Vi ses, Pellerøv, der også behandler et seriøst emne, nemlig den sorg og det savn, et barn kan have, når nogen forsvinder, og der ikke er nogen at tale med det om. I bogen her er det ludomani, der er tabuet, men det kunne også f.eks. have været misbrug af en slags.
På meget fin vis tackler du det, at børn nogle gange godt ved, at noget er galt, har en anelse om, hvad der er er i vejen, men ikke får noget ordentligt svar. Her bliver det unævnelige italesat, der bliver sat ord på de følelser, børn også mærker, når en familie går igennem en krise.
Det er en bog, der fortjener at blive trukket frem i lyset for sin seriøsitet, og med den har dit forfatterskabs udvikling taget et væsentligt skridt. Det er den udvikling, vi ved at give dig prisen gerne vil anerkende og anspore dig til at fortsætte.
Bogen er af høj kvalitet, den har skilt sig ud ved at være anderledes, den har et vigtigt budskab - nemlig at det er nødvendigt at tale om tingene, også med børn - og den er klart en af årets bedste bøger.
Lad mig lige fortælle lidt om bogen, der handler om Pelle, der altid har haft et ganske særligt forhold til morbror Mads, som han deler en stor interesse for dyr med. Morbror Mads ved alt om dyr.
En dag dukker morbror Mads op i skolen, giver Pelle Den Store Dyrebog og siger med en stemme, der lyder mærkelig: ”Vi ses Pellerøv”. Så går han. Og kommer ikke tilbage.
Og tiden går, det bliver efterår, men der er stadig ingen morbror Mads, ingen at tale med og stille spørgsmål om dyr.
En dag, han kommer hjem fra skole, er mor hjemme, og hendes øjne er mærkeligt røde. Mormor og morfar er der også og en mand, som han ikke ved, hvem er. De voksne kigger mærkeligt på hinanden, da manden er gået, og på spørgsmålet, hvad han ville, svarer de, at han ville stille nogle spørgsmål om morbror Mads. Mere siger de ikke.
Inde i Pelle er der en masse spørgsmål, han ikke kan stille, som f.eks. hvorfor morbror Mads ikke længere kommer på besøg. Ingen siger noget om ham.
Fem dag før jul er der et postkort til Pelle fra morbror Mads. Det er fra Norge. Morbror skriver om elsdyr. Han komme ikke hjem til jul. Mor og far studerer frimærke og stempel meget nøje og ringer til nogen bag en lukket dør.
Pelle forstår, at noget ikke er, som det skal være, men han ved ikke, hvad det er, og han kan ikke spørge. Det er, som om der er et sår indeni i ham, et sår, man ikke kan puste på.
Han tænker tilbage på dengang, morbror Mads var der. De var meget sammen, gik ture, talte og læste om dyr og hyggede sig. Nogle gange lånte morbror Mads penge af mor til cigaretter, og Pelle gik med efter dem og fik en hemmelig slikkeping. Engang lånte han også penge fra Pelles sparebøsse og gav dobbelt så meget tilbage ugen efter.
Da mor spørger, om de skal besøge det nye akvarium, som Pelle egentlig skulle have besøgt med morbror Mads, får han endelig stillet nogle spørgsmål: Hvor er morbror Mads? Hvorfor kommer han ikke hjem? Men han får ikke noget ordentligt svar. Pelle savner morbror Mads og vil hellere i zoo end akvariet.
Han læser i Den Store Dyrebog, og han tænker stadig meget på morbror Mads. Nogle gange havde han penge, endda mange, og var gavmild. Pelle fornemmer, der var noget mærkeligt. Hans ven spørger til morbror Mads, men nu kan ikke længere tale om ham.
Om aftenen kan han nogle gange høre mor og far tale med lave stemmer i stuen, som om de fortæller hemmeligheder. Pelle husker en dag, han var i mosen med morbror Mads og blev bedt om at gå i forvejen, da der kom en mand og ville tale med morbror Mads, der bagefter sagde, at Pelle ikke måtte fortælle det til nogen.
En dag, da familien skal spille kort, kommer Pelle til at foreslå, at de skal spille Poker. Så bliver der helt stille – det skulle han vist ikke have sagt, fornemmer han.
Nogle gange taler mor i telefon med mormor inde i soveværelset. De taler om penge, mormor og morfar har ikke nogen, og de kan ikke finde morbror Mads.
En dag fortæller mor, at mormor og morfar skal flytte fra deres dejlige hus til en lille lejlighed. Huset er for stort, siger de, men ellers vil ingen fortælle noget. En nat ser Pelle mor græde. Nogle ting er svære at forklare for børn, siger far.
Pelle ved, at et eller andet er galt. Og at det har at gøre med morbror Mads. Han savner ham, men kan ikke tale med nogen om det.
I bogens slutning skal Pelle i akvariet med skolen. Han er helt dårlig over det. Fra busser ser de på vej derhen en mand, der ligner morbror Mads. Han er tynd, hans hår og tøj ser snavset ud, og hans taske er lappet med tape. Pelle er helt sikker på, det ikke er morbror Mads, bedyrer han, men har har en klump i halsen.
Bagefter kan han ikke huske meget fra turen, men man aner håbet. Lad mig citere et par afsnit fra anmeldelsen af bogen i vores tidsskrift Børn & Bøger:
”Varslet falder på første side: Der er ikke længere nogen, han kan spørge. For sådan føles det i et hug for 9-årige Pelle, vores hovedperson, da morbror Mads forsvinder – en lille og stor verden styrter i grus, alt er forandret. Pelle er ikke mere den samme, sorg og savn gør ondt.
Langsomt og nænsomt skildres retrospektivt det varme og fine forhold mellem Pelle og morbror Mads og deres fortryllende dyreverden.
Derfor giver det så meget mening og er så fint skildret, at dyreverdenen her i sorgens, savnets og håbets verden fylder overalt. Men Pelle fatter noget, nemlig at morbror Mads’ forsvinden har noget med penge at gøre.
Også de voksne i familien er ramt – der forties og undviges. Langsomt tydeliggøres noget for Pelle, og trods kriser og sorg er der meget stille i deres verden i denne bog, og snart træder dyrefamilierne til.
Dyreverdenen toner frem og omtales og illustreres nærmest modsat Pelles hårdt ramte families opløsning og krise.
Men de kommer videre, skønt Pelle er emotionelt ramt og føler sig næsten ganske usynlig og gennemsigtig, som det lille gennemsigtige dyr han ser på Akvariet i bogens slutscene. Og håbet –Pelles håb - er netop så smukt lagt i slutscenen i historiens sidste to linjer:
Det (gennemsigtige dyr) flød af sted uden at røre sig, næsten som om det var dødt. Pelle fulgte dyret med øjnene i lang tid. Så slog det et lille slag med halen og forsvandt.
Så fint kan det gøres. Det usagte og antydningens kunst er sublimt mestret af Anne Sofie Hammer.”
Citat slut.
Sublimt mestret. Det er præcis det, du får prisen for, og så er der vist ikke så meget mere at sige. Nu er det blevet tid til det alvorlige: Overrækkelsen.
Rigtig hjertelig tillykke. Også i år har vi valgt den helt rette modtager, og som fysisk bevis på prisen skal du selvfølgelig, som det er sædvane, først have en buket blomster.
Og du skal også have et fysisk bevis på pegene, så derfor har vi fremstillet en fin stor papcheck, som kan minde dig om prisen, også efter de rigtige penge er brugt.
Atter en gang: Hjertelig tillykke og tak for dit forfatterskab, vi glæder os til, at der kommer meget mere.
De seneste mange år, har der været præcedens for, at forlaget bag det værk, der har udløst prisen, har ladet fremstille en plakat i anledning af prisen. Sådan er det også i år, hvor det er Høst & Søn, der står bag. Plakaten ser sådan ud:
Tak til Høst & Søn for den smukke plakat, der er trykt i et oplag stort nok til, at vi efter konferencen kan sende den ud til fordeling på landets skoler. Deltagerne her på konferencen får selvfølgelig også en plakat med hjem, og Anne Sofie har lovet at signere den til dem, der ønsker det.
